Hvorfor konservativ?
Da jeg voksede op i Odense og blev klar over at der var nogen der var valgt til at styre samfundet for os andre, dvs. sidst i 70′erne/starten af 80′erne, var der socialdemokrater over alt. Verner Dalskov var borgmester i Odense og Anker Jørgensen var statsminister. Faktisk troede jeg først, at det var en naturlov, at socialdemokraterne sad på magten. For lige meget hvor skidt det gik, så blev de siddende.
Det var først, da Poul Schlüter blev statsminister i 1982, at det gik op for mig at det kunne være anderledes. Endelig var der nogen der talte fornuft i stedet for de endeløse tomme socialdemokratiske partiskoleparoler. “Nu må vi smøge ærmerne op og tage fat.” Der kom optimisme ind i samfundet og der blev gjort noget ved problemerne.
Konservatismen tiltalte mig og gør det stadig af flere årsager.
For det første fordi det ikke er en ideologi. Socialister og liberalister har deres drømmesyn om det ideelle samfund til at retfærdiggøre beslutninger og holdninger. Men ved at have blikket rettet imod en utopi underkender de begge, at udgangspunktet er den nuværende situation. Konservatismen tager netop udgangspunkt i det bestående samfund for at gøre det bedre. Derfor er der forskel på konservatisme på dansk og konservatisme i andre lande.
Ret beset finder jeg den rene liberalisme og den rene socialisme for lige umenneskelige.
I stedet for ideologier har vi værdier. Værdier er mere værd end ideologier, fordi man med værdier kan have en målestok for sig selv og sit eget virke. Det er sværere med ideologier, da de kendetegner samfundssystemet. Kan man være en god liberal i et socialistisk samfund? Man kan dele værdier med andre, men man må ikke pådutte andre ens egen værdier.
Som konservativ ser jeg samfundet som bestående af selvstændige individer. Men individerne indgår i forskellige former fra fællesskaber – familie, venner, naboer, skole, arbejdsplads, sportsklub, kommune, samfund osv. Det er balancen mellem og respekten for både individ og fællesskab der kendetegner konservative.
Det er i mødet med andre, at værdierne skal komme til deres ret. Ikke til at vurdere andres men til at måle ens egne adfærd og holdninger. Og hvad er det så for værdier?
Det er først og fremmest det personlige ansvar. Man er ansvarlig for sig selv og sine nærmeste og for at leve op til de værdier er binder samfundet sammen.
Det er, at den stærke hjælper den svage. I Danmark er hjælpen for en stor del institutionaliseret i sociale systemer og det er for så vidt godt nok men det fritager ikke for en personlig indsats og empati. Næstekærligheden kan ikke institutionaliseres
Det er individets frihed. På den ene side vil retsstaten begrænse den absolutte personlige frihed men samtidig er demokratiet den bedste garant for frihed. Det er en væsentlig balancegang, men for at sige det med et godt konservativt slogan: Staten skal være stærk nok til at hjælpe den svage, men for svag til at knække den stærke.
Samt at alle er lige. Det betyder ikke at alle skal være ens, men ingen har mere ret end den næste. Lighed for loven kunne man sige, men også at man må vurdere andre efter samme kriterier som man vurderer sig selv. Alle er ligeværdige.