povls blog

Archive for the ‘Vokalgrupper’ Category

Jeg er har længe fulgt den fantatiske a cappella podcast Mouth Off, hvor Dave og Christopher sludrer, kritiserer, hylder, uddanner og underholder om a cappella. Begge er vidende, underholdende og passionerede omkring a cappella musik. Det er altid værd at lytte til, og der kommer et nyt afsnit hver søndag.

14. februar havde de valgt at se nærmere på You’re the Voice fra finske Club For Five. Dave og Christopher er meget åbenhjertige i deres anmeldelser og stikker ikke noget under stolen. Men anmeldelsen af You’re the Voice er en knap 25 minutter lang ensidig kærlighedserklæring, som jeg kun kan tilslutte mig. Anmeldelsen starter ved 28:25 i den version af episoden der ligger på hjemmesiden. Cirka halvvejs måtte jeg logge på iTunes og købe albummet. mens jeg hørte resten af anmeldelsen. Så godt er det.

Normalt finder jeg at den meget udbredte bruge af andres sange er a cappella muskens svøbe. Med stemmen alene bliver coversange for let lidt cheasy udgaver af en god original. Bortset fra første sang, der er en ordløs prolog, så består albummet af covers af kendte sange. Men Club For Five har i den grad formået at opdatere sangene og gøre dem til unikke kunstværker i egen ret og ikke kun kopier. Jeg tager ofte mig selv i om ikke at glemme, at det er covers, så dog at tænke at det er sådan denne sang er skrevet til at blive fremført.

Måske fordi jeg selv er bas, så er jeg fuldstændig bjergtaget over deres udgave af Dire Straits Brothers in Arms:

“Kan du ikke ved lejlighed sende mig link til 3-4 vocal percussionister?” spurgte Lene i fredags. “Jeg har diskuteret det med min kusines søn som spiller trommer og jeg har brug for nogle eksempler.”

Som a cappellanørd begynder jeg jo straks at slynge navne ud, men opgaven, som jeg fik stukket ud og accepterede, var at sende nogle links ved lejlighed. Det giver mig anledning til at overveje hvad jeg mener er god vocal percussion, og altså skrive om det her.

Jeg vil dog starte med rigtige trommer. En af mine største musikalske oplevelser var at opleve E.S. T. (Esbjörn Svensson Trio) live på min fødselsdag i 2005. Det er en indlæg værd i sig selv. Men i denne sammenhæng tænker jeg tilbage på Magnus Öströms trommespil. Jeg kan huske at tænke “han kærtegner jo nærmest sine trommer”. Magnus Öström spiller på tromme, han er ikke bare trommeslager.

For mig udmærker den gode vocal percussionist ved at holde sammen på groovet i en sang. Imponerende soli gør det ikke. Derfor er jeg heller ikke rigtig imponeret af de beatboxere, man ser i talentshows. Det er larmende og mangler den musikalitet, som jeg sætter pris på.

Når det så er sagt vil jeg alligevel vise mine favoritter med nogle videoer, hvor de “fører sig frem” med soli.

Når der bliver sagt vocal percussion tænker jeg først på Wes Carrol. Wes var VP for The House Jacks, da jeg fandt dem og tog dem til mig. The House Jacks er interessante i denne sammenhæng, da de var den første vokalgruppe, der havde en dedikeret VP som ikke gjorde andet. Det var oprindeligt Kid Beyond, der nu har en solokarriere. I 2008 forlod Wes The House Jacks og blev afløst af Jake Moulton fra m-pact.

Men tilbage til Wes. Jeg vil vise ham i et klip sammen med Dave Baumgartner som er en anden af mine favorit VP’er. Klippet er 5 år gammelt men stadig godt. Jeg bider især mærke i unge Daves mere kraftfulde stil i forhold til erfarnes Wes’ mere tilbagelænede stil.

I november sidste år oplevede jeg første gang en professionel VP på rigtigt tæt hold. Det var da The Magnets optrådte på Rytmekons. Vi sad næsten forrest, og det var en stor oplevelse at kunne følge Andy Frosts arbejde igennem en hel koncert.

Den sidste jeg vil fremhæve her er Edward Chung fra Duwende, som jeg tidligere har blogget om. Edward Chung har ikke en solo i denne sang men er i den grad til stede og understreger dermed min pointe om god vocal percussion.

En korkoncert – som enhver anden koncert – er også en visuel oplevelse. Desværre bærer mange amatørkors optræden præg af, at valget ikke stod mellem korsang og dans, da der skulle vælges kunstart. Men mindre kan også gøre det.

Derfor finder jeg dette klip med Canvas ganske lærerigt. De otte sangere bliver stående tæt og på samme sted gennem hele sangen. Alligevel sker der en masse. Der er selvfølgelig indlagt koregrafiske elementer men det er småting men effektfulde småting. Og der sker også en masse imellem effekterne.

Jeg har set mange saltstøtter synge i kor. Og det er synd. For det er så lidt der skal til for at det ser ud af noget. Et amatørkor er ikke og skal heller ikke være en dansetrup. Men med en markering af rytmen i kroppen eller en håndbevægelser der understreger sangen giver et helhedsindtryk. Jeg synes også det bliver nemmere at synge, når kroppen er med. Det er nemmere at finde rytmen uden at skulle nedstirre dirigenten. Rytmen bliver en følelse i stedet for en intellektuel udfordring og det bliver nemmere at ramme både på slagene og lifts.

Publikum lægger mærke til det, der skiller sig ud. Positivt og negativt. Solister skal træde ud af mængden. Men står der midt i et bølgende kor en stolpe, som slet ikke bevæger sig, så bliver det ham publikum ser og koret opleves ikke som en helhed.

For meget bevægelse er også skidt. Så det er en balancegang. Men for meget er sjældent problemet…

I forbindelse med masterclasses i vokalmusik på Rytmisk Musikkonservatorium havde man valgt at afholde offentlige koncerter med de to deltagende vokalgrupper. 1. november optrådte således fantastisk Rajaton – desværre skulle noget andet. Men her til aften var der ikke noget der kunne holde mig fra at høre “The Magnets” på Rytmisk Musikkonservatorium på Holmen. Og jeg blev næsten blæst omkuld.

Umiddelbart associerede jeg “The Magnets” til grupper som “The Persuasions” og “The Nylons”. Nydelige bands men ikke helt min kop the. Heldigvis checkede jeg The Magnets myspace profil og så var der ingen tvivl. Dem måtte jeg opleve.

Og som jeg allerede har afsløret blev jeg ikke skuffet.

Der var seks engelske fyre, der kunne deres kram til perfektion, gode sange, et energisk sceneshow, engelsk humor og et medlevende publikum. Alt det jeg søger i a cappella og ekstra af det hele. Og så var det første gang, de var i Danmark.

Der er virkelig ikke en finger at sætte på The Magnets denne aften. Oplevelsen med The Magnets var som jeg ville forvente det af de bedste amerikanske vokalbands. De har så mange strenge at spille på, og de gør det. Jeg kunne sidde her hele natten, hvis jeg skulle fortælle alt det, der var fedt ved denne oplevelse. Men da jeg skal på arbejde igen efter en uges ferie vil jeg nøjes med to ting, så jeg kan komme i seng i nogenlunde tid.

For det første var deres solopræstationer super gode. Det kan være en svær balance at få stærke solister til at fungere sammen som en homogen enhed. Jeg synes, at The Magnets løste det til perfektion. Når en af dem havde en solo stod han frem med sit personlige særpræg, mens de andre var perfekt og sammenhængende backing.

Det andet jeg vil fremhæve er deres vocalpercussionist. Det gør altså en forskel med en dedikeret vokalpercussionist. Det er ikke noget særsyn i de grupper jeg holder af såsom The House Jacks, Toxic Audio og Duwende. Og selv om Andy Frost måske ikke er en Wes Carrol, så var det fantastisk at opleve en rigtig vocalpercussionist så tæt på over en hel koncert.

The Magnets er a cappella efter mit hoved.

I forbindelse med Rockkorets myspaceprofil hænder det (stadig oftere) at jeg finder mig selv surfende efter a cappella musik. Og der dukker nogle rigtige guldklumper op indimellem. Derfor vil jeg lige dele fem spændende navne som jeg er stødt på her på det sidste. østrigste Bauchklang, tyske Mëdlz og danske Transister Radio Girls.

Bauchklang ramte mig som en mavepuster. Jeg kan godt lide elektronisk musik og gerne af den tunge slags. Dette her er nærmest a cappella drum’n'bass. Kan elektronisk musik være a cappella? Da jeg så at deres album “Many People” var tilgængelig på iTunes købte jeg det straks. Bauchklang er som Mauf fra Østrig men har en mere instrumental og ren lyd.

Mëdlz – allerede navnet signalerer poptøz udover alle grænser. Men prøv at lyt til deres bud på “Das Boot”. Det er sgu stærkt gået. Jeg var stødt på Mëdlz i Maybebops podcast og havde tjekket dem ud men var hurtigt gået videre fordi der var instrumenter på deres sange. Men det var indil jeg hørte “Das Boot”. Så de har instrumenter med engang imellem – og hvad så? På Youtube.com er flere klip med dem a cappella (dog med en af pigerne på percussion). Udover Das Boot er der også et godt rock medley og lidt koncertklip. Find selv mere…

Transister Radio Girls er en dansk kvindelig vokalgruppe. De havde selv fundet Rockkoret på Myspace og tak for det. Det er noget af det mest forfriskende danske a cappella musk jeg har hørt længe. Og så er det original musik. TRG er dannet ud fra stifteren Bonnie Denises leg med en loop maskine og er nu en rigtig vokalgruppe. Jeg glæder mig til at opleve dem live. Snart forhåbentlig.

Igen i år missede jeg en fantastisk jule a cappella ting op til jul. Denne gang var det The Acapodcasts Julespecial. Den udkom allerede 21. december, men jeg fik først hørt den, da jeg kom hjem fra juleferien i Dalum. Men selvom julen nu er overstået, er der nogle perler på dette ekstra lange afsnit, der holder i hvert fald vinteren ud.

Man forbinder jo julen med vinter. Men sandheden er jo at juledagene i Danmark i bedste fald markerer vinternes (=sne) begyndelse. Mange af julens sange er jo egentlig vintersange, men vi hører dem sjældent efter 2. juledag.

I AcaPodcast #41 hører jeg for først gang den canadiske vokal gruppe OnCue, hvor de bedrager med netop to vinter sange fra deres album Snow Angels. Det er et forfriskende førte bekendtskab. Desværre virker deres hjemmeside ikke, og de er ikke til at finde på hverken iTunes, a-cappella.com eller myspace.com så det er lidt svært at finde ud af mere om dem eller at høre andre sange fra deres hånd.

Julesange bliver let for søde, for glatte, fortærskede og- ja – for meget. Dette gælder ikke mindst, når vokalgrupper kaster sig ud i genren. Chac Bergeron har dog formået at sammen sætte et godt og varieret juleshow. Et show der spænder fra traditionel barbershop til rock a cappella og som blander vintersange og religiøse sange udet at det blive ren messe.

Udover min umiddelbare begejstring for OnCue, vil jeg fremhæve The Coats seje udgaver af God Rest Ye Merry Gentlemen, og There be Peace on Earth, Five O’Clock Shadows rockede udgave af Little Drummer Boy, Tonic Sol-fas up tempo udgaver af Happy Holiday og King of Glory.

Den fantastiske New York baserede vokalgruppe Duwende har besluttet sig for at forære deres seneste album Colletive væk. Så det kan downloades kvit og frit og helt lovligt fra deres hjemmeside.

Jeg stødte på Duwende da flere af deres sange ligger til download på CASA’s hjemmeside. Her kan man også læse et kort interview med Duwende bl.a. om bevæggrunden for at forære Collective væk.

Efter at have downlaodet prøver fra deres foregående album “Radio Screaming” købte jeg hele albummet. Det er et af de mest overbevisende a cappella albums i min samling. Jeg er vild med den dybe funky bund på de fleste af deres sange. Min beundring for dem bliver ikke mindre af at deres sange alle er originaler – i hvert fald dem de udgiver.

Jeg abonnerer på to a cappella podcasts og jeg har som betalende medlem af casa.org adgang til CASA radio og Casa’s mp3 bibliotek. Så jeg har efterhånden gode kilder til nye a cappella oplevelser. Jeg vil her fremhæve de to seneste albums der er landet i min iPod.

Casa har fået flere a cappella grupper til at stille orginiale sange til rådighed for download for deres medlemmer. Det ledsages af en opfordring til at bidrage til kunstnerne ved at købe deres albums, hvis man kan lide de gratis tracks. Grupper som Toxic Audio og The House Jacks som jeg har alle albums med i forvejen er solidt repræsenteret, men der er rigtig mange spændende grupper som f.eks. Eclipse.

Ofte er det jo et bestemt nummer, der fanger opmærksomheden, og får én til at lytte. Med Kick Back Relax ramte Elipse mig lige der, hvor det gør rigtig godt. En rigtig showstarter, et sejt groove med en bas, der kan mærkes. På Casa.org er der syv sange fra albummet Think Twice til rådighed. Syv solide sange fra studiet, men det er sådan set ikke det album, jeg vil fremhæve for det har jeg ikke købt. I stedet har jeg på iTunes købt deres livealbum “For Show”, 16 numre fremført med overbevisende præsision og humor for et begejstret publikum. Det var en koncert jeg gerne ville have overværet. Albummet har også to bonus tracks. De har tilsyneladende ikke en myspace profil, men det er lydklip fra deres fire albums på deres hjemmesiden.

Jeg sad på arbejde endnu en søndag og som så ofte før var det med a cappella i ørene. Åbningsnummeret på Acapodcast #28 gjorde at jeg måtte holde en pause på ca. 4 minutter.

Det der ramte mig var measureXmeasure og deres “You Don’t Treat Me No Good” Det er et arrangement efter mit hoved. A cappella skal ikke nødvendigvis efterligne instrumenter, men man må gerne tænke “hvordan pokker laver de det?” Og sådan er det med measureXmeasure. Deres seneste album er On Our Own, som jeg har købt, indholder mange gode arrangementer. Deres hjemmeside har tilsyneladende ligget stille siden december 2005, og det er jo ikke et godt tegn, men deres myspace profil er fra april i år, så jeg går ud fra, at de stadig er i live…

Jeg har en stor passion for Copenhagen Jazzfestival. Især de mange gratis venues, så man kan checke musik på kanten ud. Det var sådan jeg lærte at sætte pris på EPO (Electronic Panorama Orchestra). Med min ligeledes store passion for a cappella musik er det toppen, at Vocal Sampling i år åbner festivallen 6. juli kl. 16.00 i Kongens Have.

For nogle uger siden havde der sneget sig et a capella nummer ind som kandidat på Tjeklisten på P3. Det var Naturally 7 med deres udgave af Phil Collins “In the Air Tonight” I oplægget fortalte værten at disse 7 gutter havde specialiseret sig i at lyde som instrumenter.

Så var det, at jeg fik flash backs til før, jeg fandt de fede vokalgrupper. Hvorfor arbejde på at lyde nøjagtig som instrumenter? Så spil dog på instrumenterne i stedet! Hvorfor gå over åen efter vand?

“Feel it (In the Air Tonight)” (fed video i øvrigt), som den hedder i Naturally 7’s version, lød da også fin og pæn og meget som originalen (som jeg husker originalen). og det var nok også derfor den ikke kom ind på tjeklisten. For covermusik bliver ikke mere interessant, hvis man ikke bringer noget nyt i forhold til originalen. Og det synes jeg ikke, at Naturally 7 gør her.

Retfærdigvis skal det siges, at Naturally 7 er supergode, og på youtube.com er der nogle fede klip af dem live, hvor de virkelig løfter sig op over mængden. Jeg har da også købt deres seneste album på iTunes. Men det at de bliver markedsført på en coverversion giver mig anledning til at sige lidt om et emne, som også Mister Tim berører i episode 5 af Casa podcast. Nemlig behovet for orignialt materiale.

Hvis a cappella musik skal være andet end en subkultur for nørder (som undertegnede) er der behov for, at der også produceres originale sange, der kan måle sig med spillet pop og rock. Jeg kan huske, da Flying Pickets havde et stor hit med Only You. Herhjemme brød Basix igennem med “Australien” der jo nødvendigtis skulle være original for at være med ved Grand Prixet. Desværre er markederne nok bare ikke store nok i Europa til vokalbands på samme måde som jeg fornemmer at der er i USA.

I de kor jeg har sunget i har repertoiret altid været covers. Det er jo det letteste, og da vi aldrig ville kunne lave en nøjagtig kopi, går det jo an i forhold til min aversion fra tidligere. Desuden skal man ikke undervurdere genkendeligheden for de “ofre” man har fået slæbt med til koncerterne. Men det fedeste for mig som sanger er nu at præsentere noget uventet. F.eks. i form af en sang som man ikke forventede at høre a cappella eller en ny sang, der bare fænger. Det tætteste jeg har været på det sidste har været med Rockkorets version af The Moon der er skrevet af Claus H. Nielsen (2. tenor) til sit band Fluid Face – og dem er det dog i færreste, der har hørt i forvejen.