Marinate lagde ud. De er otte sangere og sang kun i to overhead  mikrofoner. Det til trods var lyden rigtig god. Det er den første væsentlige  forskel på de to grupper. Den anden er arrangementerne. Marinate har en ”korlyd”  over sig – det er blot en konstatering – ikke en kritik, for det lød rigtig  godt. Korlyden kommer nok af, at de deler mikrofonerne, men arrangementerne virker  også som om, at de er lavet til kor. Fx skifter melodistemmen mellem sangerne,  hvilket jo er et korarrangementstrick, men det hæmmer også den distinkthed, som en gennemgående solist kan give en sang. Til gengæld fungerede folkevisen ”To  Søstre” rigtig godt på de præmisser. Sangernes klang og dynamik var i eminent sync, og det var som om, at de fortalte en historie med én stemme. Det var for mig aftenens store oplevelse.

Itchy Ants har individueller mikrofoner og det giver andre  muligheder. Og det forpligter også meget mere fordi det er umuligt at gemme  sig. Itchy Ants arrangementer er solistbårne og det giver en helt anden feeling på sangene. Fx ejede Niels den 99 Degrees sang, som jeg ikke lige kan huske titlen på. Itchy Ants arrangerer selv deres sange. Det slipper de som regel pænt fra. Men én sang stod ud for mig, og det var ”Stillness” – sjovt nok i kontrast med min foregående pointe, fordi her tog de fire piger på skift melodien. Under det lagde de tre fyre et percusivt groove som fungerede lige fra starten. Det var et dejligt kraftfuldt nummer uden at være overarrangeret.

Som sagt var det en dejlig aften og der var fuldt hus i Metronomen. Hvis bare der var nogen der ville gøre noget ved den trappe, der dominerer rummet…

Jeg gælder mig til at følge Marinate og Itchy Ants fremover, for de har begge et spændende potentiale.

Til aftenens dobbeltkoncert med Rockkoret oplevede jeg den århusianske kvintet Postyr for første gang. Og det blev – som det allerede burde fremgå – et lykkeligt møde. Postyr bruger loops, pedaler og effekter, så det er en fryd. Og uden at de mister den vokale feeling af a cappella.

Jeg tog flere gange mig selv i at tænke, “at jeg har hørt mange vokalgrupper, men jeg har aldrig hørt noget som dette.” Selv deres covers lød som om man hørte dem for første gang. Så lad dette være en opfordring. Hold øje med Postyr.

14. februar havde de valgt at se nærmere på You’re the Voice fra finske Club For Five. Dave og Christopher er meget åbenhjertige i deres anmeldelser og stikker ikke noget under stolen. Men anmeldelsen af You’re the Voice er en knap 25 minutter lang ensidig kærlighedserklæring, som jeg kun kan tilslutte mig. Anmeldelsen starter ved 28:25 i den version af episoden der ligger på hjemmesiden. Cirka halvvejs måtte jeg logge på iTunes og købe albummet. mens jeg hørte resten af anmeldelsen. Så godt er det.

Normalt finder jeg at den meget udbredte bruge af andres sange er a cappella muskens svøbe. Med stemmen alene bliver coversange for let lidt cheasy udgaver af en god original. Bortset fra første sang, der er en ordløs prolog, så består albummet af covers af kendte sange. Men Club For Five har i den grad formået at opdatere sangene og gøre dem til unikke kunstværker i egen ret og ikke kun kopier. Jeg tager ofte mig selv i om ikke at glemme, at det er covers, så dog at tænke at det er sådan denne sang er skrevet til at blive fremført.

Måske fordi jeg selv er bas, så er jeg fuldstændig bjergtaget over deres udgave af Dire Straits Brothers in Arms:

Som a cappellanørd begynder jeg jo straks at slynge navne ud, men opgaven, som jeg fik stukket ud og accepterede, var at sende nogle links ved lejlighed. Det giver mig anledning til at overveje hvad jeg mener er god vocal percussion, og altså skrive om det her.

Jeg vil dog starte med rigtige trommer. En af mine største musikalske oplevelser var at opleve E.S. T. (Esbjörn Svensson Trio) live på min fødselsdag i 2005. Det er en indlæg værd i sig selv. Men i denne sammenhæng tænker jeg tilbage på Magnus Öströms trommespil. Jeg kan huske at tænke “han kærtegner jo nærmest sine trommer”. Magnus Öström spiller på tromme, han er ikke bare trommeslager.

For mig udmærker den gode vocal percussionist ved at holde sammen på groovet i en sang. Imponerende soli gør det ikke. Derfor er jeg heller ikke rigtig imponeret af de beatboxere, man ser i talentshows. Det er larmende og mangler den musikalitet, som jeg sætter pris på.

Når det så er sagt vil jeg alligevel vise mine favoritter med nogle videoer, hvor de “fører sig frem” med soli.

Når der bliver sagt vocal percussion tænker jeg først på Wes Carrol. Wes var VP for The House Jacks, da jeg fandt dem og tog dem til mig. The House Jacks er interessante i denne sammenhæng, da de var den første vokalgruppe, der havde en dedikeret VP som ikke gjorde andet. Det var oprindeligt Kid Beyond, der nu har en solokarriere. I 2008 forlod Wes The House Jacks og blev afløst af Jake Moulton fra m-pact.

Men tilbage til Wes. Jeg vil vise ham i et klip sammen med Dave Baumgartner som er en anden af mine favorit VP’er. Klippet er 5 år gammelt men stadig godt. Jeg bider især mærke i unge Daves mere kraftfulde stil i forhold til erfarnes Wes’ mere tilbagelænede stil.

I november sidste år oplevede jeg første gang en professionel VP på rigtigt tæt hold. Det var da The Magnets optrådte på Rytmekons. Vi sad næsten forrest, og det var en stor oplevelse at kunne følge Andy Frosts arbejde igennem en hel koncert.

Den sidste jeg vil fremhæve her er Edward Chung fra Duwende, som jeg tidligere har blogget om. Edward Chung har ikke en solo i denne sang men er i den grad til stede og understreger dermed min pointe om god vocal percussion.

Derfor finder jeg dette klip med Canvas ganske lærerigt. De otte sangere bliver stående tæt og på samme sted gennem hele sangen. Alligevel sker der en masse. Der er selvfølgelig indlagt koregrafiske elementer men det er småting men effektfulde småting. Og der sker også en masse imellem effekterne.

Jeg har set mange saltstøtter synge i kor. Og det er synd. For det er så lidt der skal til for at det ser ud af noget. Et amatørkor er ikke og skal heller ikke være en dansetrup. Men med en markering af rytmen i kroppen eller en håndbevægelser der understreger sangen giver et helhedsindtryk. Jeg synes også det bliver nemmere at synge, når kroppen er med. Det er nemmere at finde rytmen uden at skulle nedstirre dirigenten. Rytmen bliver en følelse i stedet for en intellektuel udfordring og det bliver nemmere at ramme både på slagene og lifts.

Publikum lægger mærke til det, der skiller sig ud. Positivt og negativt. Solister skal træde ud af mængden. Men står der midt i et bølgende kor en stolpe, som slet ikke bevæger sig, så bliver det ham publikum ser og koret opleves ikke som en helhed.

For meget bevægelse er også skidt. Så det er en balancegang. Men for meget er sjældent problemet…

Umiddelbart associerede jeg “The Magnets” til grupper som “The Persuasions” og “The Nylons”. Nydelige bands men ikke helt min kop the. Heldigvis checkede jeg The Magnets myspace profil og så var der ingen tvivl. Dem måtte jeg opleve.

Og som jeg allerede har afsløret blev jeg ikke skuffet.

Der var seks engelske fyre, der kunne deres kram til perfektion, gode sange, et energisk sceneshow, engelsk humor og et medlevende publikum. Alt det jeg søger i a cappella og ekstra af det hele. Og så var det første gang, de var i Danmark.

Der er virkelig ikke en finger at sætte på The Magnets denne aften. Oplevelsen med The Magnets var som jeg ville forvente det af de bedste amerikanske vokalbands. De har så mange strenge at spille på, og de gør det. Jeg kunne sidde her hele natten, hvis jeg skulle fortælle alt det, der var fedt ved denne oplevelse. Men da jeg skal på arbejde igen efter en uges ferie vil jeg nøjes med to ting, så jeg kan komme i seng i nogenlunde tid.

For det første var deres solopræstationer super gode. Det kan være en svær balance at få stærke solister til at fungere sammen som en homogen enhed. Jeg synes, at The Magnets løste det til perfektion. Når en af dem havde en solo stod han frem med sit personlige særpræg, mens de andre var perfekt og sammenhængende backing.

Det andet jeg vil fremhæve er deres vocalpercussionist. Det gør altså en forskel med en dedikeret vokalpercussionist. Det er ikke noget særsyn i de grupper jeg holder af såsom The House Jacks, Toxic Audio og Duwende. Og selv om Andy Frost måske ikke er en Wes Carrol, så var det fantastisk at opleve en rigtig vocalpercussionist så tæt på over en hel koncert.

The Magnets er a cappella efter mit hoved.

Bauchklang ramte mig som en mavepuster. Jeg kan godt lide elektronisk musik og gerne af den tunge slags. Dette her er nærmest a cappella drum’n'bass. Kan elektronisk musik være a cappella? Da jeg så at deres album “Many People” var tilgængelig på iTunes købte jeg det straks. Bauchklang er som Mauf fra Østrig men har en mere instrumental og ren lyd.

Mëdlz – allerede navnet signalerer poptøz udover alle grænser. Men prøv at lyt til deres bud på “Das Boot”. Det er sgu stærkt gået. Jeg var stødt på Mëdlz i Maybebops podcast og havde tjekket dem ud men var hurtigt gået videre fordi der var instrumenter på deres sange. Men det var indil jeg hørte “Das Boot”. Så de har instrumenter med engang imellem – og hvad så? På Youtube.com er flere klip med dem a cappella (dog med en af pigerne på percussion). Udover Das Boot er der også et godt rock medley og lidt koncertklip. Find selv mere…

Transister Radio Girls er en dansk kvindelig vokalgruppe. De havde selv fundet Rockkoret på Myspace og tak for det. Det er noget af det mest forfriskende danske a cappella musk jeg har hørt længe. Og så er det original musik. TRG er dannet ud fra stifteren Bonnie Denises leg med en loop maskine og er nu en rigtig vokalgruppe. Jeg glæder mig til at opleve dem live. Snart forhåbentlig.

Man forbinder jo julen med vinter. Men sandheden er jo at juledagene i Danmark i bedste fald markerer vinternes (=sne) begyndelse. Mange af julens sange er jo egentlig vintersange, men vi hører dem sjældent efter 2. juledag.

I AcaPodcast #41 hører jeg for først gang den canadiske vokal gruppe OnCue, hvor de bedrager med netop to vinter sange fra deres album Snow Angels. Det er et forfriskende førte bekendtskab. Desværre virker deres hjemmeside ikke, og de er ikke til at finde på hverken iTunes, a-cappella.com eller myspace.com så det er lidt svært at finde ud af mere om dem eller at høre andre sange fra deres hånd.

Julesange bliver let for søde, for glatte, fortærskede og- ja – for meget. Dette gælder ikke mindst, når vokalgrupper kaster sig ud i genren. Chac Bergeron har dog formået at sammen sætte et godt og varieret juleshow. Et show der spænder fra traditionel barbershop til rock a cappella og som blander vintersange og religiøse sange udet at det blive ren messe.

Udover min umiddelbare begejstring for OnCue, vil jeg fremhæve The Coats seje udgaver af God Rest Ye Merry Gentlemen, og There be Peace on Earth, Five O’Clock Shadows rockede udgave af Little Drummer Boy, Tonic Sol-fas up tempo udgaver af Happy Holiday og King of Glory.

Jeg stødte på Duwende da flere af deres sange ligger til download på CASA’s hjemmeside. Her kan man også læse et kort interview med Duwende bl.a. om bevæggrunden for at forære Collective væk.

Efter at have downlaodet prøver fra deres foregående album “Radio Screaming” købte jeg hele albummet. Det er et af de mest overbevisende a cappella albums i min samling. Jeg er vild med den dybe funky bund på de fleste af deres sange. Min beundring for dem bliver ikke mindre af at deres sange alle er originaler – i hvert fald dem de udgiver.

Casa har fået flere a cappella grupper til at stille orginiale sange til rådighed for download for deres medlemmer. Det ledsages af en opfordring til at bidrage til kunstnerne ved at købe deres albums, hvis man kan lide de gratis tracks. Grupper som Toxic Audio og The House Jacks som jeg har alle albums med i forvejen er solidt repræsenteret, men der er rigtig mange spændende grupper som f.eks. Eclipse.

Ofte er det jo et bestemt nummer, der fanger opmærksomheden, og får én til at lytte. Med Kick Back Relax ramte Elipse mig lige der, hvor det gør rigtig godt. En rigtig showstarter, et sejt groove med en bas, der kan mærkes. På Casa.org er der syv sange fra albummet Think Twice til rådighed. Syv solide sange fra studiet, men det er sådan set ikke det album, jeg vil fremhæve for det har jeg ikke købt. I stedet har jeg på iTunes købt deres livealbum “For Show”, 16 numre fremført med overbevisende præsision og humor for et begejstret publikum. Det var en koncert jeg gerne ville have overværet. Albummet har også to bonus tracks. De har tilsyneladende ikke en myspace profil, men det er lydklip fra deres fire albums på deres hjemmesiden.

Jeg sad på arbejde endnu en søndag og som så ofte før var det med a cappella i ørene. Åbningsnummeret på Acapodcast #28 gjorde at jeg måtte holde en pause på ca. 4 minutter.

Det der ramte mig var measureXmeasure og deres “You Don’t Treat Me No Good” Det er et arrangement efter mit hoved. A cappella skal ikke nødvendigvis efterligne instrumenter, men man må gerne tænke “hvordan pokker laver de det?” Og sådan er det med measureXmeasure. Deres seneste album er On Our Own, som jeg har købt, indholder mange gode arrangementer. Deres hjemmeside har tilsyneladende ligget stille siden december 2005, og det er jo ikke et godt tegn, men deres myspace profil er fra april i år, så jeg går ud fra, at de stadig er i live…