povls blog

Archive for the ‘Korblog’ Category

Jeg havde fået en invitation af Ida fra Rockkoret om at være sangkanin på Complete Vocal Institute. De studerende skulle bruge nogle sangere at øve sig på som undervisere i komplet sangteknik. Så med udsigten til en dag med sangundervisning var jeg ikke svær at lokke.

Så lørdag morgen gik jeg over Kultorvet til instituttet i Hausersgade.

Komplet Sangteknik er udviklet af Cathrine Sadolin og er – som jeg ser det – en teori om sang og sangteknik, der gør det muligt at forstå og arbejde med sin sang, så man bliver i stand til at synge det man vil uden at gøre skade på sig selv.

Dagen indledtes med undervisning i komplet sangteknik, hvor de studerende på skift gennemgik teorien. Jeg har tidligere stiftet bekendtskab med teknikken. Dels på en korweekend med Rockkoret for mange år siden og dels på Grundtvigs Højskole i 2006.

Selvom jeg havde hørt det meste før, var det meget lærerigt. Måske fordi jeg på det sidste er blevet mere opmærksom på mig selv som sanger og ikke kun korsanger, men måske især fordi undervisningen her forgik helt tæt på og i en mindre flok.. Vi har syv kaniner, de andre studerende og et par lærere. Men fokus var på os kaniner. Det var mere nærværende end på en korweekend, hvor vi er 25 og mange er mere fokuseret på festen om aftenen.

Efter frokostpausen stod den på individuel undervisning, hvor vi kaniner en efter en fik lejlighed til at arbejde med en medbragt sang sammen med en af de studerende, mens de andre kaniner og studerende så på. Der er jo så mange forhold i det, der kunne virke angstprovokerende for en inkarneret baskorsanger.

For det første var der det med at finde en sang. Som bas er jeg jo ikke vant til at synge melodi, så at finde en sang fra Rockkoret repertoire, som jeg kunne arbejde, var ikke oplagt. Godt nok har jeg svært ved at komme ned på det E i Rocket Brothers, men at arbejde på det i 20 minutter lød kedeligt.

Tilfældigvis var jeg på biblioteket fredag aften og faldt der over noderne til Billy Joels bokssæt ”My Lives”. Efter en tur igennem 430 sider noder og min Billy Joel samling endte jeg med Leningrad. Som bas mener jeg, at alt hvad der står i noteret i en G-nøgle er for højt og i Leningrad går melodien til d2. Så der skulle været noget at arbejde med.

Den næste hurdle var at synge for andre. Hver kanin startede med at synge sin sang igennem foran de andre. Igen – som bas ligger det ikke lige for. Jeg har desuden altid hævdet, at jeg sang i kor, fordi jeg ikke har behov for at synge solo. Nu stod jeg så der. Men stemningen på holdet var meget venlig og støttende, så det kom jeg hurtigt over. Det var jo osgå meget lærerigt, at se de andre blive undervist, og heldigvis var jeg ikke på først. Kaninernes baggrund var meget forskellig, men i hvert tilfælde kunne man høre en tydelig effekt af undervisningen.

Jeg skulle arbejde sammen med Heide. Jeg havde sunget Leningrad i gennem 5 gange fredag derudover har vi også sunget den i Rockkoret, så jeg havde en godt fornemmelse af sangen. Jeg havde da også besluttet mig for, hvad jeg ville arbejde med. Jeg ville skabe en kontrast mellem forskellige stemninger i sangen, så f.eks. versene om Viktors liv i USSR afspejler normalitet med en mørk og rolig glød, mens versene om koldkrigstidens USA skulle være lysere og kraftigere nærmest paranoide. I det sidste lå udformningen, for det er her melodien når d2.

Sammen med Heide arbejder jeg meget med mit overdrive (udtales på engelsk), vokallydene,  og støtte samt tricks til at få lyden til at klinge rigtigt på fuldstyrke i det øverste leje. Det lykkedes os at få den kraft på som jeg ville. Under seancen akkompagnerede Thomas Møller (leder af VoiceZone) på klaver. Det var faktisk en fed fornemmelse at synge til et piano. 

Det var en meget lærerig dag, hvor ikke mindst soloseancen lærte mig en meget. F.eks. at jeg godt kan synge højt. og måske endda tenor – hvis det skulle gå så galt. Det har også givet mig mod på mere. Heldigvis har jeg allerede meldt mig til ”A cappella sang og bevægelse” på Rytmisk Aftenskole her i foråret. Det primære formål var oprindeligt at tage mere ansvar ved at synge i en mindre gruppe end i Rockkoret. At der også var lead sang inkluderet kunne jeg leve med, men efter denne lørdag er det blevet mere interessant.

Desværre kan man kun være sangkanin et begrænset antal gange, men jeg håber, at jeg får muligheden igen.

Igen i år missede jeg en fantastisk jule a cappella ting op til jul. Denne gang var det The Acapodcasts Julespecial. Den udkom allerede 21. december, men jeg fik først hørt den, da jeg kom hjem fra juleferien i Dalum. Men selvom julen nu er overstået, er der nogle perler på dette ekstra lange afsnit, der holder i hvert fald vinteren ud.

Man forbinder jo julen med vinter. Men sandheden er jo at juledagene i Danmark i bedste fald markerer vinternes (=sne) begyndelse. Mange af julens sange er jo egentlig vintersange, men vi hører dem sjældent efter 2. juledag.

I AcaPodcast #41 hører jeg for først gang den canadiske vokal gruppe OnCue, hvor de bedrager med netop to vinter sange fra deres album Snow Angels. Det er et forfriskende førte bekendtskab. Desværre virker deres hjemmeside ikke, og de er ikke til at finde på hverken iTunes, a-cappella.com eller myspace.com så det er lidt svært at finde ud af mere om dem eller at høre andre sange fra deres hånd.

Julesange bliver let for søde, for glatte, fortærskede og- ja – for meget. Dette gælder ikke mindst, når vokalgrupper kaster sig ud i genren. Chac Bergeron har dog formået at sammen sætte et godt og varieret juleshow. Et show der spænder fra traditionel barbershop til rock a cappella og som blander vintersange og religiøse sange udet at det blive ren messe.

Udover min umiddelbare begejstring for OnCue, vil jeg fremhæve The Coats seje udgaver af God Rest Ye Merry Gentlemen, og There be Peace on Earth, Five O’Clock Shadows rockede udgave af Little Drummer Boy, Tonic Sol-fas up tempo udgaver af Happy Holiday og King of Glory.

Den fantastiske New York baserede vokalgruppe Duwende har besluttet sig for at forære deres seneste album Colletive væk. Så det kan downloades kvit og frit og helt lovligt fra deres hjemmeside.

Jeg stødte på Duwende da flere af deres sange ligger til download på CASA’s hjemmeside. Her kan man også læse et kort interview med Duwende bl.a. om bevæggrunden for at forære Collective væk.

Efter at have downlaodet prøver fra deres foregående album “Radio Screaming” købte jeg hele albummet. Det er et af de mest overbevisende a cappella albums i min samling. Jeg er vild med den dybe funky bund på de fleste af deres sange. Min beundring for dem bliver ikke mindre af at deres sange alle er originaler – i hvert fald dem de udgiver.

Fra et tidligere medlem af Rockkoret var ordet flydt, at hans nye kor ReCoired gav koncert 9. december i Kulturhuset Bispebjerg Nordvest. ReChoired hed tidligere Concente og ledes af Peter Bom. Jeg var tidligere stødt på Concente på internettet og havde besluttet at holde øje med dem. Så her var anledningen. 

Rockkoret havde for nogle år siden haft Peter Bom som gæsteinstruktør to aftener hvor vi arbejdede med det sceniske udtryk. Så jeg var spændt på hvad et kor med Peter Bom som leder kunne præstere. Men udover en helstøbt koncert vidste jeg faktisk ikke hvad, jeg skulle forventet, andet end et rytmisk kor.

Det blev faktisk en rigtig god oplevelse. Gode sange fra gospel/spirituals over jazz til pop. Som Peter Bom fortalte er der ikke en rød tråd i deres repertoire andet end, at det er sange, som de godt kunne tænke sig at synge. Men det er vel egentlig også nok. Men det var også en sætliste  uden overraskelser – sange hvor man tænker “kan man det?”.

ReChoired var denne eftermiddag 17 på scenen – fuldtallige er de 20 – en perfekt størrelse til denne type af musik. Det skærper nuancerne og den enkeltes ansvar for klangen når hver enkelts stemme kan høres og betyder noget.

Et andet tiltalende tiltag er at der ingen dirigent er mellem koret og publikum. Peter Bom er godt nok med, men han sidder bag flyglet, som er den eneste musikledsagelse. Det kræver noget mere af koret at synge uden dirigenten men det frigør dem også. I stedet for at synge til dirigenten kan de nu synge til publikum og spille op til publikum hvilket de også gjorde. Men det bliver så også korets fælles ansvar at få det til at hænge samme, så de skal følges ad i stedet for at følge dirigentens arme. Det var meget virkningsfuldt.

Jeg har sunget i Rockkoret længe nok til, at jeg forventer at alle andre kor også synger a cappella, men sådan er det jo ikke. Jeg er bestemt ikke a cappella dogmatiker, men jeg skal lige overvinde den første undren, når jeg støder på et kor med musikledelsagelse. Som nævnt tidligere sad Peter Bom bag flyglet, men når jeg tænker tilbage på koncerten kan jeg dårligt huske flyglet. Det er jo et valg som man har truffet i ReChoired og det giver nogle muligheder. Jeg har nævnt at man som publikum kommer tættere på koret, når dirigenten er gemt væk. Det er også svært for koret at falde når flyglet holder fast i tonearten. Endelig skal koret ikke nødvndigvis stå for forspil og mellemspil med mere elller mindre fantasifulde uh-stykker og underlige stavelser. Men når jeg kun husker tilbage på sangerne så har ReChoired bestemt fået det bedste ud af det valg. 

Det er svært at sætte en finger på en nærmest fejlfri koncert. Men skal jeg nævne en enkelt ting så skulle det være at Peter Bom indimellem sang med, enten for at støtte en af stemmerne eller for at supplere med lækre fraseringer. Problemet er ikke at Peter Bom synger med, for han synger jo fantastisk, men at han var mic’et op. Hvis ikke lyden gennem højttalerne er fuldstændig i balance med koret, så kan det virke malplaceret at der lige pludselig kommer en stemme ud gennem højttalerne. Det var der tendens til en gang imellem. Jeg er sikker på at Peter Bom godt kunne synge salen op henover ReChoired.

Men det var som sagt en dejlig oplevelse. Det var dejligt at møde Esben og Hanne igen. Og så er det jo en lille verden så med i koret var også Mette som jeg havde mødt på Grundtvigs Højskole i sommeren 2007.

Jeg abonnerer på to a cappella podcasts og jeg har som betalende medlem af casa.org adgang til CASA radio og Casa’s mp3 bibliotek. Så jeg har efterhånden gode kilder til nye a cappella oplevelser. Jeg vil her fremhæve de to seneste albums der er landet i min iPod.

Casa har fået flere a cappella grupper til at stille orginiale sange til rådighed for download for deres medlemmer. Det ledsages af en opfordring til at bidrage til kunstnerne ved at købe deres albums, hvis man kan lide de gratis tracks. Grupper som Toxic Audio og The House Jacks som jeg har alle albums med i forvejen er solidt repræsenteret, men der er rigtig mange spændende grupper som f.eks. Eclipse.

Ofte er det jo et bestemt nummer, der fanger opmærksomheden, og får én til at lytte. Med Kick Back Relax ramte Elipse mig lige der, hvor det gør rigtig godt. En rigtig showstarter, et sejt groove med en bas, der kan mærkes. På Casa.org er der syv sange fra albummet Think Twice til rådighed. Syv solide sange fra studiet, men det er sådan set ikke det album, jeg vil fremhæve for det har jeg ikke købt. I stedet har jeg på iTunes købt deres livealbum “For Show”, 16 numre fremført med overbevisende præsision og humor for et begejstret publikum. Det var en koncert jeg gerne ville have overværet. Albummet har også to bonus tracks. De har tilsyneladende ikke en myspace profil, men det er lydklip fra deres fire albums på deres hjemmesiden.

Jeg sad på arbejde endnu en søndag og som så ofte før var det med a cappella i ørene. Åbningsnummeret på Acapodcast #28 gjorde at jeg måtte holde en pause på ca. 4 minutter.

Det der ramte mig var measureXmeasure og deres “You Don’t Treat Me No Good” Det er et arrangement efter mit hoved. A cappella skal ikke nødvendigvis efterligne instrumenter, men man må gerne tænke “hvordan pokker laver de det?” Og sådan er det med measureXmeasure. Deres seneste album er On Our Own, som jeg har købt, indholder mange gode arrangementer. Deres hjemmeside har tilsyneladende ligget stille siden december 2005, og det er jo ikke et godt tegn, men deres myspace profil er fra april i år, så jeg går ud fra, at de stadig er i live…

Jeg har en stor passion for Copenhagen Jazzfestival. Især de mange gratis venues, så man kan checke musik på kanten ud. Det var sådan jeg lærte at sætte pris på EPO (Electronic Panorama Orchestra). Med min ligeledes store passion for a cappella musik er det toppen, at Vocal Sampling i år åbner festivallen 6. juli kl. 16.00 i Kongens Have.

Så er det kommet så vidt at Rockkoret har fået en myspace profil.
Det er naturligvis på www.myspace.com/rockkoret

For nogle uger siden havde der sneget sig et a capella nummer ind som kandidat på Tjeklisten på P3. Det var Naturally 7 med deres udgave af Phil Collins “In the Air Tonight” I oplægget fortalte værten at disse 7 gutter havde specialiseret sig i at lyde som instrumenter.

Så var det, at jeg fik flash backs til før, jeg fandt de fede vokalgrupper. Hvorfor arbejde på at lyde nøjagtig som instrumenter? Så spil dog på instrumenterne i stedet! Hvorfor gå over åen efter vand?

“Feel it (In the Air Tonight)” (fed video i øvrigt), som den hedder i Naturally 7′s version, lød da også fin og pæn og meget som originalen (som jeg husker originalen). og det var nok også derfor den ikke kom ind på tjeklisten. For covermusik bliver ikke mere interessant, hvis man ikke bringer noget nyt i forhold til originalen. Og det synes jeg ikke, at Naturally 7 gør her.

Retfærdigvis skal det siges, at Naturally 7 er supergode, og på youtube.com er der nogle fede klip af dem live, hvor de virkelig løfter sig op over mængden. Jeg har da også købt deres seneste album på iTunes. Men det at de bliver markedsført på en coverversion giver mig anledning til at sige lidt om et emne, som også Mister Tim berører i episode 5 af Casa podcast. Nemlig behovet for orignialt materiale.

Hvis a cappella musik skal være andet end en subkultur for nørder (som undertegnede) er der behov for, at der også produceres originale sange, der kan måle sig med spillet pop og rock. Jeg kan huske, da Flying Pickets havde et stor hit med Only You. Herhjemme brød Basix igennem med “Australien” der jo nødvendigtis skulle være original for at være med ved Grand Prixet. Desværre er markederne nok bare ikke store nok i Europa til vokalbands på samme måde som jeg fornemmer at der er i USA.

I de kor jeg har sunget i har repertoiret altid været covers. Det er jo det letteste, og da vi aldrig ville kunne lave en nøjagtig kopi, går det jo an i forhold til min aversion fra tidligere. Desuden skal man ikke undervurdere genkendeligheden for de “ofre” man har fået slæbt med til koncerterne. Men det fedeste for mig som sanger er nu at præsentere noget uventet. F.eks. i form af en sang som man ikke forventede at høre a cappella eller en ny sang, der bare fænger. Det tætteste jeg har været på det sidste har været med Rockkorets version af The Moon der er skrevet af Claus H. Nielsen (2. tenor) til sit band Fluid Face – og dem er det dog i færreste, der har hørt i forvejen.

Man får hurtigt meldt sig til for mange nyhedsbreve, når man handler på nettet, men i dag landede der et guldkorn i min inbox.

a-cappella.com’s anmeldelse af Straight No Chaser‘s “Live at the Musical Arts Center’ DVD” indeholdt et link til youtube.com, hvor man kan se en genial udgave af den klassiske “Twelve Days of Christmas“.

Med stemmen som instrument formår SNC at foretage komplicerede og uventede forløb, der alligevel strakst giver genklang hos lytteren, fordi stemmen er så rent og enkelt et insturment.

DVD’en er en koncertoptagelse fra1998 der udgivet i anledning af SNC’s 10 års jubilæum.

Rytmiske kor i København (eller er det bare Rockkoret) misunder ofte Århus for deres rytmisk kormiljø med Jens Johansen og det har han har sat i gang som udgangspunkt. I København har vi ikke en Jens Johansen, men mindre kan vel også gøre det.

En af vejene til et egentlig kormiljø kan være samarbejde mellem korene, så vi kender hinanden, inddrager hinanden og ikke mindst udvider kredsen af koncertgængere fra familie og venner til andre kor og deres publikum.

I den ånd er Doo Wop Koret og Rockkoret gået sammen om at afholde to koncerter:

• 30. november 2006, kl 20.00 i Kvarterhuset,
• 3. december 2006, kl. 16.00 i Lille Kedelhal, Frederiksberg

Udover det åbenlyse, at vi kan afholde to koncerter med kun den halve praktiske indsats (relativt), så følger der også en fællesprøve med i købet. Den blev afholdt i går søndag.

Det er aldit inspirerende at arbejde med andre dirigenter og i går var ingen undtagelse. Doo Wops dirigenter Thomas Hammer og Lene Bredsten stod for at indstudere Thomas’ arrangement af Justin Timberlakes “Cry Me a River” mens Rockkorets dirigent Jakob Grove Madsen indstuderede Sebastians “Når lyset bryder frem” fra Rockkorets faste repertoire.

Det var skønt at bruge 6 timer en søndag på at synge og være fokuseret på at lære nyt. Selv om “Når lyset…” er kendt stof for Rockkoret, var der alligevel lærerigt at indstudere nummeret igen efter, at vi har sunget det i to år. Det burde man gøre noget mere…