povls blog

Archive for the ‘Korblog’ Category

Jeg er har længe fulgt den fantatiske a cappella podcast Mouth Off, hvor Dave og Christopher sludrer, kritiserer, hylder, uddanner og underholder om a cappella. Begge er vidende, underholdende og passionerede omkring a cappella musik. Det er altid værd at lytte til, og der kommer et nyt afsnit hver søndag.

14. februar havde de valgt at se nærmere på You’re the Voice fra finske Club For Five. Dave og Christopher er meget åbenhjertige i deres anmeldelser og stikker ikke noget under stolen. Men anmeldelsen af You’re the Voice er en knap 25 minutter lang ensidig kærlighedserklæring, som jeg kun kan tilslutte mig. Anmeldelsen starter ved 28:25 i den version af episoden der ligger på hjemmesiden. Cirka halvvejs måtte jeg logge på iTunes og købe albummet. mens jeg hørte resten af anmeldelsen. Så godt er det.

Normalt finder jeg at den meget udbredte bruge af andres sange er a cappella muskens svøbe. Med stemmen alene bliver coversange for let lidt cheasy udgaver af en god original. Bortset fra første sang, der er en ordløs prolog, så består albummet af covers af kendte sange. Men Club For Five har i den grad formået at opdatere sangene og gøre dem til unikke kunstværker i egen ret og ikke kun kopier. Jeg tager ofte mig selv i om ikke at glemme, at det er covers, så dog at tænke at det er sådan denne sang er skrevet til at blive fremført.

Måske fordi jeg selv er bas, så er jeg fuldstændig bjergtaget over deres udgave af Dire Straits Brothers in Arms:

En dokumentarfilm om et kor – et jysk drengekor? Min interesse for kor til trods ville jeg nok ikke selv have taget initiativ til at se En stemme for livet. Men jeg er glad for, at jeg på Lenes indbydelse satte mig til rette i Vester Vov Vovs mørke sidste mandag.

Filmen følger dirigenten Mads Billes arbejde med Herning Kirkes Drengekor. Og det kunne jo blive en fin lille film med engletoner, men denne film er så meget mere. Der er så mange lag i denne film, at det kunne have været en hel reality serie på tv. Så glem alt om Talent 2009, X-factor og hvad der ellers er og se den virkelige virkelighed.

En stemme for livet er filmen om…

• ildsjælen Mads Bille og hans ambitioner for sit kor og sin musikskole. Og hvad prisen er for at brænde så meget for et projekt.
• at arbejde med drenge fra tredje klasse og op. I løbet af deres tid i koret gennemgår drengene forvandlingen fra drenge til mænd. En forvandling som i jo sit udtryk faktisk strider mod skønsang i perioder.
• hvad det giver drengene at være med i et kor hvor der stilles krav til dem men hvor de også får mulighed for at udfolde sig og lære færdigheder for livet.
• to af drengene der kæmper med hhv. asperger og en vanskelig barndom får støtte til at udfolde sig selvom det til tid er problematisk.
• ledelse! Ledelse af forretningen Hernings Kirkes Drengekor. At skaffe sponsorer og pleje sine sponsorer. At arbejde med drengene som individer og ikke kun som stemmegrupper. Jeg er sikker på, at Mark og Mike fra manager-tools.com vil bifalde meget af det arbejde der lægges for dagen her.

En stemme for livet er en bemærkelsesværdig film. En film der giver indsigt også selvom man ikke interesserer sig for korsang. Den har i hvert fald givet mig langt mere stof til eftertanke end Tarantinos Inglorious Bastards, som jeg havde set to dage forinden. Inglorious Bastards er bestemt en underholdende film, men heller ikke ret meget mere end det.

“Kan du ikke ved lejlighed sende mig link til 3-4 vocal percussionister?” spurgte Lene i fredags. “Jeg har diskuteret det med min kusines søn som spiller trommer og jeg har brug for nogle eksempler.”

Som a cappellanørd begynder jeg jo straks at slynge navne ud, men opgaven, som jeg fik stukket ud og accepterede, var at sende nogle links ved lejlighed. Det giver mig anledning til at overveje hvad jeg mener er god vocal percussion, og altså skrive om det her.

Jeg vil dog starte med rigtige trommer. En af mine største musikalske oplevelser var at opleve E.S. T. (Esbjörn Svensson Trio) live på min fødselsdag i 2005. Det er en indlæg værd i sig selv. Men i denne sammenhæng tænker jeg tilbage på Magnus Öströms trommespil. Jeg kan huske at tænke “han kærtegner jo nærmest sine trommer”. Magnus Öström spiller på tromme, han er ikke bare trommeslager.

For mig udmærker den gode vocal percussionist ved at holde sammen på groovet i en sang. Imponerende soli gør det ikke. Derfor er jeg heller ikke rigtig imponeret af de beatboxere, man ser i talentshows. Det er larmende og mangler den musikalitet, som jeg sætter pris på.

Når det så er sagt vil jeg alligevel vise mine favoritter med nogle videoer, hvor de “fører sig frem” med soli.

Når der bliver sagt vocal percussion tænker jeg først på Wes Carrol. Wes var VP for The House Jacks, da jeg fandt dem og tog dem til mig. The House Jacks er interessante i denne sammenhæng, da de var den første vokalgruppe, der havde en dedikeret VP som ikke gjorde andet. Det var oprindeligt Kid Beyond, der nu har en solokarriere. I 2008 forlod Wes The House Jacks og blev afløst af Jake Moulton fra m-pact.

Men tilbage til Wes. Jeg vil vise ham i et klip sammen med Dave Baumgartner som er en anden af mine favorit VP’er. Klippet er 5 år gammelt men stadig godt. Jeg bider især mærke i unge Daves mere kraftfulde stil i forhold til erfarnes Wes’ mere tilbagelænede stil.

I november sidste år oplevede jeg første gang en professionel VP på rigtigt tæt hold. Det var da The Magnets optrådte på Rytmekons. Vi sad næsten forrest, og det var en stor oplevelse at kunne følge Andy Frosts arbejde igennem en hel koncert.

Den sidste jeg vil fremhæve her er Edward Chung fra Duwende, som jeg tidligere har blogget om. Edward Chung har ikke en solo i denne sang men er i den grad til stede og understreger dermed min pointe om god vocal percussion.

Min lillebror sendte mig et YouTube link uden anden information end, at emnelinien lød “Toto – Africa”. Jes har en god track record for videoer, så jeg fulgte forventningsfuldt linket. Og jeg var lamslået – på den gode måde. Et slovensk kor Perpetuum Jazzile, der synger Africa.

Der ligger andre videoer fra dette fantastiske kor på YouTube. Specielt dem fra samme koncert – Vokal Xtravaganzza 2008 – er fantastiske. Det har en meget høj kvalitet. Jeg er også begejstret for deres rigtige musikvideo Cudna Noc. Selvom der er lidt Melodi Grand Prixagtigt – især at høre et så uvant sangsprog – så er det fedt, og det er a cappella.Jeg blev fan på stedet på deres Facebookside og Rockkoret blev myspacevenner med dem.

Der er ved at opstå en fortjent hype omkring dem. Deres Africa trække mange seere på YouTube, og både der og på Facebook får de mange begejstrede kommentarer. De er sågar begyndt at kommunikere på engelsk på Facebook – det har gjort dem lidt lettere at forstå…

Tre koncerter holdt ReChoired i weekenden for at indspille deres live CD “Calender Songs” der kommer til efteråret. Esben havde været forbi Rockkoret en øveaften. Og så var der jo bare med at komme af ste. Dels for at støtte ReChoired, dels for at se hvordan de greb indspilningen an og dels fordi ReChoired er et god kor.

Straks ved indgangen blev man mødt af kendte ansigter. Morten Kjær stod i døren og bag knapperne sad Henrik Birch Aaboe. De to stod for indspilningen.

Jeg var til den sidste koncert af de tre og måske var det derfor, at koret virkede meget rutinerede og sikre i næsten alt hvad de foretog sig. Der var ikke mange skæve toner eller indsatser. I det hele taget var det en af de mest helstøbte korkoncerter jeg har oplevet længe.

Alle 19 sangere var udstyret med egne mikrofoner. Det er noget der kræver træning, men Hanne bedyrede, at de ikke havde prøvet  at have hver deres mikrofon før lydprøven til koncerterne. Det lød af en million.

Noget af det jeg har været begejstret for ved tidligere koncerter med ReChoired er at de skifter koropstilling flere gange under koncerten. I dag satte mikrofonledningerne deres begrænsning for de udskjelser men alligevel var det også en seværdig koncert. Der var meget saltstøtteri at se der.

Repertoiret spændte vidt. Fra Sting over Eva Cassidy til den danske Højskolesangbog. Alle sange var arrangeret af ReChoireds korleder, Peter Bom, der sad ved pianoet koncerten igennem. Derudover blev koret ledsaget af en bassist og en percussionist.

Jeg glæder mig til at høre resultatet.

Heldigvis er der et kor for alle niveauer af sangere. Det blev demonstreret onsdag aften i Valby Kulturhus’ Teatersal, hvor Rytmisk Center holdt første del af sæsonafslutningen for deres kor. Anden del fulgte om torsdagen, men der øvede Rockkoret så det var udelukket.

Rytmisk Center inddeler deres kor i tumpe, begynder, let øvede og øvede. Og der var alle kategorier repræsenteret denne onsdag. Jeg har sagt det før, men jeg kan tilgive et kor mange skæve toner, hvis det udstråler glæde og engagement. Hvis ens ører begynder at bløde kan man jo bare gå. Jeg har før været til disse maraton koncerter med Rytmisk Centers kor. Så jeg kendte præmissen. Men der er som regel nogle lyspunkter undervejs.

Det første lyspunkt jeg vil fremhæve var faktisk det første kor -  Off Key – et begynderkor under ledelse af Elena Setien Yeregui. De lagde ud a cappelle hvilket man ikke ser ofte fra RC’s kor. De var ikke så præcise eller rene, at det gjorde noget men med klap og tramp fik de kæmpet sig i gennem det. Det var friskt gået, ikke mindst fordi det er et genopstået hold med kun et halvt år på bagen. Dirigenten har jeg i øvrigt oplevet ved en af de koncerter, der for mig definerer, hvad Copenhagen Jazzfestival går ud på - friske, overraksende og skæve koncerter, som fx Little Red Suitcase på Bopa Plads i 2007.

Det næste lyspunkt var  Rytmix. Jeg havde kun hørt dem på en gammel optagelse med Nodeknækkerne, men havde hørt meget godt om dem. Rytmix gjorde et godt indtryk men var ikke fejlfri, de er dog også kun et “let øvet” kor. Det er gjorde forskellen for mig var, at de blev dirigeret. De fleste andre kor havde korlederen placeret ved et klaver, men Rytmix havde akkompagnatør på så Nynne Hansen kunne holde sammen på koret. Og det gør en forskel. Det foregående kor “More Music” under ledelse af Merete Sørensen sang måske mere rent men manglede så tilgengæld de dynamiske nuancer som Nynne Hansen kunne give Rytmix. Nynne Hansen synger i øvrigt i vokalgruppen “Transister Radio Girls” som jeg er svært begejstret for.

Endelig var der Lise Blaases Blugarske Kvindekor.  Det var så til gengæld a cappella, rent og præcist. Der er altså et eller andet ved balkanharmonier som går rent ind for mig.  En hel koncert med bulgarsk sang vil måske være svær at sidde igennem, men her var det en nydelse at få renset ørerne.

En korkoncert – som enhver anden koncert – er også en visuel oplevelse. Desværre bærer mange amatørkors optræden præg af, at valget ikke stod mellem korsang og dans, da der skulle vælges kunstart. Men mindre kan også gøre det.

Derfor finder jeg dette klip med Canvas ganske lærerigt. De otte sangere bliver stående tæt og på samme sted gennem hele sangen. Alligevel sker der en masse. Der er selvfølgelig indlagt koregrafiske elementer men det er småting men effektfulde småting. Og der sker også en masse imellem effekterne.

Jeg har set mange saltstøtter synge i kor. Og det er synd. For det er så lidt der skal til for at det ser ud af noget. Et amatørkor er ikke og skal heller ikke være en dansetrup. Men med en markering af rytmen i kroppen eller en håndbevægelser der understreger sangen giver et helhedsindtryk. Jeg synes også det bliver nemmere at synge, når kroppen er med. Det er nemmere at finde rytmen uden at skulle nedstirre dirigenten. Rytmen bliver en følelse i stedet for en intellektuel udfordring og det bliver nemmere at ramme både på slagene og lifts.

Publikum lægger mærke til det, der skiller sig ud. Positivt og negativt. Solister skal træde ud af mængden. Men står der midt i et bølgende kor en stolpe, som slet ikke bevæger sig, så bliver det ham publikum ser og koret opleves ikke som en helhed.

For meget bevægelse er også skidt. Så det er en balancegang. Men for meget er sjældent problemet…

Det er kun korsangere der møder talstærkt op klædt i sort i Tivoli på en af årets hidtil varmeste dage. Kor72 havde samlet 15 kor med over 400 sangere i alt og med så mange amatørkor til stede, var der naturligvis en del af amatørkorenes svagheder der blev udstillet. Men generelt synes jeg, at hvis det er amatørkorenes stade i dagens Danmark, så står det ikke så skidt til endda.

Korene skulle søge om deltagelse og det har nok sikret et vist bundniveau selvom der var stor forskel på korene. Blandt de sædvanlige svagheder er upræcise indsatser, man skal lige synge sig varm, forsøg på at nå tonelejer man ikke mestrer, nodeslaveri, “skjulte” tekstark, saltstøtter mm.

Der var især tre kor som jeg bed mærke i af forskellge årsager og som jeg vil fremhæve her:

• Det første er Hillerød Hospitalskor. De var dygtige, sang godt, gode solister, præsice, godt ledet og kom godt ud over scenekanten. De sang et samlet værk om Noahs ark. Det var ikke i en genre, som normalt tiltaler mig, men det var så godt gennemført, at det blev en nydelse alligevel.
• Cikaderne var nok det kor med den laveste gennemsnitsalder. De opførte et ABBA medley (Keld og jeg diskuterede om det var Abbacapella, men det kunne det ikke være, når de havde akkompagnatør med…) og et Chess medley. Der var en god energi i koret og de kom godt udover scenen. Dem kunne jeg godt tænkte mig at opleve i mere end de 20 minutter der var blevet givet til hvert kor.
• Jeg har det svært med barbershop. Derfor var mine forventinger til Barbershopkoret Copenhagen Hot Notes også lave fra starten. Men de udmærkede sig ved ikke at være særligt barbershoppede. I stedet havde de en god energi og udstråling som virkelig kom udover scenekanten.

Og så skal jeg da lige ride en kæphest.

Man har som kor principielt to valg når det gælder noder: med eller uden. Man kan have holdninger om det ene eller det andet. Et kor som Hillerød Hospitalskor havde noder med og det fungerede fint bl.a. fordi alle havde noder med i ens mapper, koropstillingen gav plads til alles noder, alle kiggede mere op end ned. Hillerød Hospitalskor udmærkede sig ved at være præcise fra start til slut. En god dirigent og akkompagnatør har selvfølgelig hovedæren for dette, men koret virkede også sikkert i hvad de skulle foretage sig, og mon ikke noderne bidrog til det.

Noder skal være en støtte – ikke en sutteklud. Hvis man ikke kan sangene inden man går på scenen, så hjælper noderne ikke på dette niveau. Alt for ofte ser man korsangere kigge mere ned i noderne end op på dirigenten – nodeslaver kalder jeg det. Især når man kigger ned ved en indsats går det galt. Det er bedre (og nemmere) at gætte en tekst end en indsats.

I Rockkoret synger vi uden noder, men desværre har brugen af tekstark bredt sig og er svær at komme til lives igen. Ligesom, at det ser rodet ud, når ikke alle synger efter noder, forstyrrer de spredte tekstark også helhedsindtrykket. For det første er tekstarkslavernes hænder optaget af noget end rytme eller gestik, der understøtter sangen. For det andet vil tekstarkslaverne ofte rette deres opmærksomhed nedad mod deres hænder i stedet for på publikum eller dirigent. Koret skal fremstå som en helhed, så når man gør noget anderledes vil det tiltrække publikums opmærksomhed. Og tro ikke at du kan skjule dit tekstark ved at gøre det så småt at du kan have det i din håndflade – vi ser det! Og det gør heller ikke nogen forskel at du står i anden række. Du ligner en præriehund, når du kigger open gang imellem.

De deltagernde kor (og dirigenter) var:

• Køge Bugt Kor (Else Andersen)
• Hillerød Rockkor (Lene McGregor)
• Hillerød Hospitalskor (Edvard Strandskov)
• Canto Novo (Thomas Lynnerup Jakobsen
• Nivå Musiklaugs Kor (Hennie Martinsen)
• Cikaderne (Louise Rosing-Schow)
• Gundsø-koret (Bente Hanke)
• Bella Harmoni (Niels Christian Balle)
• Ambitus (Helle Wagner)
• Barbershopkoret Copenhagen Hot Notes (Ann-Louise Blixt)
• Sonuskoret (Berit Lienhøft Larsen)
• VoiceZone (Christian Berg)
• Claudiuskoret, Det Grafiske Kor og Tap-koret (Julie Damlund og Bente Hanke)

I forbindelse med masterclasses i vokalmusik på Rytmisk Musikkonservatorium havde man valgt at afholde offentlige koncerter med de to deltagende vokalgrupper. 1. november optrådte således fantastisk Rajaton – desværre skulle noget andet. Men her til aften var der ikke noget der kunne holde mig fra at høre “The Magnets” på Rytmisk Musikkonservatorium på Holmen. Og jeg blev næsten blæst omkuld.

Umiddelbart associerede jeg “The Magnets” til grupper som “The Persuasions” og “The Nylons”. Nydelige bands men ikke helt min kop the. Heldigvis checkede jeg The Magnets myspace profil og så var der ingen tvivl. Dem måtte jeg opleve.

Og som jeg allerede har afsløret blev jeg ikke skuffet.

Der var seks engelske fyre, der kunne deres kram til perfektion, gode sange, et energisk sceneshow, engelsk humor og et medlevende publikum. Alt det jeg søger i a cappella og ekstra af det hele. Og så var det første gang, de var i Danmark.

Der er virkelig ikke en finger at sætte på The Magnets denne aften. Oplevelsen med The Magnets var som jeg ville forvente det af de bedste amerikanske vokalbands. De har så mange strenge at spille på, og de gør det. Jeg kunne sidde her hele natten, hvis jeg skulle fortælle alt det, der var fedt ved denne oplevelse. Men da jeg skal på arbejde igen efter en uges ferie vil jeg nøjes med to ting, så jeg kan komme i seng i nogenlunde tid.

For det første var deres solopræstationer super gode. Det kan være en svær balance at få stærke solister til at fungere sammen som en homogen enhed. Jeg synes, at The Magnets løste det til perfektion. Når en af dem havde en solo stod han frem med sit personlige særpræg, mens de andre var perfekt og sammenhængende backing.

Det andet jeg vil fremhæve er deres vocalpercussionist. Det gør altså en forskel med en dedikeret vokalpercussionist. Det er ikke noget særsyn i de grupper jeg holder af såsom The House Jacks, Toxic Audio og Duwende. Og selv om Andy Frost måske ikke er en Wes Carrol, så var det fantastisk at opleve en rigtig vocalpercussionist så tæt på over en hel koncert.

The Magnets er a cappella efter mit hoved.

2008 er sangens år, og 30. oktober er spil-dansk-dag. Og under den paraply havde Onsdagssangerne indbudt tre andre kor og publikum til både sang og fællessang i Kulturhuset på Dortheavej. Keld og jeg troppede op for at høre en af Lene’erne fra højskolen, der skulle synge med Blandede Bolsjer. Lejligheden til at høre to andre kor tog vi med som bonus. Fællessangen kunne samtidig kompensere for, at Rockkorets korprøve var aflyst denne dag.

Onsdagssangerne havde valgt ikke selv at optræde men blot at stå for arrangementet. Jeg ville nu også gerne have hørt dem, men arrangementet var i hvert fald vellykket og velbesøgt.

Det første kor på banen var Dansk Vandrelaugs Kor – DVL koret. Forkortelsen fik mig til at tænke veterinært, så da jeg så ”vandrelaug” må jeg erkende, at jeg fik bange anelse. De blev dog heldigvis gjort til skamme. DVL koret har imponerende 73 år på bagen og er på mange måder et traditionelt kor – Et folkekor i ordets bedste betydning. De mindede mig lidt om det kor jeg selv startede i med et blandet kirkeligt/verdsligt repertoire med vovede afstikkere til Svantes viser. Koret sang fint under ledelse af en energisk ung dirigent (som jeg desværre ikke fik navnet på). Hvis det blev meget rytmisk stramt, kom der lidt slinger i valsen, men ikke mere end engagementet kunne opveje.

Det næste kor var Ansgar Kirkes Gospelkor. Det kunne prale af at have knap 2 måneder på bagen! Det er friskt og imponerende at stille op til koncert så hurtigt, men det kunne dog også høres. Jeg kan tilgive meget fra et amatørkor, hvis engagementet er med – og der var meget at tilgive. Først og fremmest fik det mig til at være taknemmelig for, at vi i Rockkoret kan vælge og fravælge sangere, så nye medlemmer passer ind i den helhed vi ønsker. Gospelkoret virkede både i udtryk og klang ikke som en enhed endnu. Men engagementet var der ubetinget, så der er bestemt noget at arbejde videre med.

Til sidst kom så Blandede Bolsjer, som vi var kommet for at se og høre - selvom Lene havde forsøgt at tale vores forventninger ned. Det slår mig altid hvor voldsomt 40 korsangere ser ud – og så kommer jeg i tanke om, at vi også har været 40 sangere i Rockkoret. Jeg havde smuglyttet til Blandede Bolsjer på forhånd via deres hjemmeside. Og det er liveoptagelser var det ikke overraskende, at de lød sig selv. Derfor var oplevelsen af dem også en bekræftelse af indtrykket derfra. Arrangementerne er gode og solide. Der er god klang i sopranerne og alterne. Tenorer og basser kunne høres men var knap så stærke, men de var også klart overmatchede af kvinderne.

Og så kunne jeg ikke undlade at bemærke at Blandede Bolsjer stod i stemmegrupper. Det er der jo ikke noget galt i – men når det kan ses ved, at sangerne står med ryggen til den næste stemmegruppe, så virker det på mig som om, at de synger mere til hinanden end til publikum. Men jeg kender jo godt mekanismen. Endelig skal armene bruges i rytmisk musik. De skal ikke hænge ned langs siden eller foldes på ryggen. Og de skal under ingen omstændigheder i lommerne. Men det er jo nørderi, for Blandede Bolsjer var turen værd.

Det var et godt arrangement som Onsdagssangerne havde fået stablet på benene. Det er lidt ambitiøst at sætte to timer af til 10 fællessange, kaffepause og 3 kor. Men der blev så improviseret undervejs.

Nu ser jeg frem til at høre endnu flere kor ved Rytmisk Centers korkoncerter i Stefanskirken 24. og 25. november.