povls blog

Archive for the ‘Korblog’ Category

I forbindelse med Rockkorets myspaceprofil hænder det (stadig oftere) at jeg finder mig selv surfende efter a cappella musik. Og der dukker nogle rigtige guldklumper op indimellem. Derfor vil jeg lige dele fem spændende navne som jeg er stødt på her på det sidste. østrigste Bauchklang, tyske Mëdlz og danske Transister Radio Girls.

Bauchklang ramte mig som en mavepuster. Jeg kan godt lide elektronisk musik og gerne af den tunge slags. Dette her er nærmest a cappella drum’n'bass. Kan elektronisk musik være a cappella? Da jeg så at deres album “Many People” var tilgængelig på iTunes købte jeg det straks. Bauchklang er som Mauf fra Østrig men har en mere instrumental og ren lyd.

Mëdlz – allerede navnet signalerer poptøz udover alle grænser. Men prøv at lyt til deres bud på “Das Boot”. Det er sgu stærkt gået. Jeg var stødt på Mëdlz i Maybebops podcast og havde tjekket dem ud men var hurtigt gået videre fordi der var instrumenter på deres sange. Men det var indil jeg hørte “Das Boot”. Så de har instrumenter med engang imellem – og hvad så? På Youtube.com er flere klip med dem a cappella (dog med en af pigerne på percussion). Udover Das Boot er der også et godt rock medley og lidt koncertklip. Find selv mere…

Transister Radio Girls er en dansk kvindelig vokalgruppe. De havde selv fundet Rockkoret på Myspace og tak for det. Det er noget af det mest forfriskende danske a cappella musk jeg har hørt længe. Og så er det original musik. TRG er dannet ud fra stifteren Bonnie Denises leg med en loop maskine og er nu en rigtig vokalgruppe. Jeg glæder mig til at opleve dem live. Snart forhåbentlig.

Ved et tilfælde var jeg kommet forbi Musicappellas hjemmeside. Jeg havde været forbi før hvor hjemmesiden ikke var helt udbygget, men det var interessant hvad jeg så, så jeg beholdt adressen. For et par uger opdagede jeg så, at de gav koncert 15. juni i Hans Egedes Kirke på Østerbro.

Musicapella viste sig at blive et rigtig godt bekendtskab.

For det første synger Musicapella a cappella og de mestrer det, og arrangementerne kunne bære det. Jeg vurderer at det var mest firstemmigt, men det kan godt være at nogle af kvindestemmerne delte sig.

For det andet var der ingen noder (næsten). Det gjorde at dirigenten Sebastian Aser Svendsen var i god kontakt til koret. Det kan altså høres når noderne ikke står i mellem sangeren og dirigenten! Sebastian efterlod i det hele taget et godt indtryk. Passende snak mellem sangene og tydeligvis samlingspunktet for koret.

Repertoiret var godt og afveklende. En enkelt smuk klassisk sats, Sommersalme, til at starte på. Men ellers gedigne pophits garneret med en overraksende men kort udgave af en latinificeret udgave af lancier og den ordløse More Human. Arrangøren fremgik ikke af programmet. Sebastian fortalte mig bagefter at det var delvist hans egne men også af en bekendt og andre. Der var bestemt ingen forslidte travere på programmet.

Specielt George Michaels Freedom viste både koret styrker og svagheder. De store “Freedom” fraser sad lige i skabet. Store flotte kraftfulde harmonier. De fire basser holdt godt fast i rytmen. Tenorerne var blot to mand høj, og det lyder ikke af meget, hvis man samtidig ikke er helt sikker på teksten.

To tenorer og fire basser oppe imod ti alter og otte sopraner. Det vil udvægerligt blive en svær opgave men generelt klarede de det flot, også pigerne.

Det var tydeligt at sangerne nød at synge. I min bog kan det opveje andre svagheder men det var der ikke megen behov for denne eftermiddag.

Det var en det en dejlig koncert, som desværre ikke havde det publikum. som de unge sangere fortjente. Jeg talte fjorten på bænkene. Jeg ved ikke hvordan kirken havde promoveret koncerten men i skyndingen så jeg end ikke en plakat i udhængsskabet. På internettet kunne jeg kun finde bevis på koncertens eksistens på Musicapellas egen hjemmeside. Og da uden et link eller en adresse på kirken.

Alt i alt er det en af de bedste koncerter jeg har overværet dette forår. Og Musicapella er det kor der kommer tættest på det vi har kørende med Rockkoret. A cappella sang, uden noder, kontemporære toner i egne arrangementer.

Musicapella optræder på Drop Inn mandag aften kl. 21.00 jeg overvejer allerede et gensyn.

Jeg har kendt til Læderhalsene længe. I hvert fald siden Selvsvings storhedstid, hvor Johnny Jørgensen og Læderhalsene lagde stemmer til Selvsvings satiriske fortolkninger af tidens hits. Men jeg har aldrig hørt dem “in concert” før. Men nu stod de i Galaksen i Værløse, så sammen med to nuværende og to tidligere sangere fra Rockkoret, var jeg til koncert med Læderhalsende. Og der var dømt fest.

Koncerten svarede nogenlunde til hvad jeg havde forventet. Og så alligevel ikke.

Læderhalsene stod denne aften 35 mand høj bakket op af trommer, bas, guitar og to keyboards. Deres repertoire bestod af store hits som blev fremført af en eller flere solister mens de andre sang kor. Læderhalsene er i virkeligheden 35 solister der skiftes til at synge backing.

Jeg vidste godt at solistsang var det bærende element, men jeg havde ventet mere af koret. I det store hele var det rene backingvokaler. der forekom  mig, at være løftet direkte fra den originale udgave, og så forstærket X gange. Der var fuld knald på koret hele vejen igennem, men ingen nuancer, ingen dynamik og ingen overraskelser. Dynamiken bestod af forte og mere forte. De få tidspunkter hvor koret skulle starte uden band vaklede enten tonalt eller i præcision.

Kun i 80′er medleyet i andet sæt blev jeg grebet. Her var sangene flettet intelligent sammen og overgangene var næsten sømløse. Men hvorfor kun forte og fortisimo?

Så jeg vil ikke kalde det en korkoncert og derfor er titlen hitparade. For det er hvad det var, men også noget man kunne have hørt et partyorkester spille, og så var det i grunden synd, at der var sat stole op, når det nu var stilen.

Men ret skal være ret. Solisterne var langt skarpere en et gennemsnitligt partyorkester. Energien på scenen fantastisk og rakte udover scenekanten og fik et viilligt publikummer op at ringe. (Den energi kunne vi godt brug bare 25% af i Rockkoret)

Alt i alt var jeg egentlig rigtig godt underholdt, men jeg foretrækker stadig Rockkoret.

I dag har jeg givet en af de sværeste, mest spændende og overraskende koncerter med Rockkoret nogensinde. Keld havde gennem sine kontakter på sit stamværtshus Café Svejk skaffet os en gig som opvarmning for The Setting Son i forbindelse med Frederiksberg Dagene. Svejk har sin egen uddendørsscene hvor de præsenterer tre rockkoncerter på tre dag. Og her skulle Rockkoret altså passe ind…

Koncerten var svær fordi det var udendørs og det i sig selv er en udfordring. Læg dertil at scenen stod på fortorvet foran Svejk med busser, biler mm. passerende forbi ude på Smallegade. Ydermere var scenen så lille, at vi måtte improvisere en opstilling, der gjorde, at vi vi ikke kunne høre hinanden så godt – og slet ikke som vi plejede. Efter at have været forkælet med Rundetårns sublime akkustik, var det en prøvelse. Det gik da også galt for os basser, da vi i “I wanna be the only one” om et slag for sent i c-stykket, fordi vi ikke kunne høre sopranerne, og først kunne synkronisere ved det næste omkvæd.

Koncerten var spændende, fordi vi var ude i en ny sammenhæng som support for et rigtigt rockband. Café Svejk bliver drevet af forsangeren for Baby Woodrose og det præger caféens program til Frederiksberg Dagene – og publikum. Der var enkelte kendte ansigt i form af kærester og tidligere medlemmer men langt overvejende var publikum nyt. Og hvor irriterende det er at synge på gaden, så giver det også mulighed for, at fobipasserende stopper op og bliver koncerten ud.

Overraskelsen kom, da vi var nået til det sidste nummer. Vi havde i det store hele improviseret sætlisten frem efter, hvad vi kunne synge den lille plads op med. Men vi var altså nået til “Revelations Day” af TwoFace. I Rundetårn kom Christian gevaldigt på afveje, da han flashede sin uvidenhed om TwoFace. I dag var Christian blevet briefet om, at TwoFace ikke var en producer fra USA men pæredansk. Så Christian startede med at sige, at dette var en sang af et band, som han ikke kendte noget til men, at det vist nok var en fyr fra Sønderjylland. “Ja det er mig” kom det så fra en fyr fra forreste række. Så kan det nok være, at Christian blev mundlam for en gangs skyld. Det var rigtigt nok Henrik Søgaard, som er lig med TwoFace.  

Henrik var kommet i det håb, at vi ville synge hans sang. Hvorfra at han viste, at Revelations Day er på vores repertoire, fik jeg ikke spurgt ham om men han har vel set på sin Kodacheck. Jeg fik givet ham en eksemplar af “The Moon” efter koncerten, som han blev glad for. Han havde optaget os på video til hans myspacesiden, men den kan næppe yde hverken hans sang eller Rockkoret retfærdighed, med al den larm der var omkring os. Så måske kommer han igen på strøget, men jeg lovede også at sende ham Mariannes video fra Rundetårn, når vi får den bearbejdet.

Ved et tilfælde kom jeg forbi MaJazz’s hjemmeside, og så at de gav koncert på plænen i Tivoli onsdag 28. maj og at Rockkorets dirigent Christian Berg var vikarierende dirigent i dette forår. Så med et Tivolikort på hånden var der ingen tvivl om, at jeg måtte afsted.

I Rockkoret har vi et ambivalent forhold til udendørskoncerter. Atmosfæren er som regel friere og der er mulighed for at tiltrække nye publikummer. På den anden side er akustikken som regel en modspiller og vejret kan spille en et pus.

MaJazz havde vejret med sig. I hvert fald i forhold til at tiltrække tilskuere. Høj sol i Tivoli fyldte tilhørerbænkene foran den gamle scene. Til gengæld blæste det godt op så Christians noder flere gange måtte reddes af sangerne. Udendørs på en så stor scene er det nødvendigt med elektrisk forstærkning. Jeg ved ikke hvor meget der var blevet øver og indstillet, men det var svært at hør herrerne.

Navnet MaJazz er sammensat af korets foretrunke genrer Madrigaler og Jazz – spændende. Det er et stort kor ca. 50 sangere i følge deres hjemmesiden. Til koncerten blev de bakket op af en trio bestående af piano, bas og trommer.

MaJazz lagde ud med en a cappella sats. Og det var nok den der fungerede bedst. Ikke fordi det var a cappella, men fordi koret kunne sangen. Koncerten var fin og afveklsende. Et godt repertoire. Men det var tydeligt, at jo mere koret så i noderne i stedet for at se på dirigenten, jo større usikkerhed og mindre præcision. I rytmiske kormusik er det vigtigt at have samme puls og den kommer fra dirigenten. Det er derfor vi i Rockkoret for mange år siden opgave noderne (der er stadig tekstark her og der, men det er også en uskik)

Forholdene taget i betragning var det en rigtig fin koncert. Rockkoret tager også snart vores chancer med vejret og går uddendørs 1. juni på Café Svejk og 14. Juni på Strøget i København.

Torsdag og fredag gav Rockkoret vores faste majkoncerter i Rundetårn, der sædvanen tro er kulminationen på hele koråret. Torsdags koncerten sad lige i skabet, men fredag var vi fantastiske! Et usædvanligt koncentreret Rockkoret i fuldstændig symbiose med dirigent Christian – Wauh! Jeg er stadig høj over det her 15 timer efter.

Ingen koncert er perfekt og vi lavede da også fejl ind imellem, men de blev opvejet af energien, musikaliteten, fornemmelsen og publikums reaktion. De nye sange, som vi har kæmpet med til det sidste, gav pludselig mening ,så man forstod arrangementet.

Det er den bedste koncert, jeg har været med til sammen med Rockkoret. Vores indsats ved konkurrencen i AAVF var også der oppe, men følelsen af en helstøbt koncert uden det mindste udfald hverken fra koret eller i sætlisten kan ikke slås.

Publikum var en stor del af oplevelsen. Begge koncerter var velbesøgte – fredag udsolgt – og de var helt klart på. Det var også en stor oplevelse af give koncerter for nogen, som vi ikke har optrådt for før. Torsdag var der besøg fra Øre-Sound og begge dage var VoiceZone repræsenteret, som jeg havde hørt i sidste weekend. Det er jo lige min kæphest at vi kor skal være synlige for hinanden, så vi kan få et netværk for samarbejde og inspiration om at stå.

- og så skylder jeg vel også at nævne, at Lene fra Vocal Pleasure også hørte os for første gang, men det var jo bare et spørgsmål om tid før hun hørte os efter at have hørt så meget om os ved enhver given lejlighed.

En særlig positiv oplevelse var det, at to turister, der var i tårnet mens vi varmede op, blev så begejstret for lyden, at de straks gik ned og købte to billetter samt vores cd. Efter koncerten var der også mange positive tilkendegivelser og rygtet vil vide, at Kor 72 ønsker sig en artikel af os til bladet

Som opvarmning til Rockkorets egne koncerter i Rundetårn i 22. og 23. maj tog Keld og jeg til to meget forskellige korkoncerter i weekenden. Målet var dels at blive inspireret ved at se hvordan andre kor optræder og dels at støtte andre kor og forhåbentlig være med til at styrke et netværk mellem de københavnsk rytmiske kor.

Om lørdagen hørte vi VoiceZone (som netop er kommet på myspace) i baghuset i Ballerup. Vi havde set dem udendørs i august 2007 ved Ballerup Musikfest, så vi viste nogenlunde hvad vi gik ind til. Men VoiceZone er ungt kor, så det var spændende at se hvor langt de var kommet siden da.

VoiceZone er ikke noget stort kor – kun 15 sangere. De var så til gengæld micet op i grupper af tre. Repertoiret i føsrte sæt bestod primært af Morten og Malenes ørehænger arrangermenter. Til gengæld blev de bakket op af playbackmusik (suppleret af deres dirigent Thomas Møller på keys). Det er nok det første kor jeg har set gøre det. Det var anderledes, men det virkede godt nok, og når man kun er 15 hjælper det med til at brede lydbilledet ud.

Tre af sangene i første sæt sang de dog a cappella, og det er nok de numre der står stærkest for mig. Det er lettere at synge, når man bliver akkompagneret. Der er mere på spil a cappella for et kor. Alle skal have den samme timing, stole på hinanden og tage ansvar. VoiceZone var ikke fejlfri i a cappella satserne, men det opvejes af de magiske øjeblikke, hvor arrangementet overrasker med uventede nuancer, eller når harmonierne sidder lige i skabet, så man får gåsehud.

Efter pausen fik VoiceZone følgeskab af Christian Brøns, en bassist og en trommeslager. Eller rettere. Christian Brøns optrådte med VoiceZone som backingkor.

Jeg må sige, at jeg er imponeret. Fremkomsten af “reality” tv i almindelighed og Big Brother i særdeleshed var en stærk medvirkende årsag til at jeg siden 2000 har levet (godt) uden fjernsyn i mit hjem. Og her stod en af de mest kendte skikkelser fra Big Brother: filejsen med guitaren. Men det at han står i Baghuset 7 år efter Big Brother, med sin guitar og egne sange beviser, at musikken betyder mere end en genvej til berømmelsen.

Christian og VoiceZone klædte hinanden godt. Christian med en stærk vokal og troværdige sange på dansk. VoiceZone var med en stærk indsats til at understrege og løfte stemningen. Imponerende.

Søndag bød på en mere traditionel korkoncert. Denne gang havde Keld og jeg fået følgeskab af Per, da vi drog til Hørsholm for at høre koret Øre-Sound i den smukke nye sognegård.

Øre-Sound er et stort kor, omkring 50 vil jeg anslå. Bortset fra et enkelt nummer blev de akkopagneret af en pianist. Koret spænder ogstå bredere aldersmæssigt end VoiceZone, mellem 20 og 70 i følge deres hjemmeside, og det skal nok være rigtigt.

Øre-Sound tager måske ikke så mange chancer med deres repertoire som VoiceZone, men de sang til gengæld som en drøm. Arrangementerne var af en bred vifte af kendte arrangører, som Thue Thesbjerg, John Høybye, Niels Nørgaard med flere.

Selvom arrangementerne er simple, så lyder 50 stemmer bare af mere, og når man ikke forsøger at gøre det sværere end det er men har overskud til at nyde at synge så kan det lyde som en million. Der var måske lidt svagheder ved de mest rytmsike sange som Outlandish’s Aisha. Det kollektive blackout i a cappella satsen blev til gengæld opvejet af den elegante redning.

Skal jeg være ærlig var mine forventninger ikke i top inden koncerten. På deres hjemmesiden ligner Øre-Sound det traditionelle kor, som jeg er glad for, at Rockkoret ikke er. Men Øre-Sound er et traditionelt kor når det et bedst.

Med to korkoncerter i samme weekend er det nærliggende at sammenligne. Men det er svært at sige hvad der var bedst. Jeg har brudt min hjerne uden at kunne vælge hvilken koncert jeg helst ville opleve igen. Det nærmeste jeg kan komme en konklusion er at mens VoiceZone var en oplevelse så var Øre-Sound en nydelse.

Men jeg nød jo også VoiceZone og sådan kunne jeg blive ved…

Jeg havde fået en invitation af Ida fra Rockkoret om at være sangkanin på Complete Vocal Institute. De studerende skulle bruge nogle sangere at øve sig på som undervisere i komplet sangteknik. Så med udsigten til en dag med sangundervisning var jeg ikke svær at lokke.

Så lørdag morgen gik jeg over Kultorvet til instituttet i Hausersgade.

Komplet Sangteknik er udviklet af Cathrine Sadolin og er – som jeg ser det – en teori om sang og sangteknik, der gør det muligt at forstå og arbejde med sin sang, så man bliver i stand til at synge det man vil uden at gøre skade på sig selv.

Dagen indledtes med undervisning i komplet sangteknik, hvor de studerende på skift gennemgik teorien. Jeg har tidligere stiftet bekendtskab med teknikken. Dels på en korweekend med Rockkoret for mange år siden og dels på Grundtvigs Højskole i 2006.

Selvom jeg havde hørt det meste før, var det meget lærerigt. Måske fordi jeg på det sidste er blevet mere opmærksom på mig selv som sanger og ikke kun korsanger, men måske især fordi undervisningen her forgik helt tæt på og i en mindre flok.. Vi har syv kaniner, de andre studerende og et par lærere. Men fokus var på os kaniner. Det var mere nærværende end på en korweekend, hvor vi er 25 og mange er mere fokuseret på festen om aftenen.

Efter frokostpausen stod den på individuel undervisning, hvor vi kaniner en efter en fik lejlighed til at arbejde med en medbragt sang sammen med en af de studerende, mens de andre kaniner og studerende så på. Der er jo så mange forhold i det, der kunne virke angstprovokerende for en inkarneret baskorsanger.

For det første var der det med at finde en sang. Som bas er jeg jo ikke vant til at synge melodi, så at finde en sang fra Rockkoret repertoire, som jeg kunne arbejde, var ikke oplagt. Godt nok har jeg svært ved at komme ned på det E i Rocket Brothers, men at arbejde på det i 20 minutter lød kedeligt.

Tilfældigvis var jeg på biblioteket fredag aften og faldt der over noderne til Billy Joels bokssæt ”My Lives”. Efter en tur igennem 430 sider noder og min Billy Joel samling endte jeg med Leningrad. Som bas mener jeg, at alt hvad der står i noteret i en G-nøgle er for højt og i Leningrad går melodien til d2. Så der skulle været noget at arbejde med.

Den næste hurdle var at synge for andre. Hver kanin startede med at synge sin sang igennem foran de andre. Igen – som bas ligger det ikke lige for. Jeg har desuden altid hævdet, at jeg sang i kor, fordi jeg ikke har behov for at synge solo. Nu stod jeg så der. Men stemningen på holdet var meget venlig og støttende, så det kom jeg hurtigt over. Det var jo osgå meget lærerigt, at se de andre blive undervist, og heldigvis var jeg ikke på først. Kaninernes baggrund var meget forskellig, men i hvert tilfælde kunne man høre en tydelig effekt af undervisningen.

Jeg skulle arbejde sammen med Heide. Jeg havde sunget Leningrad i gennem 5 gange fredag derudover har vi også sunget den i Rockkoret, så jeg havde en godt fornemmelse af sangen. Jeg havde da også besluttet mig for, hvad jeg ville arbejde med. Jeg ville skabe en kontrast mellem forskellige stemninger i sangen, så f.eks. versene om Viktors liv i USSR afspejler normalitet med en mørk og rolig glød, mens versene om koldkrigstidens USA skulle være lysere og kraftigere nærmest paranoide. I det sidste lå udformningen, for det er her melodien når d2.

Sammen med Heide arbejder jeg meget med mit overdrive (udtales på engelsk), vokallydene,  og støtte samt tricks til at få lyden til at klinge rigtigt på fuldstyrke i det øverste leje. Det lykkedes os at få den kraft på som jeg ville. Under seancen akkompagnerede Thomas Møller (leder af VoiceZone) på klaver. Det var faktisk en fed fornemmelse at synge til et piano. 

Det var en meget lærerig dag, hvor ikke mindst soloseancen lærte mig en meget. F.eks. at jeg godt kan synge højt. og måske endda tenor – hvis det skulle gå så galt. Det har også givet mig mod på mere. Heldigvis har jeg allerede meldt mig til ”A cappella sang og bevægelse” på Rytmisk Aftenskole her i foråret. Det primære formål var oprindeligt at tage mere ansvar ved at synge i en mindre gruppe end i Rockkoret. At der også var lead sang inkluderet kunne jeg leve med, men efter denne lørdag er det blevet mere interessant.

Desværre kan man kun være sangkanin et begrænset antal gange, men jeg håber, at jeg får muligheden igen.

Igen i år missede jeg en fantastisk jule a cappella ting op til jul. Denne gang var det The Acapodcasts Julespecial. Den udkom allerede 21. december, men jeg fik først hørt den, da jeg kom hjem fra juleferien i Dalum. Men selvom julen nu er overstået, er der nogle perler på dette ekstra lange afsnit, der holder i hvert fald vinteren ud.

Man forbinder jo julen med vinter. Men sandheden er jo at juledagene i Danmark i bedste fald markerer vinternes (=sne) begyndelse. Mange af julens sange er jo egentlig vintersange, men vi hører dem sjældent efter 2. juledag.

I AcaPodcast #41 hører jeg for først gang den canadiske vokal gruppe OnCue, hvor de bedrager med netop to vinter sange fra deres album Snow Angels. Det er et forfriskende førte bekendtskab. Desværre virker deres hjemmeside ikke, og de er ikke til at finde på hverken iTunes, a-cappella.com eller myspace.com så det er lidt svært at finde ud af mere om dem eller at høre andre sange fra deres hånd.

Julesange bliver let for søde, for glatte, fortærskede og- ja – for meget. Dette gælder ikke mindst, når vokalgrupper kaster sig ud i genren. Chac Bergeron har dog formået at sammen sætte et godt og varieret juleshow. Et show der spænder fra traditionel barbershop til rock a cappella og som blander vintersange og religiøse sange udet at det blive ren messe.

Udover min umiddelbare begejstring for OnCue, vil jeg fremhæve The Coats seje udgaver af God Rest Ye Merry Gentlemen, og There be Peace on Earth, Five O’Clock Shadows rockede udgave af Little Drummer Boy, Tonic Sol-fas up tempo udgaver af Happy Holiday og King of Glory.

Den fantastiske New York baserede vokalgruppe Duwende har besluttet sig for at forære deres seneste album Colletive væk. Så det kan downloades kvit og frit og helt lovligt fra deres hjemmeside.

Jeg stødte på Duwende da flere af deres sange ligger til download på CASA’s hjemmeside. Her kan man også læse et kort interview med Duwende bl.a. om bevæggrunden for at forære Collective væk.

Efter at have downlaodet prøver fra deres foregående album “Radio Screaming” købte jeg hele albummet. Det er et af de mest overbevisende a cappella albums i min samling. Jeg er vild med den dybe funky bund på de fleste af deres sange. Min beundring for dem bliver ikke mindre af at deres sange alle er originaler – i hvert fald dem de udgiver.