Posts Tagged ‘CD’
Forrygende finsk a cappella
Jeg er har længe fulgt den fantatiske a cappella podcast Mouth Off, hvor Dave og Christopher sludrer, kritiserer, hylder, uddanner og underholder om a cappella. Begge er vidende, underholdende og passionerede omkring a cappella musik. Det er altid værd at lytte til, og der kommer et nyt afsnit hver søndag.
14. februar havde de valgt at se nærmere på You’re the Voice fra finske Club For Five. Dave og Christopher er meget åbenhjertige i deres anmeldelser og stikker ikke noget under stolen. Men anmeldelsen af You’re the Voice er en knap 25 minutter lang ensidig kærlighedserklæring, som jeg kun kan tilslutte mig. Anmeldelsen starter ved 28:25 i den version af episoden der ligger på hjemmesiden. Cirka halvvejs måtte jeg logge på iTunes og købe albummet. mens jeg hørte resten af anmeldelsen. Så godt er det.
Normalt finder jeg at den meget udbredte bruge af andres sange er a cappella muskens svøbe. Med stemmen alene bliver coversange for let lidt cheasy udgaver af en god original. Bortset fra første sang, der er en ordløs prolog, så består albummet af covers af kendte sange. Men Club For Five har i den grad formået at opdatere sangene og gøre dem til unikke kunstværker i egen ret og ikke kun kopier. Jeg tager ofte mig selv i om ikke at glemme, at det er covers, så dog at tænke at det er sådan denne sang er skrevet til at blive fremført.
Måske fordi jeg selv er bas, så er jeg fuldstændig bjergtaget over deres udgave af Dire Straits Brothers in Arms:
CD indspilning med ReChoired
Tre koncerter holdt ReChoired i weekenden for at indspille deres live CD “Calender Songs” der kommer til efteråret. Esben havde været forbi Rockkoret en øveaften. Og så var der jo bare med at komme af ste. Dels for at støtte ReChoired, dels for at se hvordan de greb indspilningen an og dels fordi ReChoired er et godt kor.
Straks ved indgangen blev man mødt af kendte ansigter. Morten Kjær stod i døren og bag knapperne sad Henrik Birch Aaboe. De to stod for indspilningen.
Jeg var til den sidste koncert af de tre og måske var det derfor, at koret virkede meget rutinerede og sikre i næsten alt hvad de foretog sig. Der var ikke mange skæve toner eller indsatser. I det hele taget var det en af de mest helstøbte korkoncerter jeg har oplevet længe.
Alle 19 sangere var udstyret med egne mikrofoner. Det er noget der kræver træning, men Hanne bedyrede, at de ikke havde prøvet at have hver deres mikrofon før lydprøven til koncerterne. Det lød af en million.
Noget af det jeg har været begejstret for ved tidligere koncerter med ReChoired er at de skifter koropstilling flere gange under koncerten. I dag satte mikrofonledningerne deres begrænsning for de udskjelser men alligevel var det også en seværdig koncert. Der var ikke meget saltstøtteri at se der.
Repertoiret spændte vidt. Fra Sting over Eva Cassidy til den danske Højskolesangbog. Alle sange var arrangeret af ReChoireds korleder, Peter Bom, der sad ved pianoet koncerten igennem. Derudover blev koret ledsaget af en bassist og en percussionist.
Jeg glæder mig til at høre resultatet.
Forfriskende Morten Kjær
En minderig morgen på Grundvigs Højskole gav Morten Kjær en forsmag sine egne sange for deltagerne på Rytmisk Kor 2007. Siddende ved flyglet fortalte Morten om processen og historien bag sangene og bjergtog publikum med sine nærværende sange og sublime stemme. Det var ren magi – blot Morten og et flygel
Lørdag var der så release party for hans solo cd “Fra en ny altan”.
Sammen med Keld og Marianne fra Rockkoret og Lene fra Vocal Pleasure tog jeg med til release festen. Keld og Lene var med den magiske morgen og Morten gav sin første huskoncert hjemme os Marianne ved Rockkorets julefrokost 2007. Derudover har vi mødt Morten som instruktør i forskellig sammenhæng.
Festen blev holdt i Støberiet på Blågårds Plads. Det var rigtig hyggeligt med flere kendte ansigter både fra Grundvigs Højskole (flere fra Nodeknækkerne) og instruktører fra korworkshops. Men det drejede sig naturligvis om Morten. Han fortalte og takkede og gav smagsprøver fra cd’en. Det er mit indtryk, at Morten nød aftenen,. Det har han fortjent. Vi nød det i hvert fald.
Denne aften akkompagnerede han ikke sig selv på tangenter, men blev ledsaget af bandlyd – desværre ikke live men fra cd – men Mortens stemme står så meget desto klarere. Jeg havde lyttet på Mortens Myspace i forvejen, så jeg vidste, at sangene var blevet tilført ekstra vitaminer siden i sommers. Sangene bliver anderledes med fuldt band, men jeg synes stadig, at de holder. Det beviser sangenes styrke, at de stadig fungerer og er lige troværdige.
Jeg har vel efterhånden hørt den hjembragte og signerede cd fem gange i dag. Den holder hver gang. Min eneste anke skulle være, at sangene insisterer på opmærksomhed. Det er svært ikke at lytte efter.
Mine ynglingssange (lige nu) er åbningsnummeret “Forbudt ballade (Undskyld)” – en humoristisk og ydmyg kommentar til “se mig” mentaliteten, der stortrives i medierne, “Set i mit bakspejl” – en dejlig følelse af ud i det blå uden andet mål end nydelse, “Din halve blues” – har-du-i-virkeligheden-noget-at-brokke-dig-over!, “Pizzapoesi” – ensom melankoli og “Fra en ny altan” – håb.
Det kræver mere at både kunstner og lytter, når sangene er på dansk. For Morten er det lykkedes at skrive nogle vedkommende sange, der ikke lyder son noget, man har hørt før. Det er forfriskende, at disse sange tydeligvis er blevet komponeret, skrevet og bearbejdet inden de er kommet i studiet. Det er ikke produceret pop som meget af det musik man ellers hører på P3.
Det kan godt være, at det ikke er en voldsomt dansabel cd, men ”Fra en ny altan” emmer af vedkommende nærvær og personlige erfaringer, som det kun kan komme fra en talentfuld singer-songwriter. Morten er en fantastisk sanger, han vil kunne mestre alle genrer, alligevel skaber han en stil som må være hans egen.
Jeg kan ikke anbefale “Fra en ny altan” nok.
Fra ide til CD
Der blev helt stille i studiet, alles øjne rettede sig mod Henrik, mens han lyttede til de sidste takter af ”En sang om kærlighed”. Roligt tog han hovedtelefonerne af, og med ordene ”Vi har en cd” brød jublen løs.
Projektet var egentlig startet i august 2003, da bestyrelsen og dirigent Jakob Grove Madsen vedtog, at Rockkoret skulle udforske temaet ”nyere nordiske sange”. Jakob gik straks gået straks i gang med at arrangere sange af Saybia, Tim Christensen, Erann DD og TwoFace.
Flere af tidens hits kom til, men da Claus spurgte om temaet også omfattede egne kompositioner kom The Moon på repertoiret. Oprindeligt skrevet til hans band Fluid Face, blev den hurtigt korets yngling og endte med at blive titelsangen på ”For the Moon”
Mens temaet tog kegler ved vores koncerter, modnedes ideen om en ny cd. Rockkoret havde udviklet sig meget, siden vi udgav ”Let’s Rock You” i 2001. Vi havde noget nyt at komme med, og på generalforsamlingen i marts 2004 blev så besluttet. Men sådan en cd indspiller jo ikke sig selv – der lå mange opgave foran os.
Udover temaet var ideen, at alle sange på cd’en skule være arrangeret til Rockkoret. Så Jakob måtte tilbage i studerekammeret, og Morten Kjær blev bestilt til at arrangere Kashmirs Rocket Brothers.
Hvis vi skulle toppe på cd’en, skulle teknikken også være i top. Henrik Birk Aaboe, Corona Music blev kontaktet, og han var heldigvis med på ideen. Indspilningen var dermed i de bedste hænder, og det kom vi senere til at mærke!
Indspilningen fandt sted over to weekender i starten af 2005 i Sankt Annæ Pigekors øvesal på Skt. Annæ Gymnasium. Selvom vi fra september ikke havde givet koncerter for at koncentrere os om at indstudere og finpudse sangene, fik vi vore sag for.
Det er hårdt nok at synge to gange otte timer to weekender i træk. Men samtidig hersede Jakob og Henrik godt og grundigt med Rockkoret. Henriks nådesløse ører afslørede alt, og han lod os heldigvis ikke slippe af sted med hvad som helst. Ved den mindste vaklen i geledderne var det om igen, indtil vi havde en perfekt optagelse. Det var hårdt men lærerigt.
Men at ”Vi har en cd” var nu alligevel en tilsnigelse. For fra de mange timers sang på harddisken og til det færdige resultat var der stadig et stykke vej. Mix og produktion af cd’en overlod vi trygt til Henrik. Men til resten måtte vi trække på alle 40 kormedlemmers kompetencer for at få designet cover, indhentet rettigheder, informeret pressen osv.
Det vigtigste var dog festen. Med det arbejde, der var lagt i cd’en, skulle udgivelsen også markeres med en ordentligt fest. Familie, venner og bekendte blev sammen med adskillige kor i København og omegn inviteret til at høre de første officielle toner fra ”For the Moon”. Med mindst 200 gæster på en grå majaften blev det en fantastisk fest, hvor pindemadderne og drikkevarerne kun lige nøjagtig slog til.
Men den egentlige prøve skulle stå, da vi præsenterede sangene til vores traditionelle majkoncerter i Rundetårn. Måske var det koncertpausen, der gjorde det, men Rockkoret var tændt som sjældent set, og reaktionen fra de knap 300 publikummer til de to koncerter var ikke til at tage fejl af. Processen havde taget næsten to år, men det var anstrengelserne værd.
Nu glæder vi os til at give koncerter igen – for vi har en cd!
Skrevet til og bragt i Kor72 bladet september 2005