povls blog

Archive for the ‘Weblog’ Category

Overskriften “Københavnere: DF skal styre integrationen” fangede mit øje på jp.dk i dag. Interessant – tænkte jeg - står virkelig så slemt til, at intet skal være uprøvet?

Men hvor interessant en historie, der end kunne ligge bag overskriften, så viser det sig blot at være en journalistisk stramning spundet over ét tal fra en undersøgelse.

For “københavnerne” i overskriften viser sig ikke at være “de  fleste københavnere”. Det er heller ikke “et flertal af københavnerne”.  Faktisk er det under et halvt flertal af købehavnerne, der synes det er en god ide med en DF’er som integrationsborgmester. Man kan selvfølgelig mene, at 23% af de adspurgte er for mange, men de er dog ikke nok til at repræsentere København.

Faktisk er der mere end dobbelt så mange i undersøgelserne, der mener, at det en dårlig idé nemlig 58%, hvilket jo er et klart flertal. Eller sagt med journaliststatistik: Der er 152% flere københavnere som synes, at det er en dårlig ide, end der er københavnere, som støtter ideen.

Teknisk set er overskriften ikke usand, idet der jo er (nogle) københavnere, der støtter ideeen. Men jeg finder det alligevel problematisk, fordi overskriften sælger en historie, som ikke holder længere end til “23%”. Medierne skal selvfølgelig problematiskere samfundstendenser, men de bør også perspektivere, og her bygger man en historie på to tal, som man vrider ud af proportioner. Det er opskriften på vrangforestillinger, frygt og skræmmekampagner.

På vej hjem fra arbejde hørte jeg P3 Nyhederne. Her var en historie om den store støtte til Roman Polanski og imod hans udlevering fra Schweiz til USA. Og så slog det mig, hvad er det lige han er sigtet for? Sex med en 13 årig pige som han havde bedøvet med champagne og sovepiller. Han var selv 44 år. Hvorfor skal han ikke udleveres?

Den normale reaktion mod mistænkte pædofile er lynchstemning. Hvor mange mandlige pædagoger har ikke fået deres karriere ødelagt på grundløse beskyldninger om pædofili? Fodboldtrænere og spejderledere skal aflevere børneattester for at udføre ulønnet arbejde.

Men hvordan kan Roman Polanski opnå kollegers og toppolitikeres uforbeholdne støtte mod retsforfølgning for en af de værste forbrydelser en voksen kan gøre mod et barn. En forbrydelse som han har erkendt, som ofret tidligere har berettet i LA Times.

Hvorfor er der ikke et folkekrav om hans retsforfølgning? Er det fordi han ikke passer ind i vores opfattelse af en gemen forbryder? Er det fordi han som europæiske filmskaber er et bolværk mod amerikansk kulturimperialisme? Læger tiden alle sår? Stoler vi ikke på det amerikanske retsvæsen med dets forlig (som Polanski havde forhandlet men stak af fra), med dets frikendelser på teknikaliteter (Polanskis advokater påberåber selv uregelmæssigheder i sagen) eller de hårde straffe (som de fleste kræver ved pædofili og sager om incest)

Lighed for loven må gælde i ethvert retssamfund. Derfor skal den “pæne” forbryder retsforfølges lige så nidkært som den gemene forbryder fra stenbroen retsforfølges. Og i Roman Polanskis tilfælde er det en både gemen og nedrig forbrydelse, han er sigtet for.

Derfor skal han udleveres så en domstol kan tage stilling til anklagen. For hvad man end mener om USA og deres retsvæsen, så er USA ikke en bananrepublik. Og hvis retssagen kommer til at køre i Los Angeles, så kan han jo trøste sig med. at det gjorde O.J. Simsons sag også.

Den amerikanske sundhedsreform er egentlig ligegyldig i en dansk sammenhæng. Men da mange politiske strategier og kneb finder vej fra USA til Danmark, kan det være interessant af følge slaget.

Jeg er overbevist demokrat. Blandt mange ting er demokrati for mig en civiliseret måde at være uenig på.  Modsætningers sameksistens, dialog og samarbejde sikrer mest mulig frihed for alle og ikke kun for den herskende klasse.

Min tro på demokratiets selvindlysende værdi gør, at jeg naivt mener, at deltagerne skal overholde demokratiets gentlemanregler. Fx at begge siders argumenter har ret til at blive fremført og hørt i den demokratiske proces.

Selvom jeg ved, at der er mange tosser i guds eget land, så blev jeg alligevel lidt skræmt, da jeg så det første indslag i mandagens Rachel Maddow Show.

Det er ikke fordi taktikken er ny. Jeg har hørt, at overdøvning af modstandere skulle have været en del af taktikken for kommunistiske del af fagbevægelsens kamp mod den socialdemokratiske ditto. Og hvem husker ikke pibekoncerten mod den daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs ved hendes forsøg på at tale til demonstrerende elever?

Men en ting er ekstreme grupper eller spontane reaktioner. Det som Rachel Maddow beskriver, er en bevidst strategi for at intimidere modstandere, så de ikke får lov til at udøve deres demokratiske ret, udvirket af den ene af to politiske bevægelser i et topartisystem.

Samtidig har man så Fox News til at fremstille det hele som en græsrodsbevægelse. Heldigvis er der et ord for det: “Astroturfing” eller kunstgræsrodsbevægelse.

Også mandag aften viste Jon Stewart så, hvordan Fox News “gøder” kunstgræsset – The Crank Cycle

Det paradoksale er, at dem der bruger skrotningsordningens overrumplende succes som argument for, at staten (Obama) så nok heller ikke kan drive et sundhedssystem, er de samme som i starten af året var imod statens redningsplan for bilindustrien, fordi “staten ved ikke noget om at sælge biler”. Dertil kan man så tørt konstatere, at Obama tilsyneladende ved bedre end bilindustrien hvad, amerikanerne vil have – bedre brændstoføkonomi.

Jeg kan huske Rote Armee Fraktion fra min barndom. Jeg kan huske de Røde Brigader. Jeg kan huske en tid med tilfældige og blodige terroranslag fra disse og fra forskellige palæstinænsiske organisationer.Jeg husker ikke tiden som en tid præget af frygt personeligt, men der var en konstant og næsten følbar spænding mellem øst og vest med den tredje verden og især mellemøsten, som den varme del af en kold krig.

I fredags så jeg Baader-Meinhof Komplekset. Jeg var spændt. Jeg foragter terror i dag og dengang. Ville filmen forsøge at forklare eller forsvare at RAF tog så drastiske midler i bruge. Ville man får sympati for deltagerne? Ville man forstå dem?

Det var en tankevækkende film. Den fremstår meget troværdig og neutral i sin skildring af hvad der skete. Og er klart seværdig.

Filmen har RAF’s medlemmer som de centrale figurer, så man følger deres udvikling fra modstandere til terrister. Det må næsten starte i Tyskland som er den kolde krigs europæiske stand off. Muren er stadig ny og under udbygning. Den amerikanske hær er til stede i forbundsrepublikken. Og ungdomsoprøret

Det starter med et spændt Vesttyskland. Muren er stadig ny og under udbygning. Den amerikanske hær et talstærkt til stede som modvægt til Sovjetunionens kontrol over Østeuropa samtidig med at de udkæmper en upopulær krig i Vietnam. Ungdomsoprøret skaber konfrontationer mellem unge og politiet, som giver grobund for radikaliserede grupper som f.eks. RAF.

Filmen formår ikke at retfærdiggøre terrororganisationerne, og det er nok heller ikke dens mål, men den viser den absurde “logik” som deltagerne bruger for at kunne gøre det de gør. Paranoiaen der dæmoniserer det demokratiske samfund der” spiller efter reglerne”.

Man sidder tilbage med en fornemmelse at kæden hoppede af meget tidligt i forløbet. For det bliver hurtigt vigtigere at være imod end at være for. Hvad er det efterhånden de kæmper for? Hvad har de overhovedet opnået? Og har de ikke tabt kampen til sig selv ved at vælge et våben – terroren – der er ude af proportioner med det mål de til opnå.

Det er påfaldende at RAF opstod i opposition til et samfund et demokrati som netop tillader opposition. De samfund som RAF idealiserede tillod ikke nogen form for opposition.

Udstillingen af ekstremismens absurditet er desværre stadig aktuel i dag. Den socialistiske terror er godt nok gået i sig selv igen, men nu er terroren i stedet religiøst begrundet. Og palæstinenserne situation er stadig uløst og kan bruges som løsrevet begrundelse for terrorhandlinger.

Demokratier kæmper en assymtrisk krig mod terror, fordi demokratiet skal følge demokratiske spilleregler og værdier. Det sker, at demokratier går overstregen, som fx USA’s brug af tortur. Men  demokratier indeholder mekanismer til at reparere sig selv, også når det er hovedet det er galt med. Totalitære regimer har sjældent denne evne og vil derfor forfalde eller gennem vold blive erstattet af et totalitært styre. I begge tilfælde lider befolkningen.

Fordi demokratiet er et udtryk for folkets kollektive enighed har demokratiet en indbygget træghed, der forhindrer ekstreme udsving. Derfor har tilhængerne af idealer, der ikke tåler modsigelse, trange kår og må i sidste ende ty til terror forklædt som revolution. Men demokratiet vil altid vinde til sidste – forhåbentligt.

Tilstedeværelsen af 25 afviste irakiske asylansøgere i Brosons Kirke på Nørrebro har skabt røre. Jeg hverken kan eller vil ikke forholde mig til de konkrete afgørelser, der har ført til udvisningen. Min interesse for asylområdet begrænser sig til det rent principielle. Men fredag morgen hørte jeg i P3 Nyhederne, at der havde været henvendelser om udmelding af folkekirken med henvisning til, at menighedsrådet accepterede irakernes tilstedeværelse.

Jeg synes, at det er en svag begrundelse, og der ligger nok andet bag. For den kirke jeg er medlem af skal være åben for mennesker i nød. Næstekærlighed skal have en praktisk konsekvens, hvis det skal give mening.

Folkekirken kan ikke og skal heller ikke kunne ændre Irakernes status. Det har vi demokratisk nedsatte og styrede institutioner til. Derfor skal Kirken heller ikke andet end at give husly til Irakerne, så længe de ikke forhindrer kirkens anvendelse og aktiviteter eller ligger menigheden økonomisk til last.

Kirken skal dog ikke være et helle, som man frit kan benytte sig af efter forgodtbefindende. Irakerne er ikke forbrydere men har brug for tid til at komme overens med deres skæbne.

For et år siden spåede jeg ikke Mike Huckabee mange chancer for at blive republikanernes præsidentkandidat ved 2008 valget. Nu har han vundet det første primærvalg i Iowa 3. januar.

Nu er der selvfølgelig lang vej til konventet og endnu længere vej til Det Hvide Hus – især for en der deler partimedlemsskab med George W. Bush. Men det er forfriskende, at en fyr som Huckabee, der ikke kommer fra en privilgeret familie og som ikke har hundreder af milioner i kampagnekassen kan kommer fra baghjul og vinde en stat på argumenter. Poul Høi beskriver meget godt hvorfor, det ikke huer det republikanske estabilsment.

I sommeren 2007 læste jeg hans politiske “manifest” “From Hope To Higher Ground” hvor kan ud fra sin livserfaring og sine år som guvenør giver sit bud på hvad der skal laves om i USA og viser hvad almindelige mennesker kan gøre for at påvirke og tage ansvar i samfundet.

Det er en meget inspirerende hvis man husker at den er skrevet til en amerikansk virkelighed. Så der skal både trækkes fra og lægges til. Men grundlæggende handler den om at samfundet ikke er de andre. Samfundet starter med en selv. Derfor har man selv ansvar for at det fungerer og hænger sammen.

Jeg kan også lide hans ydmyge tilgang til det politiske erhverv. Han havde på rådhuset hængende et billede af chefen. Det var ikke et billede af ham selv, men vekslende billeder af Arkansas borgere. Han gik ikke ind i politik for at få magt men for at tage ansvar for sine børns fremtid. Det her hvad jeg mener at det skal handle om!

I bogen kommer han selvfølgelig også ind på sine politiske holdinger. Langt hen ad vejen er jeg enig med ham i hans syn på hvad USA skal gøre. Ikke at det nødvendigvis hvad der gælder for Danmark.

Der er selvfølgelige nogle punkter hvor jeg er uenig med ham. Det er f.eks. retten til våben. Set fra fredelige Danmark er det svært at se nødvendigheden af bevæbne sig selv. Men det er jo forskel på USA og Danmark, så det er han tilgivet.

Så er han abortmodstander. Men det er jo en ærlig sag at være imod noget, og abort er og skal være ømtåleligt. Jeg mener at aborter bør undgås - ikke ved forbud med ved at undgå uønskede graviditeter. Når aborter bruges som prævenstion bliver jeg også skeptisk.

I USA kalder abortmodstanderne sig for “pro-life” og det er jo en meget positiv betegnelser. Men ofte forbinder vi det med angreb på abortklinikker og læger. Jeg tror ikke Huckabee er for disse angreb. Han breder istedet begrebet ud til at omfatte hele livet. F.eks. i debatten 5. juni 2007 mellem de republikanske kandidater.

Et anden fortærsket spørgsmål når det gælder religøse kandidater er spørgsmålet om evolution eller skabelse. Et meget forsimplet spørgsmål som kandidaterne ved en af debatterne skulle svare på ved håndsoprækning. Huckabee valgte skabelsen, men har senere fået lov til at uddybe sin holdning og kritisere spørgsmålet.

Endelig virker han protektionistisk. Han vil sikre at jobs bliver i USA bl.a. ved at omlægge skatte systemet. Fair nok. Men han forsvarer subsidiering af landbruget for at USA kan brødføde sig selv og eksportere til udlandet. Der er jeg lodret uenig. Hvis man sikrer sin selvforsyning med subsidier skal man holde sig fra at sende subsidirerede produkter ud på verdensmarkedet. USA og EU lægger ved deres landbrugsstøtte gift ud for verdensmarkedet for fødevarer. og dermed U-landenes mulighed for at vækste sig ud af deres fattigdom.

Så Huckabee er religøs og republikaner. Det gør det let at rubricere ham som højrereligøs. Politiken har i hvert fald valgt den lette vej ved at udstyre Huckabee med kernesagerne “Stærk abortmodstander og stærk modstander af ægteskab mellem homoseksuelle“. Han er rigtig nok grundlæggende imod begge ting, men det er ikke noget man kan bygge sin kampagne på. Han er mere nuanceret end Politiken gør ham til. Hans mærkesager er snarere uddannelse, sundhed, skattereform og  beskæftigelse.

Når Huckabee konstant bliver kaldt højrereligøs, bl.a. i kommentarerne til Poul Høis artikel, tegner det et billede af han dermed skulle være højreekstremist som den siddende præsident. Det er helt forkert. Han er tværtimod midtsøgende. Han var guvenør i Arkansas som er en overvejende demokratisk stat i over 10 år – valgt og genvalgt. Faktisk ligner han og Barak Obama hinanden meget ved det at de ønsker og “prædiker” (undskyld udtrykket) samarbejdet henover midten. Faktisk peger de på hinanden når de skal fremhæve en god kandidat fra den anden lejr. Obama hos Jon Stewart (3:35) og Huckabee hos Jay Leno.

Måske skulle jeg læse Obamas bog også. Uanset Huckabees evner tror jeg ikke, at amerikanerne tiltror republikanerne fire år mere i det hvide hus lige nu.

Check i øvrigt Hukabees optræden hos Jay Leno dagen før Iowa stemte. Vittig, chamerende og overbevisende. Del 1. Del 2.

Da jeg havde statistik på Handelshøjskolen – og det havde jeg i mange år, både som studerende og som studenterunderviser – spøgte vi med. at der var tre slags løgn: løgn, forbandet løgn og statistik. Remsen burde lyde: løgn, forbandet løgn og journalister med tal. Det er i hvert fald hvad Berlingske Tidende gør sig skyldig i med artiklen “Krav fra baglandet om Khaders afgang”

Ret beset skal der jo kun én person fra baglandet til at retfærdiggøre overskriften. Men bedømt ud fra artiklen er kravet massivt. Og tallene understøtter dette. Hver fjerde mener, at Khader “i mindre grad” eller “slet ikke” er den rette formand mens kun 57% giver Khader deres fulde opbakning.

Her er et lynkursus i statistik: hver fjerde er ca. 25%. Det er mindre end 57%. Dvs. at der er mere end dobbelt så mange som støtter Khader som formand end der kræver hans afgang.

I en mere avanceret analyse kan man også angribe at respondenter, der “i mindre grad” mener, at Khader er den rette formand, bliver skudt i skoene at de kræver hans afgang. – “I mindre grad” kunne også dække over “i mangel af bedre” eller “der er plads til forbedring”. Khaders ledelse har ikke været imponerende, men truet er hans lederskab ikke bedømt ud fra tallene.

Herefter bliver frustrationerne og den dårlige stemning dyrket i artiklen. Den negative stemning og modløsheden bliver dokumenteret ved at 42% af de adspurgte tror, at partiet vil få valgt færre mandater hvis der var folketingsvalg i morgen.

Lektie nr. 3: Som man spørger får man svar. Erkendelsen af tab af mandater er ikke nødvendigvis et udtryk for en negativ stemning men måske det faktum, at mindat 42% af de adspurgt har læst meningsmålinger for nyligt!

Da den tørklædebærende Asmaa Abdol-Hamid blev valgt som enhedslistens folketingskandidat i Odense startede en ny tørklædesag. Men med sans for timing og proportioner fik de tre “vise” mænd i skikkelse af Krarup, Messerschmidt og Camre hurtigt ændret fokus til Dansk Folkepartis landsbytossesyndrom.

De fremtrædende DF’eres absurde udtalelser taler for sig selv, så dem vil jeg ikke kommentere yderligere på. Men der er andre interessante vinkler på den sag.

Muslimske kvinders brug af tørklæder bliver ofte set som et tegn på kvindeundertrykkelse. Det har også været fremført i denne sag. Jeg vil ikke afvise at påklædningstvang kan bruges som instrument til at undertrykke kvinder. En helddækkende burka fratager kvinden sin identitet i det offentlige rum. Det virker fremmedartet i et åbent samfund som det danske men i samfund, hvor kvinder ikke har samme status som mænd, er det med til at forstærke forskellen. Men er det. hvad der er tale om her? Hvordan kan Asmaa Abdol-Hamids tørklæde være et tegn på kvindeundertrykkelse, når hun som kvinde og politikker kan deltage i den offentlige debat og stille op til den lovgivende forsamling?

Så Asmaa Abdol-Hamids forhold til Sharia. Politikken bad hende om at svare på om hun var for eller imod dødsstraf. Hertil svarede hun: “Jeg synes ikke, at verden er så firkantet, at jeg bare kan svare ja eller nej på det spørgsmål. Skal jeg så også svare på, om solen er rød eller gul. Det irriterer mig at få det spørgsmål. Hvorfor stiller du ikke det samme spørgsmål til danske politikere.” Det er blevet udlagt som, om at hun ikke vil fornægte Sharia og dermed skulle være fundamentalist. Men er det egentlig, at hvad hun svarer?

Jeg synes, hendes modspørgsmål er det mest interessante. Hvor tit bliver en dansk politiker spurgt om det samme? Det minder mig om den fiffige sladderpresses jagt på daværende prinsesse Alexandras graviditet. Under et besøg i Afrika ville pressen vide hvilken slags malariamedicin prinsessen tog. Ganske snedigt fordi at den gængse malariamedicin ikke kunne anbefales til gravide. Jeg mener ikke, at Alexandra svarede, men hvad kunne svaret i givet fald have været brugt til?

Jeg kan godt forstå. at Asmaa Abdol-Hamid kan blive fortørnet over at få spørgsmålet om dødsstraf hver eneste gang – for hvad kunne journalisten bruger et “ja” til? Hvis jeg som kristen gik ind for dødsstraf, ville jeg jo ikke være islamist – kun galt afmarcheret. Ligeledes kan der være andre argumenter for dødsstraf, som heller ikke har noget med religion at gøre – selv for muslimer. Det er relevant at vide om en muslimsk politiker mener, at det kan forsvares at indføre Sharia i sin fulde konsekvens, men så spørg da for guds skyld om det i stedet for denne dans om den varme grød.

Jeg går ud fra, at Enhedslisten sikrer sig, at deres folketingskandidater støtter Enhedslistens valgprogram fuldt og helt. Selvom dødsstraffen ikke er den del af Enhedslistens politik, så skræmmer deres politik mig ærligt talt mere end tanken om at se et tørklæde på Folketingets talerstol.

DR forbereder sig til konkurrencen fra TV 2 Radio og vil forsvare deres lytter andel på 70%. Det er jo fair nok. Men jeg finder det interessant, når Jesper Grunwald fra DR ifølge business.dk i udtaler “Allerede i dag er det et problem at 13 procent af licensbetalerne ikke lytter til et DR, som de betaler for.”

Hvis man havde et frit valg, ville det naturligvis dumt ikke at hente sine varer, men sådan er det jo med skattefinansierede ydelser. Selvom jeg betaler til sygehusene via skatten, har jeg ikke nogen intentioner om at benytte mig af deres service hvis jeg kan undgå det.

Medielicensen er og bliver en skat!

Det må være let at være socialist. Der er en facitliste at stræbe efter. Jeg er (klassisk) konservativ, og som sådan vil mange gerne sætte mig i bås med andre der også kaldes konservative. Men jeg har det f.eks. meget svært med George W. Bush,. Dick Cheney og Donald Rumsfeld. Jeg mener, at Clinton var en fantastisk præsident. I amerikansk sammenhæng er jeg mere demokrat end republikaner. Jeg holdt med Gore i 2000 og Kerry/Edwards i 2004.

Det er iøvrigt interessant, at republikanerne, der er de konservative, går ind får en “minimal stat” ligesom “Venstre – Danmarks Liberale Parti” gjorde indtil de blev socialdemokratiske. Modsat går de liberale. dvs. Demokraterne ind for en aktiv statsmagt, som også danske konservative gør.

Den amerikanske komiker Jon Stewart har tydeligvis et horn i siden på republikanerne. Især det neokonservative hoforgan Fox må holde for – og det med rette. Jon Stewart er dog også fair og taler fornuftigt med fornuftige konservative som kommer forbi hans Daily Show. I denne uge havde han således besøg af den tidligere republikanske guvenør i Arkansas Mike Huckabee. Det er en konservativ efter mit hoved. Fornuftig, velformuleret, mod til at stå ved sine holdnigner, empatisk og med en subtil humor.

Han gjorde et godt indtryk på mig, men se selv de to videoklip som jeg har embeded fra Comedy Central. Jeg vil fremhæve to udtalelser:

• I’m a conservative, but I’m not mad at everybody over it.
• I’m pro life. I think that life begins at conception, but I don’t believe it ends at birth. We have to be concerned about a child education, healt care, safe neighborhoods, clean water, the access to college education. That is pro life, to care about a childs entire life

Huckabee nævnes som mulig republikansk præsidentkandidat. Se bl.a. disse to blogs Mike Huckabee President 2008 og Huckabee 2008. Jeg er nu bange for, at han er for pæn til et præsidentvalg, og jeg har ikke haft heldet med mig de to sidste valg. Men jeg ville nu være tryg ved at have ham som præsident i verdens eneste supermagt. Foreløbig har jeg bestilt hans seneste bog “From Hope to Higher Grounds”, for at set hvad han indeholder udover vid og humor.

Se Mike Huckabee i The Daily Show på Comedy Central her.