Posts Tagged ‘Farum’

Plads til forskellighed

Som konservativ formand glæder det mig, når medlemmerne deltager aktivt i debatten. Jeg er derfor glad for at høre fra Metin Bicen, der desværre ikke siden valget har deltaget i det politiske arbejde.

Selv med et fælles værdigrundlag kan man være uenige. Det skal der være plads til i et politisk parti. Jeg må dog rette et par grundlæggende misforståelser i det indlæg, som Metin lægger navn til i Farum Avis 13. januar.

Vi Konservative er så borgerlige, at det gør noget. Det er baggrunden for Per Edréns stillingtagen i byrådets sager. Desværre ligger Metin under for den vrangforestilling, som Venstre i Farum dyrker, at vi skulle have deponeret vores politiske selvstændighed i Vinkelsvejsgruppen. Det er absurd, for Vinkelvejsgruppen er et upolitisk samarbejde.

Vinkelvejsgruppen træder sammen ved mistanke om urent trav eller spil med fordækte kort. Snyd og fifleri kan ingen konservativ acceptere. Det burde ikke være nødvendigt at slå fast, at ”lov er lov, og lov skal holdes”, men desværre er Vinkelvejsgruppens indsats stadig nødvendig.

Vi fører konservativ politik. Det skylder vi vælgerne, og det skylder vi Farum. Derfor vil vi fortsat fremme åbenhed og hæderlighed i byrådet. Partier, der støtter dette formål, samarbejder vi med om det. Hvis andre borgerlige er uenige, er det dem, der har et problem med deres borgerlighed. Vinkelvejsgruppens samarbejde forhindrer os ikke i at føre borgerlig politik. Tværtimod.

Åbenhed og troværdige beslutningsgrundlag er afgørende for, at byrådet kan træffe de rigtige beslutninger. Det gælder i Farum såvel som i alle andre kommuner. Uangribelig embedsførelse skal genskabe Farums troværdighed overfor private og andre samarbejdsparter. Det er hvad Vinkelvejsgruppen kæmper for.

Forhastede jordsalg bringer os ikke ud af den aktuelle økonomiske pine. Der skal udvises udstrakt men velovervejet nøjsomhed i alle dele af kommunen. Serviceaftaler skal styres og evalueres, så vi får de rigtige ydelser til den rigtige pris. Udbud gennemføres efter bogen, så vi får det, vi har behov for, til en reel og konkurrencedygtig pris. Engangsindtægter skal bruges til engangsudgifter såsom afdrag på gæld eller investeringer.

Det er ikke umuligt, men det bliver et langt sejt træk. De Konservative er garant for ægte borgerlig politik og anstændighed. Alle der er enige heri, kan støtte vores indsats for Farum ved at melde sig ind i det Det Konservative Folkeparti.

Venstre og boligerne

Venstre i Farum vil ikke have andelsboliger på kasernegrunden. I Farum Avis 19 december skoser Ole Osterhammel [Se note] således de borgerlige i oppositionen for at foretrække projekter, der indeholder andelsboliger. Det sker bl.a. med ordene ”…Farum [har] ikke brug for mere socialt boligbyggeri.”

Men jeg husker ikke at have set Venstres skribenter protestere over Venstreborgmesterens planer om at opføre 48 andelsboliger i 2½ etage på Skolelandbrugets jord. Der var heller ingen Venstre protester, da Farum kommune 15. juli fik tilsagn om en kvote på 210 andelsboliger efter kommunens egen ansøgning. Venstre begræd heller ikke Lind & Risørs succesfulde salg af 50 andelsboliger på Rørmosegård. Hvad Venstre mener om andelsboliger afhænger åbenbart af, hvilken vej vinden blæser.

Venstre i Farum kalder andelsboliger for ”socialt boligbyggeri”, og ifølge Venstre må man som borgerlig være imod socialt boligbyggeri. Men andelsboliger er netop ikke almene boliger. En andelsbolig er en ejerbolig. Så den argumentation holder ikke.

Venstres indskrænkede udlægning af borgerlighed kan jeg heller ikke genkende. Som socialt ansvarlig borgerlig er jeg hverken imod alment boligbyggeri eller andelsboliger. Jeg ønsker tværtimod en blandet boligmasse, så der er boliger for enhver smag og økonomi, også i Farum Nord – og der er vel i virkeligheden ganske liberalt!

Så hvad er det egentlig, at Venstre har imod andelsboliger?

Venstre har også travlt med at omsætte en delvis teknisk prisforskel mellem tilbudene til skattepoint. Alle vil sætte skatten ned, men vi Konservative ønsker, at det skal være reelle skattelettelser.

Engangsindtægter f.eks. fra jordsalg kan kun bruges til at lette skatten én gang. Det er åbenbart Venstres plan. Men engangsindtægter bør bruges til engangsudgifter såsom afdrag på gæld eller investering i byggemodning af kasernegrunden.

Vi Konservative vil give reelle og varige skattelettelser. Det skal ske gennem en målrettet indsats for at opnå et stabilt overskud på kommunens samlede løbende drift. Alt andet er blændværk.

Note: Farum Venstreforening har anmodet om at vi gør opmærksom på, at Ole Osterhammel ikke længere er medlem af Venstre (09.03.2005 Webmaster)

Her går det godt

På forsiden af Farum Avis 9. december jubler borgmester Carpens over en bedre kommunal likviditet end forventet. Med dette som eneste argument fortsætter borgmesteren, at “Farums økonomi udvikler sig gunstigt…”

Gode nyheder er naturligvis velkomne men gerne med substans. En forbedret likviditet er ikke det samme som en forbedret økonomi. Det forklares i samme artikel, at likviditeten er bedre end ventet på grund af en forskydning af udgifter i forbindelse med Farum Nord projektet.

Det må jo betyde, at dette projekt er forsinket. Hvordan kan det betyde en gunstig udvikling i økonomien?

Heldigvis er udviklingen af Farum Nord jo i gang med nogle spændende projekter i spil. Men igen forvrider Carpens de økonomiske begreber. Borgmesteren fortæller senest i Farum Avis 16. december, at prisforskellen på 21 mio. kr. svarer til 2/3 skattepoint. Borgmesteren giver dermed det indtryk, at skatten kan sænkes med 0,6-0,7 procentpoint, hvis IPD’s tilbud vælges. Men det holder ikke.

For det første er det en engangsindtægt, så det vil i givet fald kun være ét år, at skatten vil kunne sænkes – Hvis man vel at mærke fik pengene på en gang. Det er ikke tilfældet. For det andet er prisforskellen fiktiv. Den er fremkommet ved, at de konkurrerende tilbud er belastet med den kommunale støtte til andelsboligerne i de disse bud. Men der for mange usikkerhedsmomenter i regnestykket

Andelsboliger er for tiden lette at sælge og netop den start på kasernebyggeriet, som vi har brug for. Den kommunale støtte til andelsboliger ikke en udgift men en investering, som staten endda tredobler med statsstøtten til samme byggeri.

Der er intet De Konservative hellere vil end at sænke kommuneskatten, men det skal ske på grundlag af en reelt forbedret økonomi og ikke på baggrund af forventede fremtidige engangsindtægter. Dette er ikke tiden til eksperimenter med Farum Kommunes økonomi. Engangsindtægter skal bruges til at indfri gammel gæld og andre engangsudgifter. Skattelettelser skal finansieres af den del af overskuddet på driften, der ikke skal bruges til at afdrage gæld.

Principper og realiteter

Lars Wismann har indbragt Farum kommunes leje af ejendommen Gammelgårdsvej 88 for Tilsynsrådet. I forlængelse heraf har Wismann sendt en kopi af hele sagen (344 g papir) til bl.a. undertegnede privat og udbedt sig deltagelse, fordi ”Ingen byrådspolitikere i Farum Byråd har tilsyneladende tid til at deltage i politisk debat og dialog med befolkningen.”

Nu er politisk debat mere end at reagere på Wismanns læserbrevsproduktion, og jeg vil også tillade mig at definere befolkningen bredere end Wismann. Men Wismann spørger ”hvorfor det er rimeligt og fornuftigt, som byrådet har handlet først ved indgåelse af lejekontrakten 2. april 2001 og siden ved allongen d. 20 december 2002”. Spørgsmålet sammenblander to forskellige men dog væsentlige problemstillinger. Svaret bør derfor forholde sig til de to aftaler hver for sig.

Var det rimeligt at indgå lejeaftalen i 2001?

Byrådet bemyndigede borgmesteren til at forhandle en lejekontrakt på plads med ejeren. Det er en ganske normal og fornuftig procedure. Lakonisk bemærket var det åbenbart også normalt, at borgmesteren efterfølgende indgik aftalen uden byrådets godkendelse og bevillingsmæssig hjemmel. Det er naturligvis forkasteligt, og sagen indgår da også i den uvildige undersøgelse.

Var det rimeligt at indgå allongen (den genforhandlede tillægsaftale) i 2002?

Wismann argumenterer for, at Farum Kommune med henvisning til aftalelovens §36 (tilsvarende findes i Erhvervslejeloven) burde have frigjort sig fra aftalen fra 2001, fordi den var ”ubillig” for kommunen. Retspraksis er dog, at paragrafferne ikke finder anvendelse ved aftaler mellem erhvervsparter, der formodes at kunne gennemskue konsekvenserne af sine handlinger. Det er derfor ikke sandsynligt, at Farum Kommunes kan frigøre sig fra lejeaftalen ad rettens vej. Slet ikke når kommunen allerede har betalt leje i flere måneder og depositum.

En genforhandling af aftalen har reduceret lejen betragteligt. Hvor sandsynligt var det udfald hvis Farum Kommune først havde tabt en retssag om frigørelse fra aftalen? Et samlet byråd har derfor handlet rigtigt med indgåelsen af allongen. Man har reduceret skaden og undgået en lang, dyr og tabt retssag.

Sagen er indbragt for Tilsynsrådet. De skal jo have noget af bestille. Jeg håber, at de i denne sag vil forholde sig til realiteterne og anerkende, at byrådet i efteråret 2002 handlede efter kommunens bedste på trods af, at flere fornuftige principper blev brudt i foråret 2001.

Bragt i Farum Avis 18. marts 2003

Arkiv