Archive for the ‘Korblog’ Category

Rytmiske korkoncerter i Birkerød 2006

Det kan godt være at det bare er mig, men jeg savner en god koncertkalender for kor- og vokalkoncerter.
kor.dk er der godt nok et link til kultunaut, hvor man søger på korarrangementer. Men den er ikke særlig præcis. Der er flere vildskud på resultatlisten. F.eks. kommer The Gospels koncert i Vega 27. januar frem pt., når der søges på korkoncerter. Selvom Kira Skovs deltagelse i The Gospel skulle være grund nok til at tage til koncerten (jeg overvejer det i hvert fald), så bliver det næppe en koroplevelse. 

Jeg har besluttet mig for at tage til flere koncerter med andre kor. Så det er med at have øjne og ører åbne for mulige koroplevelser. F.eks. som i dag hvor forårsprogrammet for Mantziusgården i Birkerød kom med posten. Heri faldt jeg over to koncerter, som jeg håber, at kunne overvære.

Lørdag 6. maj 2006 kl. 21 optræder Det Fede Kor. Jeg oplevede dem på bakken grundlovsdag 2003 hvor også Rockkoret optrådte. Der var gang i den, så dem vil jeg gerne opleve til en hel koncert.

Torsdag 15. juni kl. 19.30 holder Rytmisk Korforsyning Forårskoncert. Ordet “korforsyning” skurer godt nok i mine ører, men det er altså en forening, der omfatter to birkerødkor; Ladies Only og Seven Sharp. Hvis ellers Rockkorets sæson er slut, så overvejer jeg at høre hvad, de to lokale kor kan præstere.

Rockkoret i Rundetårn 1. og 2. juni 2006

Så er der blevet sat dato på Rockkorets koncerter i Rundetårn 2006. Det bliver torsdag 1. juni og fredag 2. juni, begge dage kl. 20.30. Der går nok lidt tid inden koncerterne kommer på vores og deres hjemmesider og på billetnet.

Det er en fast tradition, at Rockkoret synger koncerter i maj i Rundetårn. Det har i hvert fald være sådan siden 1998. Jeg har selv været med i Rundetårn siden 2000. Når vi bliver ved med at komme tilbage er det fordi bibliotessalen er et fantastisk sted at synge. Det får det bedste frem i Rockkoret. Det er nok også derfor, at vi (næsten) kan fylde salen to dage i træk.

I 2005 var vi meget tæt på to udsolgte koncerter, men da var koncerterne også afslutningen på vores CD projekt, så det var en særlig oplevelse.

Fra ide til CD

Der blev helt stille i studiet, alles øjne rettede sig mod Henrik, mens han lyttede til de sidste takter af ”En sang om kærlighed”. Roligt tog han hovedtelefonerne af, og med ordene ”Vi har en cd” brød jublen løs.

Projektet var egentlig startet i august 2003, da bestyrelsen og dirigent Jakob Grove Madsen vedtog, at Rockkoret skulle udforske temaet ”nyere nordiske sange”. Jakob gik straks gået straks i gang med at arrangere sange af Saybia, Tim Christensen, Erann DD og TwoFace.

Flere af tidens hits kom til, men da Claus spurgte om temaet også omfattede egne kompositioner kom The Moon på repertoiret. Oprindeligt skrevet til hans band Fluid Face, blev den hurtigt korets yngling og endte med at blive titelsangen på ”For the Moon”

Mens temaet tog kegler ved vores koncerter, modnedes ideen om en ny cd. Rockkoret havde udviklet sig meget, siden vi udgav ”Let’s Rock You” i 2001. Vi havde noget nyt at komme med, og på generalforsamlingen i marts 2004 blev så besluttet. Men sådan en cd indspiller jo ikke sig selv – der lå mange opgave foran os.

Udover temaet var ideen, at alle sange på cd’en skule være arrangeret til Rockkoret. Så Jakob måtte tilbage i studerekammeret, og Morten Kjær blev bestilt til at arrangere Kashmirs Rocket Brothers.

Hvis vi skulle toppe på cd’en, skulle teknikken også være i top. Henrik Birk Aaboe, Corona Music blev kontaktet, og han var heldigvis med på ideen. Indspilningen var dermed i de bedste hænder, og det kom vi senere til at mærke!

Indspilningen fandt sted over to weekender i starten af 2005 i Sankt Annæ Pigekors øvesal på Skt. Annæ Gymnasium. Selvom vi fra september ikke havde givet koncerter for at koncentrere os om at indstudere og finpudse sangene, fik vi vore sag for.

Det er hårdt nok at synge to gange otte timer to weekender i træk. Men samtidig hersede Jakob og Henrik godt og grundigt med Rockkoret. Henriks nådesløse ører afslørede alt, og han lod os heldigvis ikke slippe af sted med hvad som helst. Ved den mindste vaklen i geledderne var det om igen, indtil vi havde en perfekt optagelse. Det var hårdt men lærerigt.

Men at ”Vi har en cd” var nu alligevel en tilsnigelse. For fra de mange timers sang på harddisken og til det færdige resultat var der stadig et stykke vej. Mix og produktion af cd’en overlod vi trygt til Henrik. Men til resten måtte vi trække på alle 40 kormedlemmers kompetencer for at få designet  cover, indhentet rettigheder, informeret pressen osv.

Det vigtigste var dog festen. Med det arbejde, der var lagt i cd’en, skulle udgivelsen også markeres med en ordentligt fest. Familie, venner og bekendte blev sammen med adskillige kor i København og omegn inviteret til at høre de første officielle toner fra ”For the Moon”. Med mindst 200 gæster på en grå majaften blev det en fantastisk fest, hvor pindemadderne og drikkevarerne kun lige nøjagtig slog til.

Men den egentlige prøve skulle stå, da vi præsenterede sangene til vores traditionelle majkoncerter i Rundetårn. Måske var det koncertpausen, der gjorde det, men Rockkoret var tændt som sjældent set, og reaktionen fra de knap 300 publikummer til de to koncerter var ikke til at tage fejl af. Processen havde taget næsten to år, men det var anstrengelserne værd.

Nu glæder vi os til at give koncerter igen – for vi har en cd!

Skrevet til og bragt i Kor72 bladet september 2005

Arkiv