povls blog

Archive for the ‘Korblog’ Category

Det er kun korsangere der møder talstærkt op klædt i sort i Tivoli på en af årets hidtil varmeste dage. Kor72 havde samlet 15 kor med over 400 sangere i alt og med så mange amatørkor til stede, var der naturligvis en del af amatørkorenes svagheder der blev udstillet. Men generelt synes jeg, at hvis det er amatørkorenes stade i dagens Danmark, så står det ikke så skidt til endda.

Korene skulle søge om deltagelse og det har nok sikret et vist bundniveau selvom der var stor forskel på korene. Blandt de sædvanlige svagheder er upræcise indsatser, man skal lige synge sig varm, forsøg på at nå tonelejer man ikke mestrer, nodeslaveri, “skjulte” tekstark, saltstøtter mm.

Der var især tre kor som jeg bed mærke i af forskellge årsager og som jeg vil fremhæve her:

• Det første er Hillerød Hospitalskor. De var dygtige, sang godt, gode solister, præsice, godt ledet og kom godt ud over scenekanten. De sang et samlet værk om Noahs ark. Det var ikke i en genre, som normalt tiltaler mig, men det var så godt gennemført, at det blev en nydelse alligevel.
• Cikaderne var nok det kor med den laveste gennemsnitsalder. De opførte et ABBA medley (Keld og jeg diskuterede om det var Abbacapella, men det kunne det ikke være, når de havde akkompagnatør med…) og et Chess medley. Der var en god energi i koret og de kom godt udover scenen. Dem kunne jeg godt tænkte mig at opleve i mere end de 20 minutter der var blevet givet til hvert kor.
• Jeg har det svært med barbershop. Derfor var mine forventinger til Barbershopkoret Copenhagen Hot Notes også lave fra starten. Men de udmærkede sig ved ikke at være særligt barbershoppede. I stedet havde de en god energi og udstråling som virkelig kom udover scenekanten.

Og så skal jeg da lige ride en kæphest.

Man har som kor principielt to valg når det gælder noder: med eller uden. Man kan have holdninger om det ene eller det andet. Et kor som Hillerød Hospitalskor havde noder med og det fungerede fint bl.a. fordi alle havde noder med i ens mapper, koropstillingen gav plads til alles noder, alle kiggede mere op end ned. Hillerød Hospitalskor udmærkede sig ved at være præcise fra start til slut. En god dirigent og akkompagnatør har selvfølgelig hovedæren for dette, men koret virkede også sikkert i hvad de skulle foretage sig, og mon ikke noderne bidrog til det.

Noder skal være en støtte – ikke en sutteklud. Hvis man ikke kan sangene inden man går på scenen, så hjælper noderne ikke på dette niveau. Alt for ofte ser man korsangere kigge mere ned i noderne end op på dirigenten – nodeslaver kalder jeg det. Især når man kigger ned ved en indsats går det galt. Det er bedre (og nemmere) at gætte en tekst end en indsats.

I Rockkoret synger vi uden noder, men desværre har brugen af tekstark bredt sig og er svær at komme til lives igen. Ligesom, at det ser rodet ud, når ikke alle synger efter noder, forstyrrer de spredte tekstark også helhedsindtrykket. For det første er tekstarkslavernes hænder optaget af noget end rytme eller gestik, der understøtter sangen. For det andet vil tekstarkslaverne ofte rette deres opmærksomhed nedad mod deres hænder i stedet for på publikum eller dirigent. Koret skal fremstå som en helhed, så når man gør noget anderledes vil det tiltrække publikums opmærksomhed. Og tro ikke at du kan skjule dit tekstark ved at gøre det så småt at du kan have det i din håndflade – vi ser det! Og det gør heller ikke nogen forskel at du står i anden række. Du ligner en præriehund, når du kigger open gang imellem.

De deltagernde kor (og dirigenter) var:

• Køge Bugt Kor (Else Andersen)
• Hillerød Rockkor (Lene McGregor)
• Hillerød Hospitalskor (Edvard Strandskov)
• Canto Novo (Thomas Lynnerup Jakobsen
• Nivå Musiklaugs Kor (Hennie Martinsen)
• Cikaderne (Louise Rosing-Schow)
• Gundsø-koret (Bente Hanke)
• Bella Harmoni (Niels Christian Balle)
• Ambitus (Helle Wagner)
• Barbershopkoret Copenhagen Hot Notes (Ann-Louise Blixt)
• Sonuskoret (Berit Lienhøft Larsen)
• VoiceZone (Christian Berg)
• Claudiuskoret, Det Grafiske Kor og Tap-koret (Julie Damlund og Bente Hanke)

I forbindelse med masterclasses i vokalmusik på Rytmisk Musikkonservatorium havde man valgt at afholde offentlige koncerter med de to deltagende vokalgrupper. 1. november optrådte således fantastisk Rajaton – desværre skulle noget andet. Men her til aften var der ikke noget der kunne holde mig fra at høre “The Magnets” på Rytmisk Musikkonservatorium på Holmen. Og jeg blev næsten blæst omkuld.

Umiddelbart associerede jeg “The Magnets” til grupper som “The Persuasions” og “The Nylons”. Nydelige bands men ikke helt min kop the. Heldigvis checkede jeg The Magnets myspace profil og så var der ingen tvivl. Dem måtte jeg opleve.

Og som jeg allerede har afsløret blev jeg ikke skuffet.

Der var seks engelske fyre, der kunne deres kram til perfektion, gode sange, et energisk sceneshow, engelsk humor og et medlevende publikum. Alt det jeg søger i a cappella og ekstra af det hele. Og så var det første gang, de var i Danmark.

Der er virkelig ikke en finger at sætte på The Magnets denne aften. Oplevelsen med The Magnets var som jeg ville forvente det af de bedste amerikanske vokalbands. De har så mange strenge at spille på, og de gør det. Jeg kunne sidde her hele natten, hvis jeg skulle fortælle alt det, der var fedt ved denne oplevelse. Men da jeg skal på arbejde igen efter en uges ferie vil jeg nøjes med to ting, så jeg kan komme i seng i nogenlunde tid.

For det første var deres solopræstationer super gode. Det kan være en svær balance at få stærke solister til at fungere sammen som en homogen enhed. Jeg synes, at The Magnets løste det til perfektion. Når en af dem havde en solo stod han frem med sit personlige særpræg, mens de andre var perfekt og sammenhængende backing.

Det andet jeg vil fremhæve er deres vocalpercussionist. Det gør altså en forskel med en dedikeret vokalpercussionist. Det er ikke noget særsyn i de grupper jeg holder af såsom The House Jacks, Toxic Audio og Duwende. Og selv om Andy Frost måske ikke er en Wes Carrol, så var det fantastisk at opleve en rigtig vocalpercussionist så tæt på over en hel koncert.

The Magnets er a cappella efter mit hoved.

2008 er sangens år, og 30. oktober er spil-dansk-dag. Og under den paraply havde Onsdagssangerne indbudt tre andre kor og publikum til både sang og fællessang i Kulturhuset på Dortheavej. Keld og jeg troppede op for at høre en af Lene’erne fra højskolen, der skulle synge med Blandede Bolsjer. Lejligheden til at høre to andre kor tog vi med som bonus. Fællessangen kunne samtidig kompensere for, at Rockkorets korprøve var aflyst denne dag.

Onsdagssangerne havde valgt ikke selv at optræde men blot at stå for arrangementet. Jeg ville nu også gerne have hørt dem, men arrangementet var i hvert fald vellykket og velbesøgt.

Det første kor på banen var Dansk Vandrelaugs Kor – DVL koret. Forkortelsen fik mig til at tænke veterinært, så da jeg så ”vandrelaug” må jeg erkende, at jeg fik bange anelse. De blev dog heldigvis gjort til skamme. DVL koret har imponerende 73 år på bagen og er på mange måder et traditionelt kor – Et folkekor i ordets bedste betydning. De mindede mig lidt om det kor jeg selv startede i med et blandet kirkeligt/verdsligt repertoire med vovede afstikkere til Svantes viser. Koret sang fint under ledelse af en energisk ung dirigent (som jeg desværre ikke fik navnet på). Hvis det blev meget rytmisk stramt, kom der lidt slinger i valsen, men ikke mere end engagementet kunne opveje.

Det næste kor var Ansgar Kirkes Gospelkor. Det kunne prale af at have knap 2 måneder på bagen! Det er friskt og imponerende at stille op til koncert så hurtigt, men det kunne dog også høres. Jeg kan tilgive meget fra et amatørkor, hvis engagementet er med – og der var meget at tilgive. Først og fremmest fik det mig til at være taknemmelig for, at vi i Rockkoret kan vælge og fravælge sangere, så nye medlemmer passer ind i den helhed vi ønsker. Gospelkoret virkede både i udtryk og klang ikke som en enhed endnu. Men engagementet var der ubetinget, så der er bestemt noget at arbejde videre med.

Til sidst kom så Blandede Bolsjer, som vi var kommet for at se og høre - selvom Lene havde forsøgt at tale vores forventninger ned. Det slår mig altid hvor voldsomt 40 korsangere ser ud – og så kommer jeg i tanke om, at vi også har været 40 sangere i Rockkoret. Jeg havde smuglyttet til Blandede Bolsjer på forhånd via deres hjemmeside. Og det er liveoptagelser var det ikke overraskende, at de lød sig selv. Derfor var oplevelsen af dem også en bekræftelse af indtrykket derfra. Arrangementerne er gode og solide. Der er god klang i sopranerne og alterne. Tenorer og basser kunne høres men var knap så stærke, men de var også klart overmatchede af kvinderne.

Og så kunne jeg ikke undlade at bemærke at Blandede Bolsjer stod i stemmegrupper. Det er der jo ikke noget galt i – men når det kan ses ved, at sangerne står med ryggen til den næste stemmegruppe, så virker det på mig som om, at de synger mere til hinanden end til publikum. Men jeg kender jo godt mekanismen. Endelig skal armene bruges i rytmisk musik. De skal ikke hænge ned langs siden eller foldes på ryggen. Og de skal under ingen omstændigheder i lommerne. Men det er jo nørderi, for Blandede Bolsjer var turen værd.

Det var et godt arrangement som Onsdagssangerne havde fået stablet på benene. Det er lidt ambitiøst at sætte to timer af til 10 fællessange, kaffepause og 3 kor. Men der blev så improviseret undervejs.

Nu ser jeg frem til at høre endnu flere kor ved Rytmisk Centers korkoncerter i Stefanskirken 24. og 25. november.

I forbindelse med Rockkorets myspaceprofil hænder det (stadig oftere) at jeg finder mig selv surfende efter a cappella musik. Og der dukker nogle rigtige guldklumper op indimellem. Derfor vil jeg lige dele fem spændende navne som jeg er stødt på her på det sidste. østrigste Bauchklang, tyske Mëdlz og danske Transister Radio Girls.

Bauchklang ramte mig som en mavepuster. Jeg kan godt lide elektronisk musik og gerne af den tunge slags. Dette her er nærmest a cappella drum’n'bass. Kan elektronisk musik være a cappella? Da jeg så at deres album “Many People” var tilgængelig på iTunes købte jeg det straks. Bauchklang er som Mauf fra Østrig men har en mere instrumental og ren lyd.

Mëdlz – allerede navnet signalerer poptøz udover alle grænser. Men prøv at lyt til deres bud på “Das Boot”. Det er sgu stærkt gået. Jeg var stødt på Mëdlz i Maybebops podcast og havde tjekket dem ud men var hurtigt gået videre fordi der var instrumenter på deres sange. Men det var indil jeg hørte “Das Boot”. Så de har instrumenter med engang imellem – og hvad så? På Youtube.com er flere klip med dem a cappella (dog med en af pigerne på percussion). Udover Das Boot er der også et godt rock medley og lidt koncertklip. Find selv mere…

Transister Radio Girls er en dansk kvindelig vokalgruppe. De havde selv fundet Rockkoret på Myspace og tak for det. Det er noget af det mest forfriskende danske a cappella musk jeg har hørt længe. Og så er det original musik. TRG er dannet ud fra stifteren Bonnie Denises leg med en loop maskine og er nu en rigtig vokalgruppe. Jeg glæder mig til at opleve dem live. Snart forhåbentlig.

Ved et tilfælde var jeg kommet forbi Musicappellas hjemmeside. Jeg havde været forbi før hvor hjemmesiden ikke var helt udbygget, men det var interessant hvad jeg så, så jeg beholdt adressen. For et par uger opdagede jeg så, at de gav koncert 15. juni i Hans Egedes Kirke på Østerbro.

Musicapella viste sig at blive et rigtig godt bekendtskab.

For det første synger Musicapella a cappella og de mestrer det, og arrangementerne kunne bære det. Jeg vurderer at det var mest firstemmigt, men det kan godt være at nogle af kvindestemmerne delte sig.

For det andet var der ingen noder (næsten). Det gjorde at dirigenten Sebastian Aser Svendsen var i god kontakt til koret. Det kan altså høres når noderne ikke står i mellem sangeren og dirigenten! Sebastian efterlod i det hele taget et godt indtryk. Passende snak mellem sangene og tydeligvis samlingspunktet for koret.

Repertoiret var godt og afveklende. En enkelt smuk klassisk sats, Sommersalme, til at starte på. Men ellers gedigne pophits garneret med en overraksende men kort udgave af en latinificeret udgave af lancier og den ordløse More Human. Arrangøren fremgik ikke af programmet. Sebastian fortalte mig bagefter at det var delvist hans egne men også af en bekendt og andre. Der var bestemt ingen forslidte travere på programmet.

Specielt George Michaels Freedom viste både koret styrker og svagheder. De store “Freedom” fraser sad lige i skabet. Store flotte kraftfulde harmonier. De fire basser holdt godt fast i rytmen. Tenorerne var blot to mand høj, og det lyder ikke af meget, hvis man samtidig ikke er helt sikker på teksten.

To tenorer og fire basser oppe imod ti alter og otte sopraner. Det vil udvægerligt blive en svær opgave men generelt klarede de det flot, også pigerne.

Det var tydeligt at sangerne nød at synge. I min bog kan det opveje andre svagheder men det var der ikke megen behov for denne eftermiddag.

Det var en det en dejlig koncert, som desværre ikke havde det publikum. som de unge sangere fortjente. Jeg talte fjorten på bænkene. Jeg ved ikke hvordan kirken havde promoveret koncerten men i skyndingen så jeg end ikke en plakat i udhængsskabet. På internettet kunne jeg kun finde bevis på koncertens eksistens på Musicapellas egen hjemmeside. Og da uden et link eller en adresse på kirken.

Alt i alt er det en af de bedste koncerter jeg har overværet dette forår. Og Musicapella er det kor der kommer tættest på det vi har kørende med Rockkoret. A cappella sang, uden noder, kontemporære toner i egne arrangementer.

Musicapella optræder på Drop Inn mandag aften kl. 21.00 jeg overvejer allerede et gensyn.

Jeg har kendt til Læderhalsene længe. I hvert fald siden Selvsvings storhedstid, hvor Johnny Jørgensen og Læderhalsene lagde stemmer til Selvsvings satiriske fortolkninger af tidens hits. Men jeg har aldrig hørt dem “in concert” før. Men nu stod de i Galaksen i Værløse, så sammen med to nuværende og to tidligere sangere fra Rockkoret, var jeg til koncert med Læderhalsende. Og der var dømt fest.

Koncerten svarede nogenlunde til hvad jeg havde forventet. Og så alligevel ikke.

Læderhalsene stod denne aften 35 mand høj bakket op af trommer, bas, guitar og to keyboards. Deres repertoire bestod af store hits som blev fremført af en eller flere solister mens de andre sang kor. Læderhalsene er i virkeligheden 35 solister der skiftes til at synge backing.

Jeg vidste godt at solistsang var det bærende element, men jeg havde ventet mere af koret. I det store hele var det rene backingvokaler. der forekom  mig, at være løftet direkte fra den originale udgave, og så forstærket X gange. Der var fuld knald på koret hele vejen igennem, men ingen nuancer, ingen dynamik og ingen overraskelser. Dynamiken bestod af forte og mere forte. De få tidspunkter hvor koret skulle starte uden band vaklede enten tonalt eller i præcision.

Kun i 80′er medleyet i andet sæt blev jeg grebet. Her var sangene flettet intelligent sammen og overgangene var næsten sømløse. Men hvorfor kun forte og fortisimo?

Så jeg vil ikke kalde det en korkoncert og derfor er titlen hitparade. For det er hvad det var, men også noget man kunne have hørt et partyorkester spille, og så var det i grunden synd, at der var sat stole op, når det nu var stilen.

Men ret skal være ret. Solisterne var langt skarpere en et gennemsnitligt partyorkester. Energien på scenen fantastisk og rakte udover scenekanten og fik et viilligt publikummer op at ringe. (Den energi kunne vi godt brug bare 25% af i Rockkoret)

Alt i alt var jeg egentlig rigtig godt underholdt, men jeg foretrækker stadig Rockkoret.

I dag har jeg givet en af de sværeste, mest spændende og overraskende koncerter med Rockkoret nogensinde. Keld havde gennem sine kontakter på sit stamværtshus Café Svejk skaffet os en gig som opvarmning for The Setting Son i forbindelse med Frederiksberg Dagene. Svejk har sin egen uddendørsscene hvor de præsenterer tre rockkoncerter på tre dag. Og her skulle Rockkoret altså passe ind…

Koncerten var svær fordi det var udendørs og det i sig selv er en udfordring. Læg dertil at scenen stod på fortorvet foran Svejk med busser, biler mm. passerende forbi ude på Smallegade. Ydermere var scenen så lille, at vi måtte improvisere en opstilling, der gjorde, at vi vi ikke kunne høre hinanden så godt – og slet ikke som vi plejede. Efter at have været forkælet med Rundetårns sublime akkustik, var det en prøvelse. Det gik da også galt for os basser, da vi i “I wanna be the only one” om et slag for sent i c-stykket, fordi vi ikke kunne høre sopranerne, og først kunne synkronisere ved det næste omkvæd.

Koncerten var spændende, fordi vi var ude i en ny sammenhæng som support for et rigtigt rockband. Café Svejk bliver drevet af forsangeren for Baby Woodrose og det præger caféens program til Frederiksberg Dagene – og publikum. Der var enkelte kendte ansigt i form af kærester og tidligere medlemmer men langt overvejende var publikum nyt. Og hvor irriterende det er at synge på gaden, så giver det også mulighed for, at fobipasserende stopper op og bliver koncerten ud.

Overraskelsen kom, da vi var nået til det sidste nummer. Vi havde i det store hele improviseret sætlisten frem efter, hvad vi kunne synge den lille plads op med. Men vi var altså nået til “Revelations Day” af TwoFace. I Rundetårn kom Christian gevaldigt på afveje, da han flashede sin uvidenhed om TwoFace. I dag var Christian blevet briefet om, at TwoFace ikke var en producer fra USA men pæredansk. Så Christian startede med at sige, at dette var en sang af et band, som han ikke kendte noget til men, at det vist nok var en fyr fra Sønderjylland. “Ja det er mig” kom det så fra en fyr fra forreste række. Så kan det nok være, at Christian blev mundlam for en gangs skyld. Det var rigtigt nok Henrik Søgaard, som er lig med TwoFace.  

Henrik var kommet i det håb, at vi ville synge hans sang. Hvorfra at han viste, at Revelations Day er på vores repertoire, fik jeg ikke spurgt ham om men han har vel set på sin Kodacheck. Jeg fik givet ham en eksemplar af “The Moon” efter koncerten, som han blev glad for. Han havde optaget os på video til hans myspacesiden, men den kan næppe yde hverken hans sang eller Rockkoret retfærdighed, med al den larm der var omkring os. Så måske kommer han igen på strøget, men jeg lovede også at sende ham Mariannes video fra Rundetårn, når vi får den bearbejdet.

Ved et tilfælde kom jeg forbi MaJazz’s hjemmeside, og så at de gav koncert på plænen i Tivoli onsdag 28. maj og at Rockkorets dirigent Christian Berg var vikarierende dirigent i dette forår. Så med et Tivolikort på hånden var der ingen tvivl om, at jeg måtte afsted.

I Rockkoret har vi et ambivalent forhold til udendørskoncerter. Atmosfæren er som regel friere og der er mulighed for at tiltrække nye publikummer. På den anden side er akustikken som regel en modspiller og vejret kan spille en et pus.

MaJazz havde vejret med sig. I hvert fald i forhold til at tiltrække tilskuere. Høj sol i Tivoli fyldte tilhørerbænkene foran den gamle scene. Til gengæld blæste det godt op så Christians noder flere gange måtte reddes af sangerne. Udendørs på en så stor scene er det nødvendigt med elektrisk forstærkning. Jeg ved ikke hvor meget der var blevet øver og indstillet, men det var svært at hør herrerne.

Navnet MaJazz er sammensat af korets foretrunke genrer Madrigaler og Jazz – spændende. Det er et stort kor ca. 50 sangere i følge deres hjemmesiden. Til koncerten blev de bakket op af en trio bestående af piano, bas og trommer.

MaJazz lagde ud med en a cappella sats. Og det var nok den der fungerede bedst. Ikke fordi det var a cappella, men fordi koret kunne sangen. Koncerten var fin og afveklsende. Et godt repertoire. Men det var tydeligt, at jo mere koret så i noderne i stedet for at se på dirigenten, jo større usikkerhed og mindre præcision. I rytmiske kormusik er det vigtigt at have samme puls og den kommer fra dirigenten. Det er derfor vi i Rockkoret for mange år siden opgave noderne (der er stadig tekstark her og der, men det er også en uskik)

Forholdene taget i betragning var det en rigtig fin koncert. Rockkoret tager også snart vores chancer med vejret og går uddendørs 1. juni på Café Svejk og 14. Juni på Strøget i København.

Torsdag og fredag gav Rockkoret vores faste majkoncerter i Rundetårn, der sædvanen tro er kulminationen på hele koråret. Torsdags koncerten sad lige i skabet, men fredag var vi fantastiske! Et usædvanligt koncentreret Rockkoret i fuldstændig symbiose med dirigent Christian – Wauh! Jeg er stadig høj over det her 15 timer efter.

Ingen koncert er perfekt og vi lavede da også fejl ind imellem, men de blev opvejet af energien, musikaliteten, fornemmelsen og publikums reaktion. De nye sange, som vi har kæmpet med til det sidste, gav pludselig mening ,så man forstod arrangementet.

Det er den bedste koncert, jeg har været med til sammen med Rockkoret. Vores indsats ved konkurrencen i AAVF var også der oppe, men følelsen af en helstøbt koncert uden det mindste udfald hverken fra koret eller i sætlisten kan ikke slås.

Publikum var en stor del af oplevelsen. Begge koncerter var velbesøgte – fredag udsolgt – og de var helt klart på. Det var også en stor oplevelse af give koncerter for nogen, som vi ikke har optrådt for før. Torsdag var der besøg fra Øre-Sound og begge dage var VoiceZone repræsenteret, som jeg havde hørt i sidste weekend. Det er jo lige min kæphest at vi kor skal være synlige for hinanden, så vi kan få et netværk for samarbejde og inspiration om at stå.

- og så skylder jeg vel også at nævne, at Lene fra Vocal Pleasure også hørte os for første gang, men det var jo bare et spørgsmål om tid før hun hørte os efter at have hørt så meget om os ved enhver given lejlighed.

En særlig positiv oplevelse var det, at to turister, der var i tårnet mens vi varmede op, blev så begejstret for lyden, at de straks gik ned og købte to billetter samt vores cd. Efter koncerten var der også mange positive tilkendegivelser og rygtet vil vide, at Kor 72 ønsker sig en artikel af os til bladet

Som opvarmning til Rockkorets egne koncerter i Rundetårn i 22. og 23. maj tog Keld og jeg til to meget forskellige korkoncerter i weekenden. Målet var dels at blive inspireret ved at se hvordan andre kor optræder og dels at støtte andre kor og forhåbentlig være med til at styrke et netværk mellem de københavnsk rytmiske kor.

Om lørdagen hørte vi VoiceZone (som netop er kommet på myspace) i baghuset i Ballerup. Vi havde set dem udendørs i august 2007 ved Ballerup Musikfest, så vi viste nogenlunde hvad vi gik ind til. Men VoiceZone er ungt kor, så det var spændende at se hvor langt de var kommet siden da.

VoiceZone er ikke noget stort kor – kun 15 sangere. De var så til gengæld micet op i grupper af tre. Repertoiret i føsrte sæt bestod primært af Morten og Malenes ørehænger arrangermenter. Til gengæld blev de bakket op af playbackmusik (suppleret af deres dirigent Thomas Møller på keys). Det er nok det første kor jeg har set gøre det. Det var anderledes, men det virkede godt nok, og når man kun er 15 hjælper det med til at brede lydbilledet ud.

Tre af sangene i første sæt sang de dog a cappella, og det er nok de numre der står stærkest for mig. Det er lettere at synge, når man bliver akkompagneret. Der er mere på spil a cappella for et kor. Alle skal have den samme timing, stole på hinanden og tage ansvar. VoiceZone var ikke fejlfri i a cappella satserne, men det opvejes af de magiske øjeblikke, hvor arrangementet overrasker med uventede nuancer, eller når harmonierne sidder lige i skabet, så man får gåsehud.

Efter pausen fik VoiceZone følgeskab af Christian Brøns, en bassist og en trommeslager. Eller rettere. Christian Brøns optrådte med VoiceZone som backingkor.

Jeg må sige, at jeg er imponeret. Fremkomsten af “reality” tv i almindelighed og Big Brother i særdeleshed var en stærk medvirkende årsag til at jeg siden 2000 har levet (godt) uden fjernsyn i mit hjem. Og her stod en af de mest kendte skikkelser fra Big Brother: filejsen med guitaren. Men det at han står i Baghuset 7 år efter Big Brother, med sin guitar og egne sange beviser, at musikken betyder mere end en genvej til berømmelsen.

Christian og VoiceZone klædte hinanden godt. Christian med en stærk vokal og troværdige sange på dansk. VoiceZone var med en stærk indsats til at understrege og løfte stemningen. Imponerende.

Søndag bød på en mere traditionel korkoncert. Denne gang havde Keld og jeg fået følgeskab af Per, da vi drog til Hørsholm for at høre koret Øre-Sound i den smukke nye sognegård.

Øre-Sound er et stort kor, omkring 50 vil jeg anslå. Bortset fra et enkelt nummer blev de akkopagneret af en pianist. Koret spænder ogstå bredere aldersmæssigt end VoiceZone, mellem 20 og 70 i følge deres hjemmeside, og det skal nok være rigtigt.

Øre-Sound tager måske ikke så mange chancer med deres repertoire som VoiceZone, men de sang til gengæld som en drøm. Arrangementerne var af en bred vifte af kendte arrangører, som Thue Thesbjerg, John Høybye, Niels Nørgaard med flere.

Selvom arrangementerne er simple, så lyder 50 stemmer bare af mere, og når man ikke forsøger at gøre det sværere end det er men har overskud til at nyde at synge så kan det lyde som en million. Der var måske lidt svagheder ved de mest rytmsike sange som Outlandish’s Aisha. Det kollektive blackout i a cappella satsen blev til gengæld opvejet af den elegante redning.

Skal jeg være ærlig var mine forventninger ikke i top inden koncerten. På deres hjemmesiden ligner Øre-Sound det traditionelle kor, som jeg er glad for, at Rockkoret ikke er. Men Øre-Sound er et traditionelt kor når det et bedst.

Med to korkoncerter i samme weekend er det nærliggende at sammenligne. Men det er svært at sige hvad der var bedst. Jeg har brudt min hjerne uden at kunne vælge hvilken koncert jeg helst ville opleve igen. Det nærmeste jeg kan komme en konklusion er at mens VoiceZone var en oplevelse så var Øre-Sound en nydelse.

Men jeg nød jo også VoiceZone og sådan kunne jeg blive ved…