povls blog

Jeg har været til en dejlig koncert i Metronomen på Frederiksberg  med de to unge vokalgrupper Marinate og Itchy Ants. Og selvom de umiddelbart  ligner hinanden så var aftenen også et lærestykke i hvad forskellige tilgange  til a cappella gør ved musikken.

Marinate lagde ud. De er otte sangere og sang kun i to overhead  mikrofoner. Det til trods var lyden rigtig god. Det er den første væsentlige  forskel på de to grupper. Den anden er arrangementerne. Marinate har en ”korlyd”  over sig – det er blot en konstatering – ikke en kritik, for det lød rigtig  godt. Korlyden kommer nok af, at de deler mikrofonerne, men arrangementerne virker  også som om, at de er lavet til kor. Fx skifter melodistemmen mellem sangerne,  hvilket jo er et korarrangementstrick, men det hæmmer også den distinkthed, som en gennemgående solist kan give en sang. Til gengæld fungerede folkevisen ”To  Søstre” rigtig godt på de præmisser. Sangernes klang og dynamik var i eminent sync, og det var som om, at de fortalte en historie med én stemme. Det var for mig aftenens store oplevelse.

Itchy Ants har individueller mikrofoner og det giver andre  muligheder. Og det forpligter også meget mere fordi det er umuligt at gemme  sig. Itchy Ants arrangementer er solistbårne og det giver en helt anden feeling på sangene. Fx ejede Niels den 99 Degrees sang, som jeg ikke lige kan huske titlen på. Itchy Ants arrangerer selv deres sange. Det slipper de som regel pænt fra. Men én sang stod ud for mig, og det var ”Stillness” – sjovt nok i kontrast med min foregående pointe, fordi her tog de fire piger på skift melodien. Under det lagde de tre fyre et percusivt groove som fungerede lige fra starten. Det var et dejligt kraftfuldt nummer uden at være overarrangeret.

Som sagt var det en dejlig aften og der var fuldt hus i Metronomen. Hvis bare der var nogen der ville gøre noget ved den trappe, der dominerer rummet…

Jeg gælder mig til at følge Marinate og Itchy Ants fremover, for de har begge et spændende potentiale.

Christian beder indimellem Rockkoret overveje hvad det er vi synger og hvilken funktion det har. Underforstået: tekst er vigtigere end dum’er og uh’er. Så dum’erne og uh’erne skal være der, men de må ikke overdøver de tekstbærende stemmer. Visdommen i Christians ord blev jeg mindet om ved aftenens på mange måder dejlige dobbeltkoncert med Koriosum og NoteAble i Apostelkirken på VEsterbro.

Det var første gang, at jeg oplevede Koriosum, selvom jeg har kendt til dem i længere tid. De lagde for med et sæt bestående af fire ABBA sange. Nu mener jeg, at ABBA har været passé siden 70′erne, så det var svære odds med mig. Men de gjorde det nu godt, omend Abbacappella var lidt stresset. Men især lagde jeg mærke til deres åbenlyse sangglæde og energi – som tæller godt i min bog. Koriosum sang a cappella, og jeg talte ni herrer og ti kvinder. En bemærkelsesværdig fordeling for et amatørkor, men alligevel synes jeg ikke at herrerne kom godt nok igennem, og så er det at jeg kom Christians ord ihu. Kvindestemmerne må give plads, så herrerne ikke skal mase igennem et kvindekor, der synger lige i deres sweet spot.

Efter det korte sæt overtog NoteAble (tidl. Nodeknækkerne) scenen. NoteAble har skiftet dirigent fra Morten Kjær (nu USA) til Merete Gry Rode Jacobsen. To måneder er ikke lang tid til sættes sit præg på et stort kor, så NoteAble lød som de plejer – godt. Men også her gav Christians ord mening. I modsætning til Koriosum blev NoteAble ledsaget af en pianist. Også under Morten sang  NoteAble med klaver, men jeg husker ikke Mortens spil som så gennemtrængende som i aften. Men det er måske fordi Morten også skulle dirigere. NoteAble er et godt kor og det er et stort kor. Det ville klæde dem at synge mere a cappella. Især deres updaterede udgaver af Hist hvor vejen slår en bugt og Oles sad på en knold og sang kan sagtens bæres af stemmerne alene eller blot percussion.

Efter NoteAbles kraftfulde sæt gik Koriosum på igen. Umiddelbart tænkte jeg at Koriosums 19 sangere og a cappella kunne få svært ved at tage staffetten op efter NoteAbles 29 plus flygel. Men mine bekymringer blev gjort til skamme, for Koriosum var tydeligvis på hjemmebane nu med et sæt med traditionelle julecarrols. Og i disse arrangementer kunne herrerne virkelig træde i karakter. Min bedste oplevelse denne aften var den fantastiske udgave af Ding Dong Merrily on High. Frisk, overraskende og sunget med overskud. Den alene var hele turen værd.

Det er jo jul så Noteable sluttede også af med et kort julesæt inden de to kor mødtes i Dejlig er jorden. Og en dejlig aften var det.

Vokalscenen i Danmark er mangfoldig – på godt og ondt. I aften har jeg set grænsen blive flyttet yderligere, på den gode måde.

Til aftenens dobbeltkoncert med Rockkoret oplevede jeg den århusianske kvintet Postyr for første gang. Og det blev – som det allerede burde fremgå – et lykkeligt møde. Postyr bruger loops, pedaler og effekter, så det er en fryd. Og uden at de mister den vokale feeling af a cappella.

Jeg tog flere gange mig selv i at tænke, “at jeg har hørt mange vokalgrupper, men jeg har aldrig hørt noget som dette.” Selv deres covers lød som om man hørte dem for første gang. Så lad dette være en opfordring. Hold øje med Postyr.

Jeg er har længe fulgt den fantatiske a cappella podcast Mouth Off, hvor Dave og Christopher sludrer, kritiserer, hylder, uddanner og underholder om a cappella. Begge er vidende, underholdende og passionerede omkring a cappella musik. Det er altid værd at lytte til, og der kommer et nyt afsnit hver søndag.

14. februar havde de valgt at se nærmere på You’re the Voice fra finske Club For Five. Dave og Christopher er meget åbenhjertige i deres anmeldelser og stikker ikke noget under stolen. Men anmeldelsen af You’re the Voice er en knap 25 minutter lang ensidig kærlighedserklæring, som jeg kun kan tilslutte mig. Anmeldelsen starter ved 28:25 i den version af episoden der ligger på hjemmesiden. Cirka halvvejs måtte jeg logge på iTunes og købe albummet. mens jeg hørte resten af anmeldelsen. Så godt er det.

Normalt finder jeg at den meget udbredte bruge af andres sange er a cappella muskens svøbe. Med stemmen alene bliver coversange for let lidt cheasy udgaver af en god original. Bortset fra første sang, der er en ordløs prolog, så består albummet af covers af kendte sange. Men Club For Five har i den grad formået at opdatere sangene og gøre dem til unikke kunstværker i egen ret og ikke kun kopier. Jeg tager ofte mig selv i om ikke at glemme, at det er covers, så dog at tænke at det er sådan denne sang er skrevet til at blive fremført.

Måske fordi jeg selv er bas, så er jeg fuldstændig bjergtaget over deres udgave af Dire Straits Brothers in Arms:

Overskriften “Københavnere: DF skal styre integrationen” fangede mit øje på jp.dk i dag. Interessant – tænkte jeg - står virkelig så slemt til, at intet skal være uprøvet?

Men hvor interessant en historie, der end kunne ligge bag overskriften, så viser det sig blot at være en journalistisk stramning spundet over ét tal fra en undersøgelse.

For “københavnerne” i overskriften viser sig ikke at være “de  fleste københavnere”. Det er heller ikke “et flertal af københavnerne”.  Faktisk er det under et halvt flertal af købehavnerne, der synes det er en god ide med en DF’er som integrationsborgmester. Man kan selvfølgelig mene, at 23% af de adspurgte er for mange, men de er dog ikke nok til at repræsentere København.

Faktisk er der mere end dobbelt så mange i undersøgelserne, der mener, at det en dårlig idé nemlig 58%, hvilket jo er et klart flertal. Eller sagt med journaliststatistik: Der er 152% flere københavnere som synes, at det er en dårlig ide, end der er københavnere, som støtter ideen.

Teknisk set er overskriften ikke usand, idet der jo er (nogle) københavnere, der støtter ideeen. Men jeg finder det alligevel problematisk, fordi overskriften sælger en historie, som ikke holder længere end til “23%”. Medierne skal selvfølgelig problematiskere samfundstendenser, men de bør også perspektivere, og her bygger man en historie på to tal, som man vrider ud af proportioner. Det er opskriften på vrangforestillinger, frygt og skræmmekampagner.

På vej hjem fra arbejde hørte jeg P3 Nyhederne. Her var en historie om den store støtte til Roman Polanski og imod hans udlevering fra Schweiz til USA. Og så slog det mig, hvad er det lige han er sigtet for? Sex med en 13 årig pige som han havde bedøvet med champagne og sovepiller. Han var selv 44 år. Hvorfor skal han ikke udleveres?

Den normale reaktion mod mistænkte pædofile er lynchstemning. Hvor mange mandlige pædagoger har ikke fået deres karriere ødelagt på grundløse beskyldninger om pædofili? Fodboldtrænere og spejderledere skal aflevere børneattester for at udføre ulønnet arbejde.

Men hvordan kan Roman Polanski opnå kollegers og toppolitikeres uforbeholdne støtte mod retsforfølgning for en af de værste forbrydelser en voksen kan gøre mod et barn. En forbrydelse som han har erkendt, som ofret tidligere har berettet i LA Times.

Hvorfor er der ikke et folkekrav om hans retsforfølgning? Er det fordi han ikke passer ind i vores opfattelse af en gemen forbryder? Er det fordi han som europæiske filmskaber er et bolværk mod amerikansk kulturimperialisme? Læger tiden alle sår? Stoler vi ikke på det amerikanske retsvæsen med dets forlig (som Polanski havde forhandlet men stak af fra), med dets frikendelser på teknikaliteter (Polanskis advokater påberåber selv uregelmæssigheder i sagen) eller de hårde straffe (som de fleste kræver ved pædofili og sager om incest)

Lighed for loven må gælde i ethvert retssamfund. Derfor skal den “pæne” forbryder retsforfølges lige så nidkært som den gemene forbryder fra stenbroen retsforfølges. Og i Roman Polanskis tilfælde er det en både gemen og nedrig forbrydelse, han er sigtet for.

Derfor skal han udleveres så en domstol kan tage stilling til anklagen. For hvad man end mener om USA og deres retsvæsen, så er USA ikke en bananrepublik. Og hvis retssagen kommer til at køre i Los Angeles, så kan han jo trøste sig med. at det gjorde O.J. Simsons sag også.

En dokumentarfilm om et kor – et jysk drengekor? Min interesse for kor til trods ville jeg nok ikke selv have taget initiativ til at se En stemme for livet. Men jeg er glad for, at jeg på Lenes indbydelse satte mig til rette i Vester Vov Vovs mørke sidste mandag.

Filmen følger dirigenten Mads Billes arbejde med Herning Kirkes Drengekor. Og det kunne jo blive en fin lille film med engletoner, men denne film er så meget mere. Der er så mange lag i denne film, at det kunne have været en hel reality serie på tv. Så glem alt om Talent 2009, X-factor og hvad der ellers er og se den virkelige virkelighed.

En stemme for livet er filmen om…

• ildsjælen Mads Bille og hans ambitioner for sit kor og sin musikskole. Og hvad prisen er for at brænde så meget for et projekt.
• at arbejde med drenge fra tredje klasse og op. I løbet af deres tid i koret gennemgår drengene forvandlingen fra drenge til mænd. En forvandling som i jo sit udtryk faktisk strider mod skønsang i perioder.
• hvad det giver drengene at være med i et kor hvor der stilles krav til dem men hvor de også får mulighed for at udfolde sig og lære færdigheder for livet.
• to af drengene der kæmper med hhv. asperger og en vanskelig barndom får støtte til at udfolde sig selvom det til tid er problematisk.
• ledelse! Ledelse af forretningen Hernings Kirkes Drengekor. At skaffe sponsorer og pleje sine sponsorer. At arbejde med drengene som individer og ikke kun som stemmegrupper. Jeg er sikker på, at Mark og Mike fra manager-tools.com vil bifalde meget af det arbejde der lægges for dagen her.

En stemme for livet er en bemærkelsesværdig film. En film der giver indsigt også selvom man ikke interesserer sig for korsang. Den har i hvert fald givet mig langt mere stof til eftertanke end Tarantinos Inglorious Bastards, som jeg havde set to dage forinden. Inglorious Bastards er bestemt en underholdende film, men heller ikke ret meget mere end det.

“Kan du ikke ved lejlighed sende mig link til 3-4 vocal percussionister?” spurgte Lene i fredags. “Jeg har diskuteret det med min kusines søn som spiller trommer og jeg har brug for nogle eksempler.”

Som a cappellanørd begynder jeg jo straks at slynge navne ud, men opgaven, som jeg fik stukket ud og accepterede, var at sende nogle links ved lejlighed. Det giver mig anledning til at overveje hvad jeg mener er god vocal percussion, og altså skrive om det her.

Jeg vil dog starte med rigtige trommer. En af mine største musikalske oplevelser var at opleve E.S. T. (Esbjörn Svensson Trio) live på min fødselsdag i 2005. Det er en indlæg værd i sig selv. Men i denne sammenhæng tænker jeg tilbage på Magnus Öströms trommespil. Jeg kan huske at tænke “han kærtegner jo nærmest sine trommer”. Magnus Öström spiller på tromme, han er ikke bare trommeslager.

For mig udmærker den gode vocal percussionist ved at holde sammen på groovet i en sang. Imponerende soli gør det ikke. Derfor er jeg heller ikke rigtig imponeret af de beatboxere, man ser i talentshows. Det er larmende og mangler den musikalitet, som jeg sætter pris på.

Når det så er sagt vil jeg alligevel vise mine favoritter med nogle videoer, hvor de “fører sig frem” med soli.

Når der bliver sagt vocal percussion tænker jeg først på Wes Carrol. Wes var VP for The House Jacks, da jeg fandt dem og tog dem til mig. The House Jacks er interessante i denne sammenhæng, da de var den første vokalgruppe, der havde en dedikeret VP som ikke gjorde andet. Det var oprindeligt Kid Beyond, der nu har en solokarriere. I 2008 forlod Wes The House Jacks og blev afløst af Jake Moulton fra m-pact.

Men tilbage til Wes. Jeg vil vise ham i et klip sammen med Dave Baumgartner som er en anden af mine favorit VP’er. Klippet er 5 år gammelt men stadig godt. Jeg bider især mærke i unge Daves mere kraftfulde stil i forhold til erfarnes Wes’ mere tilbagelænede stil.

I november sidste år oplevede jeg første gang en professionel VP på rigtigt tæt hold. Det var da The Magnets optrådte på Rytmekons. Vi sad næsten forrest, og det var en stor oplevelse at kunne følge Andy Frosts arbejde igennem en hel koncert.

Den sidste jeg vil fremhæve her er Edward Chung fra Duwende, som jeg tidligere har blogget om. Edward Chung har ikke en solo i denne sang men er i den grad til stede og understreger dermed min pointe om god vocal percussion.

Den amerikanske sundhedsreform er egentlig ligegyldig i en dansk sammenhæng. Men da mange politiske strategier og kneb finder vej fra USA til Danmark, kan det være interessant af følge slaget.

Jeg er overbevist demokrat. Blandt mange ting er demokrati for mig en civiliseret måde at være uenig på.  Modsætningers sameksistens, dialog og samarbejde sikrer mest mulig frihed for alle og ikke kun for den herskende klasse.

Min tro på demokratiets selvindlysende værdi gør, at jeg naivt mener, at deltagerne skal overholde demokratiets gentlemanregler. Fx at begge siders argumenter har ret til at blive fremført og hørt i den demokratiske proces.

Selvom jeg ved, at der er mange tosser i guds eget land, så blev jeg alligevel lidt skræmt, da jeg så det første indslag i mandagens Rachel Maddow Show.

Det er ikke fordi taktikken er ny. Jeg har hørt, at overdøvning af modstandere skulle have været en del af taktikken for kommunistiske del af fagbevægelsens kamp mod den socialdemokratiske ditto. Og hvem husker ikke pibekoncerten mod den daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs ved hendes forsøg på at tale til demonstrerende elever?

Men en ting er ekstreme grupper eller spontane reaktioner. Det som Rachel Maddow beskriver, er en bevidst strategi for at intimidere modstandere, så de ikke får lov til at udøve deres demokratiske ret, udvirket af den ene af to politiske bevægelser i et topartisystem.

Samtidig har man så Fox News til at fremstille det hele som en græsrodsbevægelse. Heldigvis er der et ord for det: “Astroturfing” eller kunstgræsrodsbevægelse.

Også mandag aften viste Jon Stewart så, hvordan Fox News “gøder” kunstgræsset – The Crank Cycle

Det paradoksale er, at dem der bruger skrotningsordningens overrumplende succes som argument for, at staten (Obama) så nok heller ikke kan drive et sundhedssystem, er de samme som i starten af året var imod statens redningsplan for bilindustrien, fordi “staten ved ikke noget om at sælge biler”. Dertil kan man så tørt konstatere, at Obama tilsyneladende ved bedre end bilindustrien hvad, amerikanerne vil have – bedre brændstoføkonomi.

Min lillebror sendte mig et YouTube link uden anden information end, at emnelinien lød “Toto – Africa”. Jes har en god track record for videoer, så jeg fulgte forventningsfuldt linket. Og jeg var lamslået – på den gode måde. Et slovensk kor Perpetuum Jazzile, der synger Africa.

Der ligger andre videoer fra dette fantastiske kor på YouTube. Specielt dem fra samme koncert – Vokal Xtravaganzza 2008 – er fantastiske. Det har en meget høj kvalitet. Jeg er også begejstret for deres rigtige musikvideo Cudna Noc. Selvom der er lidt Melodi Grand Prixagtigt – især at høre et så uvant sangsprog – så er det fedt, og det er a cappella.Jeg blev fan på stedet på deres Facebookside og Rockkoret blev myspacevenner med dem.

Der er ved at opstå en fortjent hype omkring dem. Deres Africa trække mange seere på YouTube, og både der og på Facebook får de mange begejstrede kommentarer. De er sågar begyndt at kommunikere på engelsk på Facebook – det har gjort dem lidt lettere at forstå…