povls blog

Jeg er har længe fulgt den fantatiske a cappella podcast Mouth Off, hvor Dave og Christopher sludrer, kritiserer, hylder, uddanner og underholder om a cappella. Begge er vidende, underholdende og passionerede omkring a cappella musik. Det er altid værd at lytte til, og der kommer et nyt afsnit hver søndag.

14. februar havde de valgt at se nærmere på You’re the Voice fra finske Club For Five. Dave og Christopher er meget åbenhjertige i deres anmeldelser og stikker ikke noget under stolen. Men anmeldelsen af You’re the Voice er en knap 25 minutter lang ensidig kærlighedserklæring, som jeg kun kan tilslutte mig. Anmeldelsen starter ved 28:25 i den version af episoden der ligger på hjemmesiden. Cirka halvvejs måtte jeg logge på iTunes og købe albummet. mens jeg hørte resten af anmeldelsen. Så godt er det.

Normalt finder jeg at den meget udbredte bruge af andres sange er a cappella muskens svøbe. Med stemmen alene bliver coversange for let lidt cheasy udgaver af en god original. Bortset fra første sang, der er en ordløs prolog, så består albummet af covers af kendte sange. Men Club For Five har i den grad formået at opdatere sangene og gøre dem til unikke kunstværker i egen ret og ikke kun kopier. Jeg tager ofte mig selv i om ikke at glemme, at det er covers, så dog at tænke at det er sådan denne sang er skrevet til at blive fremført.

Måske fordi jeg selv er bas, så er jeg fuldstændig bjergtaget over deres udgave af Dire Straits Brothers in Arms:

Overskriften “Københavnere: DF skal styre integrationen” fangede mit øje på jp.dk i dag. Interessant – tænkte jeg - står virkelig så slemt til, at intet skal være uprøvet?

Men hvor interessant en historie, der end kunne ligge bag overskriften, så viser det sig blot at være en journalistisk stramning spundet over ét tal fra en undersøgelse.

For “københavnerne” i overskriften viser sig ikke at være “de  fleste københavnere”. Det er heller ikke “et flertal af københavnerne”.  Faktisk er det under et halvt flertal af købehavnerne, der synes det er en god ide med en DF’er som integrationsborgmester. Man kan selvfølgelig mene, at 23% af de adspurgte er for mange, men de er dog ikke nok til at repræsentere København.

Faktisk er der mere end dobbelt så mange i undersøgelserne, der mener, at det en dårlig idé nemlig 58%, hvilket jo er et klart flertal. Eller sagt med journaliststatistik: Der er 152% flere københavnere som synes, at det er en dårlig ide, end der er københavnere, som støtter ideen.

Teknisk set er overskriften ikke usand, idet der jo er (nogle) københavnere, der støtter ideeen. Men jeg finder det alligevel problematisk, fordi overskriften sælger en historie, som ikke holder længere end til “23%”. Medierne skal selvfølgelig problematiskere samfundstendenser, men de bør også perspektivere, og her bygger man en historie på to tal, som man vrider ud af proportioner. Det er opskriften på vrangforestillinger, frygt og skræmmekampagner.

På vej hjem fra arbejde hørte jeg P3 Nyhederne. Her var en historie om den store støtte til Roman Polanski og imod hans udlevering fra Schweiz til USA. Og så slog det mig, hvad er det lige han er sigtet for? Sex med en 13 årig pige som han havde bedøvet med champagne og sovepiller. Han var selv 44 år. Hvorfor skal han ikke udleveres?

Den normale reaktion mod mistænkte pædofile er lynchstemning. Hvor mange mandlige pædagoger har ikke fået deres karriere ødelagt på grundløse beskyldninger om pædofili? Fodboldtrænere og spejderledere skal aflevere børneattester for at udføre ulønnet arbejde.

Men hvordan kan Roman Polanski opnå kollegers og toppolitikeres uforbeholdne støtte mod retsforfølgning for en af de værste forbrydelser en voksen kan gøre mod et barn. En forbrydelse som han har erkendt, som ofret tidligere har berettet i LA Times.

Hvorfor er der ikke et folkekrav om hans retsforfølgning? Er det fordi han ikke passer ind i vores opfattelse af en gemen forbryder? Er det fordi han som europæiske filmskaber er et bolværk mod amerikansk kulturimperialisme? Læger tiden alle sår? Stoler vi ikke på det amerikanske retsvæsen med dets forlig (som Polanski havde forhandlet men stak af fra), med dets frikendelser på teknikaliteter (Polanskis advokater påberåber selv uregelmæssigheder i sagen) eller de hårde straffe (som de fleste kræver ved pædofili og sager om incest)

Lighed for loven må gælde i ethvert retssamfund. Derfor skal den “pæne” forbryder retsforfølges lige så nidkært som den gemene forbryder fra stenbroen retsforfølges. Og i Roman Polanskis tilfælde er det en både gemen og nedrig forbrydelse, han er sigtet for.

Derfor skal han udleveres så en domstol kan tage stilling til anklagen. For hvad man end mener om USA og deres retsvæsen, så er USA ikke en bananrepublik. Og hvis retssagen kommer til at køre i Los Angeles, så kan han jo trøste sig med. at det gjorde O.J. Simsons sag også.

En dokumentarfilm om et kor – et jysk drengekor? Min interesse for kor til trods ville jeg nok ikke selv have taget initiativ til at se En stemme for livet. Men jeg er glad for, at jeg på Lenes indbydelse satte mig til rette i Vester Vov Vovs mørke sidste mandag.

Filmen følger dirigenten Mads Billes arbejde med Herning Kirkes Drengekor. Og det kunne jo blive en fin lille film med engletoner, men denne film er så meget mere. Der er så mange lag i denne film, at det kunne have været en hel reality serie på tv. Så glem alt om Talent 2009, X-factor og hvad der ellers er og se den virkelige virkelighed.

En stemme for livet er filmen om…

• ildsjælen Mads Bille og hans ambitioner for sit kor og sin musikskole. Og hvad prisen er for at brænde så meget for et projekt.
• at arbejde med drenge fra tredje klasse og op. I løbet af deres tid i koret gennemgår drengene forvandlingen fra drenge til mænd. En forvandling som i jo sit udtryk faktisk strider mod skønsang i perioder.
• hvad det giver drengene at være med i et kor hvor der stilles krav til dem men hvor de også får mulighed for at udfolde sig og lære færdigheder for livet.
• to af drengene der kæmper med hhv. asperger og en vanskelig barndom får støtte til at udfolde sig selvom det til tid er problematisk.
• ledelse! Ledelse af forretningen Hernings Kirkes Drengekor. At skaffe sponsorer og pleje sine sponsorer. At arbejde med drengene som individer og ikke kun som stemmegrupper. Jeg er sikker på, at Mark og Mike fra manager-tools.com vil bifalde meget af det arbejde der lægges for dagen her.

En stemme for livet er en bemærkelsesværdig film. En film der giver indsigt også selvom man ikke interesserer sig for korsang. Den har i hvert fald givet mig langt mere stof til eftertanke end Tarantinos Inglorious Bastards, som jeg havde set to dage forinden. Inglorious Bastards er bestemt en underholdende film, men heller ikke ret meget mere end det.

“Kan du ikke ved lejlighed sende mig link til 3-4 vocal percussionister?” spurgte Lene i fredags. “Jeg har diskuteret det med min kusines søn som spiller trommer og jeg har brug for nogle eksempler.”

Som a cappellanørd begynder jeg jo straks at slynge navne ud, men opgaven, som jeg fik stukket ud og accepterede, var at sende nogle links ved lejlighed. Det giver mig anledning til at overveje hvad jeg mener er god vocal percussion, og altså skrive om det her.

Jeg vil dog starte med rigtige trommer. En af mine største musikalske oplevelser var at opleve E.S. T. (Esbjörn Svensson Trio) live på min fødselsdag i 2005. Det er en indlæg værd i sig selv. Men i denne sammenhæng tænker jeg tilbage på Magnus Öströms trommespil. Jeg kan huske at tænke “han kærtegner jo nærmest sine trommer”. Magnus Öström spiller på tromme, han er ikke bare trommeslager.

For mig udmærker den gode vocal percussionist ved at holde sammen på groovet i en sang. Imponerende soli gør det ikke. Derfor er jeg heller ikke rigtig imponeret af de beatboxere, man ser i talentshows. Det er larmende og mangler den musikalitet, som jeg sætter pris på.

Når det så er sagt vil jeg alligevel vise mine favoritter med nogle videoer, hvor de “fører sig frem” med soli.

Når der bliver sagt vocal percussion tænker jeg først på Wes Carrol. Wes var VP for The House Jacks, da jeg fandt dem og tog dem til mig. The House Jacks er interessante i denne sammenhæng, da de var den første vokalgruppe, der havde en dedikeret VP som ikke gjorde andet. Det var oprindeligt Kid Beyond, der nu har en solokarriere. I 2008 forlod Wes The House Jacks og blev afløst af Jake Moulton fra m-pact.

Men tilbage til Wes. Jeg vil vise ham i et klip sammen med Dave Baumgartner som er en anden af mine favorit VP’er. Klippet er 5 år gammelt men stadig godt. Jeg bider især mærke i unge Daves mere kraftfulde stil i forhold til erfarnes Wes’ mere tilbagelænede stil.

I november sidste år oplevede jeg første gang en professionel VP på rigtigt tæt hold. Det var da The Magnets optrådte på Rytmekons. Vi sad næsten forrest, og det var en stor oplevelse at kunne følge Andy Frosts arbejde igennem en hel koncert.

Den sidste jeg vil fremhæve her er Edward Chung fra Duwende, som jeg tidligere har blogget om. Edward Chung har ikke en solo i denne sang men er i den grad til stede og understreger dermed min pointe om god vocal percussion.

Den amerikanske sundhedsreform er egentlig ligegyldig i en dansk sammenhæng. Men da mange politiske strategier og kneb finder vej fra USA til Danmark, kan det være interessant af følge slaget.

Jeg er overbevist demokrat. Blandt mange ting er demokrati for mig en civiliseret måde at være uenig på.  Modsætningers sameksistens, dialog og samarbejde sikrer mest mulig frihed for alle og ikke kun for den herskende klasse.

Min tro på demokratiets selvindlysende værdi gør, at jeg naivt mener, at deltagerne skal overholde demokratiets gentlemanregler. Fx at begge siders argumenter har ret til at blive fremført og hørt i den demokratiske proces.

Selvom jeg ved, at der er mange tosser i guds eget land, så blev jeg alligevel lidt skræmt, da jeg så det første indslag i mandagens Rachel Maddow Show.

Det er ikke fordi taktikken er ny. Jeg har hørt, at overdøvning af modstandere skulle have været en del af taktikken for kommunistiske del af fagbevægelsens kamp mod den socialdemokratiske ditto. Og hvem husker ikke pibekoncerten mod den daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs ved hendes forsøg på at tale til demonstrerende elever?

Men en ting er ekstreme grupper eller spontane reaktioner. Det som Rachel Maddow beskriver, er en bevidst strategi for at intimidere modstandere, så de ikke får lov til at udøve deres demokratiske ret, udvirket af den ene af to politiske bevægelser i et topartisystem.

Samtidig har man så Fox News til at fremstille det hele som en græsrodsbevægelse. Heldigvis er der et ord for det: “Astroturfing” eller kunstgræsrodsbevægelse.

Også mandag aften viste Jon Stewart så, hvordan Fox News “gøder” kunstgræsset – The Crank Cycle

Det paradoksale er, at dem der bruger skrotningsordningens overrumplende succes som argument for, at staten (Obama) så nok heller ikke kan drive et sundhedssystem, er de samme som i starten af året var imod statens redningsplan for bilindustrien, fordi “staten ved ikke noget om at sælge biler”. Dertil kan man så tørt konstatere, at Obama tilsyneladende ved bedre end bilindustrien hvad, amerikanerne vil have – bedre brændstoføkonomi.

Min lillebror sendte mig et YouTube link uden anden information end, at emnelinien lød “Toto – Africa”. Jes har en god track record for videoer, så jeg fulgte forventningsfuldt linket. Og jeg var lamslået – på den gode måde. Et slovensk kor Perpetuum Jazzile, der synger Africa.

Der ligger andre videoer fra dette fantastiske kor på YouTube. Specielt dem fra samme koncert – Vokal Xtravaganzza 2008 – er fantastiske. Det har en meget høj kvalitet. Jeg er også begejstret for deres rigtige musikvideo Cudna Noc. Selvom der er lidt Melodi Grand Prixagtigt – især at høre et så uvant sangsprog – så er det fedt, og det er a cappella.Jeg blev fan på stedet på deres Facebookside og Rockkoret blev myspacevenner med dem.

Der er ved at opstå en fortjent hype omkring dem. Deres Africa trække mange seere på YouTube, og både der og på Facebook får de mange begejstrede kommentarer. De er sågar begyndt at kommunikere på engelsk på Facebook – det har gjort dem lidt lettere at forstå…

Jeg kan huske Rote Armee Fraktion fra min barndom. Jeg kan huske de Røde Brigader. Jeg kan huske en tid med tilfældige og blodige terroranslag fra disse og fra forskellige palæstinænsiske organisationer.Jeg husker ikke tiden som en tid præget af frygt personeligt, men der var en konstant og næsten følbar spænding mellem øst og vest med den tredje verden og især mellemøsten, som den varme del af en kold krig.

I fredags så jeg Baader-Meinhof Komplekset. Jeg var spændt. Jeg foragter terror i dag og dengang. Ville filmen forsøge at forklare eller forsvare at RAF tog så drastiske midler i bruge. Ville man får sympati for deltagerne? Ville man forstå dem?

Det var en tankevækkende film. Den fremstår meget troværdig og neutral i sin skildring af hvad der skete. Og er klart seværdig.

Filmen har RAF’s medlemmer som de centrale figurer, så man følger deres udvikling fra modstandere til terrister. Det må næsten starte i Tyskland som er den kolde krigs europæiske stand off. Muren er stadig ny og under udbygning. Den amerikanske hær er til stede i forbundsrepublikken. Og ungdomsoprøret

Det starter med et spændt Vesttyskland. Muren er stadig ny og under udbygning. Den amerikanske hær et talstærkt til stede som modvægt til Sovjetunionens kontrol over Østeuropa samtidig med at de udkæmper en upopulær krig i Vietnam. Ungdomsoprøret skaber konfrontationer mellem unge og politiet, som giver grobund for radikaliserede grupper som f.eks. RAF.

Filmen formår ikke at retfærdiggøre terrororganisationerne, og det er nok heller ikke dens mål, men den viser den absurde “logik” som deltagerne bruger for at kunne gøre det de gør. Paranoiaen der dæmoniserer det demokratiske samfund der” spiller efter reglerne”.

Man sidder tilbage med en fornemmelse at kæden hoppede af meget tidligt i forløbet. For det bliver hurtigt vigtigere at være imod end at være for. Hvad er det efterhånden de kæmper for? Hvad har de overhovedet opnået? Og har de ikke tabt kampen til sig selv ved at vælge et våben – terroren – der er ude af proportioner med det mål de til opnå.

Det er påfaldende at RAF opstod i opposition til et samfund et demokrati som netop tillader opposition. De samfund som RAF idealiserede tillod ikke nogen form for opposition.

Udstillingen af ekstremismens absurditet er desværre stadig aktuel i dag. Den socialistiske terror er godt nok gået i sig selv igen, men nu er terroren i stedet religiøst begrundet. Og palæstinenserne situation er stadig uløst og kan bruges som løsrevet begrundelse for terrorhandlinger.

Demokratier kæmper en assymtrisk krig mod terror, fordi demokratiet skal følge demokratiske spilleregler og værdier. Det sker, at demokratier går overstregen, som fx USA’s brug af tortur. Men  demokratier indeholder mekanismer til at reparere sig selv, også når det er hovedet det er galt med. Totalitære regimer har sjældent denne evne og vil derfor forfalde eller gennem vold blive erstattet af et totalitært styre. I begge tilfælde lider befolkningen.

Fordi demokratiet er et udtryk for folkets kollektive enighed har demokratiet en indbygget træghed, der forhindrer ekstreme udsving. Derfor har tilhængerne af idealer, der ikke tåler modsigelse, trange kår og må i sidste ende ty til terror forklædt som revolution. Men demokratiet vil altid vinde til sidste – forhåbentligt.

Tilstedeværelsen af 25 afviste irakiske asylansøgere i Brosons Kirke på Nørrebro har skabt røre. Jeg hverken kan eller vil ikke forholde mig til de konkrete afgørelser, der har ført til udvisningen. Min interesse for asylområdet begrænser sig til det rent principielle. Men fredag morgen hørte jeg i P3 Nyhederne, at der havde været henvendelser om udmelding af folkekirken med henvisning til, at menighedsrådet accepterede irakernes tilstedeværelse.

Jeg synes, at det er en svag begrundelse, og der ligger nok andet bag. For den kirke jeg er medlem af skal være åben for mennesker i nød. Næstekærlighed skal have en praktisk konsekvens, hvis det skal give mening.

Folkekirken kan ikke og skal heller ikke kunne ændre Irakernes status. Det har vi demokratisk nedsatte og styrede institutioner til. Derfor skal Kirken heller ikke andet end at give husly til Irakerne, så længe de ikke forhindrer kirkens anvendelse og aktiviteter eller ligger menigheden økonomisk til last.

Kirken skal dog ikke være et helle, som man frit kan benytte sig af efter forgodtbefindende. Irakerne er ikke forbrydere men har brug for tid til at komme overens med deres skæbne.

Jeg ville elske, hvis der kom en Mr. Deity film. Men jeg tror ikke rigtig på det. Så indtil videre tager jeg denne trailer som endnu et underspillet underfundigt guldkorn fra Brian Keith Daltons geniale hånd. (Læg mærke til det første skærmbillede. Humoren starter allerede der…)

Jeg her stor fan af internet serien Mr. Deity. Historien om en alt andet end almægtig skaber i skikkelse af Mr.Deity assisteret af Larry (ærkeengel og rådgiver) og  Jesse (Jesus) som ikke er helt tryg ved det der korsfæstelse. Mr. Deitys ex, Lycy (Lycifer) blander sig også, hvilket komplicerer tingene. Det er underholdende men ikke altid helt korrekt bibelhistorie omplantet til det trejde årtusinde – og det er underholdende. Omend det nok er sjovest hvis man har fulgt bare lidt med i konfirmationsforberedelsen.

Mr. Deity er en internetserie, der er tilgængelige på YouTube og i iTunes. Foreløbig er der udsendt to sæsoner på hver ti afsnit. En tredje sæson skulle være på vej. Det må være det traileren varmer op til.

I år er der så kommet en tilføjelse til Brian Keith Daltons kreationer. Serien Words, der er en “bagomserien” realityserie – det er lidt svært at forklare det. Brian forsøger i fjerde afsnit. Det er samme cast som Mr. Deity men har ellers intet at gøre med Mr. Deity.