Filmen følger dirigenten Mads Billes arbejde med Herning Kirkes Drengekor. Og det kunne jo blive en fin lille film med engletoner, men denne film er så meget mere. Der er så mange lag i denne film, at det kunne have været en hel reality serie på tv. Så glem alt om Talent 2009, X-factor og hvad der ellers er og se den virkelige virkelighed.

En stemme for livet er filmen om…

• ildsjælen Mads Bille og hans ambitioner for sit kor og sin musikskole. Og hvad prisen er for at brænde så meget for et projekt.
• at arbejde med drenge fra tredje klasse og op. I løbet af deres tid i koret gennemgår drengene forvandlingen fra drenge til mænd. En forvandling som i jo sit udtryk faktisk strider mod skønsang i perioder.
• hvad det giver drengene at være med i et kor hvor der stilles krav til dem men hvor de også får mulighed for at udfolde sig og lære færdigheder for livet.
• to af drengene der kæmper med hhv. asperger og en vanskelig barndom får støtte til at udfolde sig selvom det til tid er problematisk.
• ledelse! Ledelse af forretningen Hernings Kirkes Drengekor. At skaffe sponsorer og pleje sine sponsorer. At arbejde med drengene som individer og ikke kun som stemmegrupper. Jeg er sikker på, at Mark og Mike fra manager-tools.com vil bifalde meget af det arbejde der lægges for dagen her.

En stemme for livet er en bemærkelsesværdig film. En film der giver indsigt også selvom man ikke interesserer sig for korsang. Den har i hvert fald givet mig langt mere stof til eftertanke end Tarantinos Inglorious Bastards, som jeg havde set to dage forinden. Inglorious Bastards er bestemt en underholdende film, men heller ikke ret meget mere end det.

I fredags så jeg Baader-Meinhof Komplekset. Jeg var spændt. Jeg foragter terror i dag og dengang. Ville filmen forsøge at forklare eller forsvare at RAF tog så drastiske midler i bruge. Ville man får sympati for deltagerne? Ville man forstå dem?

Det var en tankevækkende film. Den fremstår meget troværdig og neutral i sin skildring af hvad der skete. Og er klart seværdig.

Filmen har RAF’s medlemmer som de centrale figurer, så man følger deres udvikling fra modstandere til terrister. Det må næsten starte i Tyskland som er den kolde krigs europæiske stand off. Muren er stadig ny og under udbygning. Den amerikanske hær er til stede i forbundsrepublikken. Og ungdomsoprøret

Det starter med et spændt Vesttyskland. Muren er stadig ny og under udbygning. Den amerikanske hær et talstærkt til stede som modvægt til Sovjetunionens kontrol over Østeuropa samtidig med at de udkæmper en upopulær krig i Vietnam. Ungdomsoprøret skaber konfrontationer mellem unge og politiet, som giver grobund for radikaliserede grupper som f.eks. RAF.

Filmen formår ikke at retfærdiggøre terrororganisationerne, og det er nok heller ikke dens mål, men den viser den absurde “logik” som deltagerne bruger for at kunne gøre det de gør. Paranoiaen der dæmoniserer det demokratiske samfund der” spiller efter reglerne”.

Man sidder tilbage med en fornemmelse at kæden hoppede af meget tidligt i forløbet. For det bliver hurtigt vigtigere at være imod end at være for. Hvad er det efterhånden de kæmper for? Hvad har de overhovedet opnået? Og har de ikke tabt kampen til sig selv ved at vælge et våben – terroren – der er ude af proportioner med det mål de til opnå.

Det er påfaldende at RAF opstod i opposition til et samfund et demokrati som netop tillader opposition. De samfund som RAF idealiserede tillod ikke nogen form for opposition.

Udstillingen af ekstremismens absurditet er desværre stadig aktuel i dag. Den socialistiske terror er godt nok gået i sig selv igen, men nu er terroren i stedet religiøst begrundet. Og palæstinenserne situation er stadig uløst og kan bruges som løsrevet begrundelse for terrorhandlinger.

Demokratier kæmper en assymtrisk krig mod terror, fordi demokratiet skal følge demokratiske spilleregler og værdier. Det sker, at demokratier går overstregen, som fx USA’s brug af tortur. Men  demokratier indeholder mekanismer til at reparere sig selv, også når det er hovedet det er galt med. Totalitære regimer har sjældent denne evne og vil derfor forfalde eller gennem vold blive erstattet af et totalitært styre. I begge tilfælde lider befolkningen.

Fordi demokratiet er et udtryk for folkets kollektive enighed har demokratiet en indbygget træghed, der forhindrer ekstreme udsving. Derfor har tilhængerne af idealer, der ikke tåler modsigelse, trange kår og må i sidste ende ty til terror forklædt som revolution. Men demokratiet vil altid vinde til sidste – forhåbentligt.

Jeg her stor fan af internet serien Mr. Deity. Historien om en alt andet end almægtig skaber i skikkelse af Mr.Deity assisteret af Larry (ærkeengel og rådgiver) og  Jesse (Jesus) som ikke er helt tryg ved det der korsfæstelse. Mr. Deitys ex, Lycy (Lycifer) blander sig også, hvilket komplicerer tingene. Det er underholdende men ikke altid helt korrekt bibelhistorie omplantet til det trejde årtusinde – og det er underholdende. Omend det nok er sjovest hvis man har fulgt bare lidt med i konfirmationsforberedelsen.

Mr. Deity er en internetserie, der er tilgængelige på YouTube og i iTunes. Foreløbig er der udsendt to sæsoner på hver ti afsnit. En tredje sæson skulle være på vej. Det må være det traileren varmer op til.

I år er der så kommet en tilføjelse til Brian Keith Daltons kreationer. Serien Words, der er en “bagomserien” realityserie – det er lidt svært at forklare det. Brian forsøger i fjerde afsnit. Det er samme cast som Mr. Deity men har ellers intet at gøre med Mr. Deity.

I episode 26 af Chad Bergerons Acapodcast interviewer han Bruce Leddy, der har instrueret filmen “Sing Now, Or For Ever Hold Your Peace“. Filmen handler om en gruppe collegesangere, der mødes 15 år senere for at synge til en vens bryllup. De samles for at øve en weekend, og det giver så anledning til at se tilbage på det liv, der er levet siden sidst – og en masse a cappella sang.

Foruden en vokalgruppe samlet til lejligheden byder lydsiden bl.a. på Tufts Beelzebubs, MIT Logarythyms, Oxford University Out of the Blue og UVA Academical Village People. Det bliver noget at et soundtrack, når det forhåbentlig bliver udgivet.

Tilbage står bare: Hvordan kommer man til at se den film i Danmark? Som uafhængig film kommer den næppe op i Danmark af sig selv. Filmen har premiere i USA 27. april, men har allerede vundet flere publikumspriser ved festivaller over there. Så måske er en filmfestival det bedste bud. Eller en korfestival? Eller et korkursus?

Filmen skulle oprindeligt have heddet “Shut up and sing” En vidunderlig selvmodsigende titel. Desværre kom en dokumentarfilm om Dixie Chicks Bruce Leddy i forkøbet. Titlen passer dog også fint på det som Dixie Chicks blev udsat for, fordi de havde en mening.

Noget andet er, at Bruce Leddy i interviewet nævner, at “The A Cappella Community” har været meget positive og samarbejdsvillige! Det ville være dejligt med et aktivt og synligt kor-community i København…