povls blog

Posts Tagged ‘Demokrati’

Den amerikanske sundhedsreform er egentlig ligegyldig i en dansk sammenhæng. Men da mange politiske strategier og kneb finder vej fra USA til Danmark, kan det være interessant af følge slaget.

Jeg er overbevist demokrat. Blandt mange ting er demokrati for mig en civiliseret måde at være uenig på.  Modsætningers sameksistens, dialog og samarbejde sikrer mest mulig frihed for alle og ikke kun for den herskende klasse.

Min tro på demokratiets selvindlysende værdi gør, at jeg naivt mener, at deltagerne skal overholde demokratiets gentlemanregler. Fx at begge siders argumenter har ret til at blive fremført og hørt i den demokratiske proces.

Selvom jeg ved, at der er mange tosser i guds eget land, så blev jeg alligevel lidt skræmt, da jeg så det første indslag i mandagens Rachel Maddow Show.

Det er ikke fordi taktikken er ny. Jeg har hørt, at overdøvning af modstandere skulle have været en del af taktikken for kommunistiske del af fagbevægelsens kamp mod den socialdemokratiske ditto. Og hvem husker ikke pibekoncerten mod den daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs ved hendes forsøg på at tale til demonstrerende elever?

Men en ting er ekstreme grupper eller spontane reaktioner. Det som Rachel Maddow beskriver, er en bevidst strategi for at intimidere modstandere, så de ikke får lov til at udøve deres demokratiske ret, udvirket af den ene af to politiske bevægelser i et topartisystem.

Samtidig har man så Fox News til at fremstille det hele som en græsrodsbevægelse. Heldigvis er der et ord for det: “Astroturfing” eller kunstgræsrodsbevægelse.

Også mandag aften viste Jon Stewart så, hvordan Fox News “gøder” kunstgræsset – The Crank Cycle

Det paradoksale er, at dem der bruger skrotningsordningens overrumplende succes som argument for, at staten (Obama) så nok heller ikke kan drive et sundhedssystem, er de samme som i starten af året var imod statens redningsplan for bilindustrien, fordi “staten ved ikke noget om at sælge biler”. Dertil kan man så tørt konstatere, at Obama tilsyneladende ved bedre end bilindustrien hvad, amerikanerne vil have – bedre brændstoføkonomi.

Jeg kan huske Rote Armee Fraktion fra min barndom. Jeg kan huske de Røde Brigader. Jeg kan huske en tid med tilfældige og blodige terroranslag fra disse og fra forskellige palæstinænsiske organisationer.Jeg husker ikke tiden som en tid præget af frygt personeligt, men der var en konstant og næsten følbar spænding mellem øst og vest med den tredje verden og især mellemøsten, som den varme del af en kold krig.

I fredags så jeg Baader-Meinhof Komplekset. Jeg var spændt. Jeg foragter terror i dag og dengang. Ville filmen forsøge at forklare eller forsvare at RAF tog så drastiske midler i bruge. Ville man får sympati for deltagerne? Ville man forstå dem?

Det var en tankevækkende film. Den fremstår meget troværdig og neutral i sin skildring af hvad der skete. Og er klart seværdig.

Filmen har RAF’s medlemmer som de centrale figurer, så man følger deres udvikling fra modstandere til terrister. Det må næsten starte i Tyskland som er den kolde krigs europæiske stand off. Muren er stadig ny og under udbygning. Den amerikanske hær er til stede i forbundsrepublikken. Og ungdomsoprøret

Det starter med et spændt Vesttyskland. Muren er stadig ny og under udbygning. Den amerikanske hær et talstærkt til stede som modvægt til Sovjetunionens kontrol over Østeuropa samtidig med at de udkæmper en upopulær krig i Vietnam. Ungdomsoprøret skaber konfrontationer mellem unge og politiet, som giver grobund for radikaliserede grupper som f.eks. RAF.

Filmen formår ikke at retfærdiggøre terrororganisationerne, og det er nok heller ikke dens mål, men den viser den absurde “logik” som deltagerne bruger for at kunne gøre det de gør. Paranoiaen der dæmoniserer det demokratiske samfund der” spiller efter reglerne”.

Man sidder tilbage med en fornemmelse at kæden hoppede af meget tidligt i forløbet. For det bliver hurtigt vigtigere at være imod end at være for. Hvad er det efterhånden de kæmper for? Hvad har de overhovedet opnået? Og har de ikke tabt kampen til sig selv ved at vælge et våben – terroren – der er ude af proportioner med det mål de til opnå.

Det er påfaldende at RAF opstod i opposition til et samfund et demokrati som netop tillader opposition. De samfund som RAF idealiserede tillod ikke nogen form for opposition.

Udstillingen af ekstremismens absurditet er desværre stadig aktuel i dag. Den socialistiske terror er godt nok gået i sig selv igen, men nu er terroren i stedet religiøst begrundet. Og palæstinenserne situation er stadig uløst og kan bruges som løsrevet begrundelse for terrorhandlinger.

Demokratier kæmper en assymtrisk krig mod terror, fordi demokratiet skal følge demokratiske spilleregler og værdier. Det sker, at demokratier går overstregen, som fx USA’s brug af tortur. Men  demokratier indeholder mekanismer til at reparere sig selv, også når det er hovedet det er galt med. Totalitære regimer har sjældent denne evne og vil derfor forfalde eller gennem vold blive erstattet af et totalitært styre. I begge tilfælde lider befolkningen.

Fordi demokratiet er et udtryk for folkets kollektive enighed har demokratiet en indbygget træghed, der forhindrer ekstreme udsving. Derfor har tilhængerne af idealer, der ikke tåler modsigelse, trange kår og må i sidste ende ty til terror forklædt som revolution. Men demokratiet vil altid vinde til sidste – forhåbentligt.

Deltagelse er for mig en væsentlig forudsætning for demokratiet. Derfor skal det være muligt (og forholdsvis nemt) at opstille en liste til et lokalvalg. Jeg har naturligvis mit ståsted i et etableret parti som langt overvejende stemmer overens med mine holdninger.

Der kan være mange mere eller mindre troværdige begrundelser for at etablere en borgerliste.

• Det kan være at man ønsker at fremme et lokalområdes sag. Det er reelt nok, især når vi ser større og større kommuner, at små lokal områder frygter at blive klemt eller glemt. Det respekterer jeg men i den sammenlægning vi står overfor er der en fare for at lister for gamle kommuner ikke vil bidrage til den fremad rettede proces men vil kæmpe om gamle grænseposter.
• Det kan være at man ønsker at fremme en (for en selv) meget vigtig enkelt sag, der måske endda går på tværs af partiskel. Igen, fair nok. Men en valgperiode varer fire år, og hvad med de andre sager som fylder 95% af det politiske arbejde. Med det etableret parti har man en formodning om hvad de mener. Men en borgerliste er sværere at forudse når det bliver hverdag.
• Endelig er der personlisterne. Skuffede personer eller personlige vendettaer. Vi har mindst 3 af dem i Furesø Kommune. For mig må politik og demokrati aldrig blive et personligt projekt.

Lokallister er ikke et sygdomstegn, tværtimod. Men jeg vil alligevel råde til, at man tænker sig godt om for krydset rækker fire år.

Når borgerlister skal markedsføre sig er det derfor på enkeltsagen hvis man har sådan en men også på myter om de andre. Jeg finder det ikke særlig overbevisende at man skal markedsføre sig på andres    (påståede ) svagheder i stedet for egne styrker. Et godt eksempel er Ove Karsten Pedersen, der er opstillet i Faaborg-Midtfyn, og som har som en af sine mærkesager: At fremme lokalpolitiske synspunkter for de 96% af borgerne, som ikke er medlemmer af politiske partier.

Jeg mener, at det er arrogant at påstå, at partierne kun repræsenterer medlemmerne. Hvis stemmeprocenten kun være 4% så ville det være et problem men det er det jo ikke. Sandheden er, at partierne jo bejler til de vælgere, der IKKE er medlem af partiet. Partimedlemmernes stemmer har man jo!

Vores lokale Peter Bugge fra Borgerlisten i Farum har været ude i nogenlunde det samme ærinde når han udtaler, at han stiller på for borgerlisten, “fordi de etablerede partier har spillet fallit´”.

Lasse Jensen har sit eget (udmærkede radioprogram) “Mennesker og medier“ på Danmarks Radios P1 og kan derfor blotlægge sine tanker uden at blive modsagt. F.eks. 2. december hvor Lasse Jensen gør sig tanker om Wallait Khans partihop. På websiden for denne dags program hedder det:

“I sin ugentlige kommentar spekulerer Lasse Jensen over, hvilken behandling Walid Khan ville have fået, hvis han havde heddet Jensen i en lille købstad, der ligesom andre kommunalpolitikere havde skiftet parti og/eller alliancer. Nu er han altså pakistaner, muslim og er valgt i København. Det er meget risikabelt.”

Om så Khan havde heddet Khan i enhver anden købstad, var der ikke kommet den nationale hype om hans partihop. Men nu er han politiker i Danmarks største provinsby, hvor lokalaviserne er landsdækkerne, så naturligvis bliver det slået større op, end hvis en venstregruppe går i opløsning i Egedal.

Wallait Khans “griskhed” skyldes ikke hans pakistanske baggrund, men det der slår mig som det mest bemærkelsesværdige ved hans partihop er hans begrundelse. I radioen hørte jeg ham forklare, at han ikke ønskede, at Mogens Lønborg skulle være borgmester, da Lønborg ikke entydigt havde kæmpet for, at Søren Pind skulle være overborgmester. Han er i stedet sprunget til SF, som jeg ikke kan forestille mig ønskede Pind som borgmester.

Når Lasse Jensen spiller racekortet for Khan skyldes det nok mere, at Khan også midt i det hele skulle forklare sit forhold til Hizb ut-Tahrir. Men det har jo ikke noget med hopperiet at gøre.

Ret beset er Khans partihop ikke det (relativt) mest omtale eller det, der har trukket det største. Det er nok Brigitte Jerkel, der fældede René Milo i Greve. Khan har ikke fået et fakkeltog imod sig eller er blevet lagt for had af Venstre i samme omfang som Jerkel. Ydermere har Jerkel fået et hadehjemmeside i mod sig i form af greve2005.dk.

Det er i den forbindelse tankevækkende, at aktionsgruppen bag greve2005.dk, der protestere “over Brigitte Jerkels opfattelse af demokrati” dækker sig bag anonymitet fordi “Politiske holdninger og diskussioner kan ophidse folk”!

At mange er blevet stødt over Jerkels hop, kan jeg godt forstå, men det sker jo som Lasse Jensen påpeger alle steder efter et valg. Men hvis man som aktionsgruppen føler, at man kæmper en retfærdig sag så skal man kunne kæmpe med åben pande. Det er uærligt at bringe anonyme indlæg og så fralægge sig ansvaret for indholdet. Den ophidselse, som de vil beskytte sig mod, står de jo selv for.

Det strider med min opfattelse af demokrati, at man ikke vil lægge navn til sine holdninger.

Jeg kan godt forstå, at Jerkel har valgt at politianmelde sitet. Om ikke andet så for at få fastslået hvor langt, man kan gå i den offentlige “debat”.

Af Povl Barkler, formand for De Konservative i Farum og Benedikte Kiær, folketingskandidat for De Konservative i Hillerødkredsen

Åbenhed i den offentlige forvaltning og i den politiske beslutningsproces er en forudsætning for, at demokratiet kan fungere. Derfor har vi offentlighedsloven, som blandt andet skal sikre, at borgerne kan søge aktindsigt hos stat, amt eller kommune. Desværre sker det alt for tit, at loven ikke bliver overholdt. Det har især været et problem i Farum – et problem, der heldigvis er ved at blive løst.

Vi konservative er stærke fortalere for, at det skal let og gennemskueligt for borgerne at følge med i den offentlige forvaltning. Derfor går vi ind for, at borgerne får lettere ved at søge aktindsigt, end tilfældet er i dag. Aktindsigt er nemlig den ultimative demokratiske kontrolfunktion, der er med til at sikre, at myndighederne forvalter efter love og regler samt at magten ikke bliver misbrugt.

I Farum har der været problemer med åbenheden. Men det er byrådet heldigvis i færd med at rette op på. Med inspiration fra andre kommuners praksis på området vedtog byrådet 20. januar 2004 at øge gennemsigtigheden og informationsniveauet i byrådet. Baggrunden var et flertals forslag til en række administrative retningslinier, der skal sikre større åbenhed. Det drejer sig eksempelvis om åbne postlister på internettet, byrådets adgang til referater fra direktionsmøder, svarfrister til politikerne mm.

Alene mistanken om mangelfulde oplysninger er ødelæggende for demokratiet. Derfor er byrådets beslutning om øget gennemsigtighed samt sikring af et højt informationsniveau meget væsentlig. Det er nemlig det første skridt mod større åbenhed i Farum – og det lover godt for demokratiet!