Archive for the ‘Weblog’ Category
Det var så det valg
Hvis valget var skuffende så fik vi dog maksimalt ud af konstitueringen med Venstre. Tre mandater = tre udvalgsformænd + viceborgmester. I løbet af natten tilbød S, SF, R og Ø os borgmesterposten. Vi valgt dog at blive hos Venstre fordi det ville blive et meget usikkert parlamentarisk grundlag. Vi skal ikke have borgmesterposten for enhver pris. Socialdemokraterne blev på vores initiativ tilbudt at komme med i konstitueringen og få to formandsposter. Men de afslog at de ikke kunne få tre + viceborgmester. Det kalder jeg ikke at kende sin besøgelsestid. I stedet kan vi tone rent borgerligt flag. Vi har et borgerligt flertal og selv om det er spinkelt (13-12) så stoler jeg på at Jesper Bach vil respektere at der skal være plads til os begge i samarbejdet.
Der har være skrevet meget siden valget om Brixtoftes come back i politik. Men hvad er det værd når man ikke har nogen indflydelse? Brixtofte selv var på tv overbevist om at når først stemmerne var talt op ville alle komme rendende for at få velfærdspartiet med i en konstitueringen. Jeg deltog i forhandlingerne indtil den bitre ende kl 3.30 og han blev ikke på noget tidspunkt nævnt.
På det personlige plan fik jeg 54 stemmer. Ikke meget for nummer to på listen men dog en seksdobling i forhold til 2001. Hvis det fortsætter hvad kan det så ikke blive til i 2017?
Til regionsvalget fik jeg 178 personlige stemmer. Det viser lidt om hvor personfikseret kommunalvalget blev.
Men det er jo demokratiets vilkår
De hvide elefanter i politik slipper afsted med hvad som helst
Søren Pind har klaget over at Ritt Bjerregaard ikke bliver gået hårdt nok til i pressen fordi hun er Ritt. I Farum/Furesø har vi det lidt på samme måde. Peter Brixtofte, en sandsynligvis kriminel person, som alle er enige om er færdig i politik og som ingen vil samarbejde med skulle han få sæde i Furesøs kommunalbestyrelse, kommer i pressen med hvad som helst.
Senest med et forslag om enestuer til alle syge. Og det er da et ædelt motiv og Brixtofte påpeger da også groteske forhold på Hillerød sygehus.I sammen moment kommer hans forslag om et privathospital på Flyvestation Værløse. Så er det han slipper for let af krogen for hans vigtiste argument for, hvordan det skal kunne lade sig gøre er, at regeringen er “død fedtet” og bare må betale. Dertil kommer at Region Hovedstaden fødes med et samlet underskud på 500 mio. kr. de første 10 år, og har 1000 sengepladser for meget (som der i dag ligger “sjællændere” i). Derfor vil hans privathospital lukke to andre sygehus. Sandsynligvis Hillerød og Gentofte.
Målrettet beskæftigelsesindsats
Fra 2007 får Furesø Kommune ansvar for alle ledige, dvs. også de forsikrede ledige. Det skal vi benytte til at skabe en sammenhængende beskæftigelsesindsats, der er målrettet til at hjælpe den enkelte ledige med det behov, som han eller hun har.
En af hovedhjørnestenene i indsatsen skal være arbejdsmarkedscentrets samarbejde med erhvervslivet. Udover at kunne hjælpe arbejdsgiverne med at finde en egnet kandidat til en ledig stilling, skal samarbejdet også benyttes til at hjælpe svagere ledige i gang.
Mange af de forsikrede ledige er selvhjulpne, som højest skal holdes til ilden – måske understøttet af et jobsøgningsværksted. Men der er en gruppe, der har særlige behov. Her skal kommunen i samarbejde med arbejdsgiverne finde egnede foranstaltninger med perspektiv i – både for den ledige og for virksomheden – hvad enten det drejer sig om aktivering, fleksjob, læreplads eller lign.
Arbejdsmarkedscentret er centralt i den kommunale indsats. Her har kompetente medarbejdere de værktøjer, der skal til, for at hjælpe den ledige i gang. Hvis den lediges problem er et andet end ”blot” ledighed, er det vigtigt, at der tages hånd det egentlige problem, hvad enten det er manglende sprogfærdigheder, behov for opkvalificering eller hvis der er sociale årsager til ledigheden.
Man kan godt slå en skue i med en hammer, men resultatet bliver nu engang bedre med en skruetrækker.
Furesø – en kommune i udvikling
Udviklingen sker naturligvis på Kasernen, hvor en attraktiv by vokser frem, og på Flyvestationen som udvikles til et spændende område, hvor boliger, erhverv og kultur spiller unikt sammen med store naturområder i overensstemmelse med de afholdte borgermøder.
Men udviklingen sker på mange planer. F.eks. på skolerne, hvor kvalificerede medarbejdere sammen med engagerede forældre og elever former og udvikler skolen, så folkeskolen i Furesø kommune fagligt er på forkant med udviklingen.
Med de ny opgaver kan Furesø Kommune tilbyde borgerne en mere sammenhængende service. Således koordinerer Sundhedscentret forebyggelsen i samarbejde med borgere, arbejdspladser, skoler og institutioner og sørger for genoptræning til de, der udskrives fra sygehus.
Centralt er også Arbejdsmarkedscentret, der i samarbejde med erhvervslivet skaffer beskæftigelse, flexjob eller praktikpladser til arbejdsløse borgere.
Furesø Kommune har fået en god start, fordi vi i sammenlægningsprocessen har kombineret det bedste fra de gamle kommuner og opnået en sammenhængende og fornuftig opgaveløsning til gavn for borgerne og virksomheder.
Note: Skrevet til Frederiksborg Amts Avis. Opdraget til nr. 2 på listen var med 160 ord at beskrive hvordan Furesø Kommune ser ud om 4 år.
Undlad at straffe lønmodtagere i stedet for at skære i dagpengene
Cepos lancerer i dag et forslag om at skære i dagpengene, fordi det viser sig, at mange danskere taber penge på at arbejde. Det er naturligvis grotesk (men prisværdigt), at nogen taber penge på at arbejde. Det skal kunne betale sig at arbejde!
Jeg er enig med Cepos om, at det kunne være en ide at lade dagpenge og overførselsindkomster følge prisudviklingen i stedet for lønudviklingen. I hvert fald for en tid. Men jeg ser ingen grund til at skære i dagpengene.
Jeg så hellere, at man fjernede bruttoskatten (arbejdsmarkedsbidraget), som er en arbejderskat i stedet for en indkomstskat.
I samme øjeblik man rejser sig fra sofaen bliver man afkrævet 8% fra den første krone, man tjener selv. Det vil sige, at man skal have 8,7% mere end understøttelsen for, at det kan betale sig at tage imod et arbejde.
For at belønne de arbejdende folk har regeringen indført et jobfradrag. Men hvorfor afbøde en asocial skat, der holder folk ude af arbejdsmarkedet, med et yderligere fradrag i skattejunglen?
Afskaf hellere bruttoskatten!
Venstre i Farum og arven fra Brixtofte
Borgmester Lars Carpens gør meget ud af at fortælle, at han ikke er Brixtofte. Og det har han jo ret i. Men hvis han vil have andre til at tro, at han ikke blot følger i Brixtoftes fodspor, er det ikke nok at fornægte ham i tale. Det skal også afspejle sig i handling.
Der har været nogle svipsere undervejs, som man i bedste fald kan tilskrive, at det tager tid at lære en gammel hund nye kunster. F.eks. at det ikke er smart at indgå en sponoraftale med Farum Bolkdklub på 1,5 mio. kr. få måneder efter, at man er sat under danmarkshistoriens strengeste administration.
Vi er nu få uger fra det valg, der skal løfte os ud af det dynd, som Brixtofte efterlod os i, og så viser det sig, at retorikken fra Venstre i Farum stadig er, som Brixtofte og hans irakiske informationsminstre Osterhammel og Enevoldsen udøvede den, da de stadig var i Venstre.
I Farum Avis 18. oktober 2005 forfalder Michael Rexen til at bruge betegnelsen “Vinkelvejsmafiaen” om et ad hoc samarbejde, der indimellem tillader sig at lede Venstre på rette vej.
Nu er det tilsyneladende en Venstre tradition at bruge øgenavne (Hindbær Helle) om politiske modstandere, men at kalde Vinkelvejsgruppen for en mafia er mere på linie med Brixtofte og følges dæmonisering af samme ved konsekvent at kalde dem “Hvilkenvejsgruppen”. Et udtryk som de end ikke selv har fundet på.
Hvilke papirnussere?
Michael Rexen fra Venstre beklager sig i Farum Avis 18. oktober 2005 over den jammer, der har fyldt avisen de seneste tre år. Han får det til at fremstå som, at jammeren er problemet. Men selvom om jammeren kan være hjerteskærende, hvis man har dårlig samvittighed, så er jammeren kun symptomer det morads, som den tidligere venstreborgmester efterlod sig.
Det har krævet en jætte indsats af det samlede byråd at rette op, og vi endnu ikke helt i mål. Men vi er kommet langt og Rexens partifælle, borgmester Lars Carpens, har også ydet en stor indsats bl.a. i forbindelse med genopbygning af den kommunale organisation.
Så når Rexen skyder med skarpt mod de ”papirnussere”, der er blevet ansat de seneste tre år, så er det de medarbejdere, som har været med til at sikre, at Farum Kommune omsider har kunnet aflægge et regnskab uden revisionspåtegninger.
Jeg finder det betænkeligt, hvis Venstre ikke længere bakker om op den kurs, der skal sikre en kompetent kommunal organisation, der kan servicere borgere, virksomheder og politikere effektivt men inden for lovens rammer.
Vi skal have en stærk og troværdig kommunal organisation, hvis vi skal klare de udfordringer, der ligger foran os med små ungdomsårgange, pres på velfærdsydelserne og globaliseringen.
- Derfor skal vi satse på udvikling af medarbejderne.
- Derfor skal vi løbende effektivisere arbejdsrutiner ved anvendelse af ny viden og ny teknologi.
- Derfor skal vi gøre kommunen til en attraktiv arbejdsplads, så vi kan tiltrække og fastholde det rigtige medarbejdere.
- Uden gode medarbejdere kan vi ikke yde en god service til borgerne.
Arbejdsmiljø som sundhedspolitik
Furesø Kommune vil overtage ansvaret for sundhedsfremme, forebyggelse og genoptræning når amterne nedlægges. Da kommunen samtidig skal betale for borgenes brug af sygehusydelser er der et incitament for at gøre en god indsats her.
Et godt arbejdsmiljø er en vigtig del af forebyggelsen. Når arbejdsulykker kræver sygehusbehandling skal kommunen betale for dette. Kommunen betaler endvidere sygedagpenge ved langvarig sygdom. Hvis nedslidning ender med førtidspension skal Kommunen også betale. Dertil kommer arbejdsgiverens udgifter til vikarer og lign. Og så må man ikke glemme, at det hele drejer sig om en person, der er kommet til skade eller er nedslidt.
Som konservativ vil jeg arbejde for sammenhæng og fornuft. Der er således god fornuft i at se sundhedspolitikken i et større perspektiv, der bl.a. omfatter arbejdsmiljøet.
Furesø Kommune må starte med at gribe i egen barm. Kommunen bliver den største arbejdsgiver i kommunen. Furesø Kommune skal derfor gå forrest og at sikre de kommunalt ansatte et godt arbejdsmiljø. Personalets trivsel er jo også en forudsætning for at kunne levere en sikker og stabil service til borgerne.
Furesø Kommune skal i samarbejde med de øvrige ansvarlige arbejdsgivere i kommunen dele erfaringer om, hvordan man skaber resultater på arbejdsmiljøområdet til gavn for de ansatte og for virksomheden.
Endelig skal Furesø Kommune som opdragsgiver til sygehussektoren kræve effektivt tilrettelagte patientforløb af Region Hovedstaden. Og en sundhedskoordinator skal rådgive og vejlede den enkelte borger gennem behandlingssystemet og sikre en smertefri overgang fra sygehuset til den kommunale genoptræning.
Furesø Kommune er ikke bare en sammenlægning af to kommuner. Det er en helt ny kommune med meget større ansvar. Vi konservative er klar til udfordringen med at skabe en ny sammenhæng til gavn for borgerne i Furesø Kommune.
Eva Kjer Hansen har jo ret
Det har ikke været kønt. Hverken mediestormen eller de udtalelser som socialminister Eva Kjer Hansen er blevet citeret for. Når medierne går i spin, så forsvinder sprogets finesser, og alt bliver sort hvidt.
Hvor klodset ulighed/lighed tankerne end er blevet fremsat så er der en stor grad sandhed og fornuft i dem.
Selvom “nød lærer nøgen kvinde at spinde”, så er det ikke en gangbar socialpolitik. Målet er derfor ikke at skabe ulighed for ulighedens skyld, men at give dem der kan, har viljen og ideerne mulighed for at skabe den vækst, som vi alle nyder godt af. Jeg kan ikke tror at nogen enlig mor til fem er blevet fattigere af at Janus Friis har solgt Skype for milliarder.
Selv Enhedslisten burde hylde uligheden for ellers ville der ikke være nogle “rige svin” at slagte for at finansiere deres politik.
Eva Kjer Hansen har selv sagt “Jeg vil bekæmpe fattigdom, ikke rigdom. Man får ikke mere velstand til de fattige ved at bekæmpe de rige” Jeg kan kun supplere med min kongstanke; at man måler et velfærdssamfund på hvor godt vi tager os af de svageste, ikke hvor mange penge man omfordeler via skattebilletten.
Desværre har den tidligere liberalist og nuværende statsminister Anders Fogh Rasmussen med sit knæfald for ligemageriet fastslået, at Venstre er Danmarks største socialdemokratiske parti. Hvad skal vi med fire socialdemokratier?
Bendt Bendtsen har heldigvis slået fast at “Lighed er ikke vores mål“. Det er snart kun os Konservative der har mandsmod til at til at stå ved vores holdninger.
Det Tragikomiske Velfærdsparti
Det skulle være sundt at grine. Det kan kun være det ærinde som Velfærdspartiets bestyrelsesmedlem, byrådskandidat og webmaster Hans Erik Enevoldsen er ude i med sit indlæg “Dagpenge til merværdi“. Desværre er det for tragisk til at være rigtigt morsom.
Meningen er god nok. Hvis man får arbejdsløse fra passiv forsørgelse til erhvervsarbejde vil det øge kommunens skatteindtægter. Men så er det Enevoldsen vover sig ud i beregninger for at sætte trumf på.
I et eksempel belønnes rengøringsarbejde med 128 kr. i timen. Der til skal lægges 5% for indpasning i arbejdsplaner, 44% i lovbestemte og overenskomstaftalte sociale tillæg, 15% til omkostninger samt 15% i fortjeneste. Det giver en salgspris på 256 kr. pr time.
Hvis de 348 personer, der i budget 2005 forventes at være uden beskæftigelse, alle fik et rengøringsjob eller lignende, så regner Enevoldsen sig frem til at det vil øge beskatningsgrundlaget i Farum Kommune med 348 personer * 256 kr./time * 1480 timer/år i alt 131.850.240 kr. Heraf tager kommunen 22,8% altså ca. 30 mio. kr. Samtidig sparer kommunen sin andel på 50% af dagpengene på i gennemsnit 11.000 kr. pr. måned. (ca. 23. mio. kr. pr. år)
Fantastisk – hvis det ikke bare for, at utopien IKKE giver 30 mio kr. i ekstra skatteindtægter til kommunen.
- I stedet for at opkræve skat af lønindkomsten opkræver Velfærdspartiet indkomstskat af salgsprisen, dvs. også skat af virksomhedens omkostninger. (-66 mio kr. i Velfærdspartiets beskatningsgrundlag)
- Da der også betales skat af understøttelse stiger beskatningsgrundlaget ikke med den fulde lønindkomst men kun ekstraindtægten (-45. mio. kr.)
- Endelig skal der betales arbejdsmarkedsbidrag af lønindkomst, men ikke af understøttelse. (-5 mio. kr.)
Tilbage er 14,7 mio. kr hvoraf der kan opkræves 3,3 mio.kr i kommuneskat. Her er der til forskel fra Enevoldsens udregninger også taget højde for bundfradraget, der forudsættes udnyttet allerede med dagpengene.
3,3 mio. kr. der da også værd at tage med, men det skal sammenlignes med udlægget på 30 mio. kr. Det er den slags beregninger der får det til at ligne en god ide at bygge et stadion til 450.000.000 kr. – på afbetaling!
Det er en god ide at hjælpe arbejdsløse tilbage i varig beskæftigelse. Ikke kun på grund af økonomien (for det ER en god forretning) men fordi det betyder noget for selvværdet at kunne forsørge sig selv. Jeg tror ikke at man kan skaffe arbejde til alle, men det er et godt mål. Det kræver en individuel indsats for hjælpen skal være tilpasset den enkelte hvad enten problemet er manglende arbejde, manglende kompetencer, sociale årsager eller andet.