Posts Tagged ‘Furesø Kommune’

Nu er det Furesø Kommune det gælder

Det er bekvemt at tillægge en modstander motiver, som man så efterfølgende kritiserer den anden for at have eller svigte. Det sidste gør Thomas Sture Rasmussen sig skyldig i med sit indlæg på farumavis.dk 29. november.

Rasmussen har ret i, at vi Konservative gerne havde set en bred konstituering med Susanne Mortensen som borgmester, men han undlader at nævne, at vi i valgkampen udtrykkeligt sagde, at med borgerligt flertal så ville vores udgangspunkt være et borgerligt samarbejde. Det var blandt andet med det løfte in mente, at vi forhandlede med Venstre, der havde fået et godt valg og et solidt mandat fra vælgerne.

For at opnå en bred konstituering blev Socialdemokraterne inviteret til at deltage, men de afslog – hvilket jeg ikke helt forstår men accepterer. Så når Rasmussen skoser Susanne Mortensen for ikke at gå efter borgmesterkæden for enhver pris, så kunne skytset ligeså vel rettes mod Socialdemokraterne for ikke at gå efter indflydelsen for enhver pris.

Det er interessant, at en konstituering bestående af C, B, S, SF og Ø, der kan mønstre 13 mandater, i Rasmussens øjne er bredere end konstitueringen mellem C og V, som også har 13 mandater bag sig. Hvilke mandater i Furesø Kommunalbestyrelse er mindre værd end andre? Rasmussen svarer selv.

I sit indlæg fremgår det, at Rasmussen ser det som et selvstændigt formål at holde Farum politikere uden for konstitueringen. Dertil kan jeg kun sige, at Konservative gik til valg for den kommende Furesø kommune, og det er Furesø kommune vi vil arbejde for. Vi ser fremad.

Det var så det valg

Det gik desværre ikke som vi havde håbet for De Konservative i Furesø Kommune med kun tre mandater. Venstre fik heldigt/tilfældigt vendt deres ubeslutsomhed om spidskandidaten til en præsidentvalgkamp mellem Bach og Carpens – Værløse eller Farum – og ti mandater. Alle blev klemt i dette spil undtagen socialdemokraterne, der fik et godt valg og seks mandater. http://www.kmdvalg.dk/av/a055.htm

Hvis valget var skuffende så fik vi dog maksimalt ud af konstitueringen med Venstre. Tre mandater = tre udvalgsformænd + viceborgmester. I løbet af natten tilbød S, SF, R og Ø os borgmesterposten. Vi valgt dog at blive hos Venstre fordi det ville blive et meget usikkert parlamentarisk grundlag. Vi skal ikke have borgmesterposten for enhver pris. Socialdemokraterne blev på vores initiativ tilbudt at komme med i konstitueringen og få to formandsposter. Men de afslog at de ikke kunne få tre + viceborgmester. Det kalder jeg ikke at kende sin besøgelsestid. I stedet kan vi tone rent borgerligt flag. Vi har et borgerligt flertal og selv om det er spinkelt (13-12) så stoler jeg på at Jesper Bach vil respektere at der skal være plads til os begge i samarbejdet.

Der har være skrevet meget siden valget om Brixtoftes come back i politik. Men hvad er det værd når man ikke har nogen indflydelse? Brixtofte selv var på tv overbevist om at når først stemmerne var talt op ville alle komme rendende for at få velfærdspartiet med i en konstitueringen. Jeg deltog i forhandlingerne indtil den bitre ende kl 3.30 og han blev ikke på noget tidspunkt nævnt.

På det personlige plan fik jeg 54 stemmer. Ikke meget for nummer to på listen men dog en seksdobling i forhold til 2001. Hvis det fortsætter hvad kan det så ikke blive til i 2017? :-) Til regionsvalget fik jeg 178 personlige stemmer. Det viser lidt om hvor personfikseret kommunalvalget blev.

Men det er jo demokratiets vilkår

Målrettet beskæftigelsesindsats

Fra 2007 får Furesø Kommune ansvar for alle ledige, dvs. også de forsikrede ledige. Det skal vi benytte til at skabe en sammenhængende beskæftigelsesindsats, der er målrettet til at hjælpe den enkelte ledige med det behov, som han eller hun har.

En af hovedhjørnestenene i indsatsen skal være arbejdsmarkedscentrets samarbejde med erhvervslivet. Udover at kunne hjælpe arbejdsgiverne med at finde en egnet kandidat til en ledig stilling, skal samarbejdet også benyttes til at hjælpe svagere ledige i gang.

Mange af de forsikrede ledige er selvhjulpne, som højest skal holdes til ilden – måske understøttet af et jobsøgningsværksted. Men der er en gruppe, der har særlige behov. Her skal kommunen i samarbejde med arbejdsgiverne finde egnede foranstaltninger med perspektiv i – både for den ledige og for virksomheden – hvad enten det drejer sig om aktivering, fleksjob, læreplads eller lign.

Arbejdsmarkedscentret er centralt i den kommunale indsats. Her har kompetente medarbejdere de værktøjer, der skal til, for at hjælpe den ledige i gang. Hvis den lediges problem er et andet end ”blot” ledighed, er det vigtigt, at der tages hånd det egentlige problem, hvad enten det er manglende sprogfærdigheder, behov for opkvalificering eller hvis der er sociale årsager til ledigheden.

 Man kan godt slå en skue i med en hammer, men resultatet bliver nu engang bedre med en skruetrækker.

Furesø – en kommune i udvikling

Udviklingen sker naturligvis på Kasernen, hvor en attraktiv by vokser frem, og på Flyvestationen som udvikles til et spændende område, hvor boliger, erhverv og kultur spiller unikt sammen med store naturområder i overensstemmelse med de afholdte borgermøder.

Men udviklingen sker på mange planer. F.eks. på skolerne, hvor kvalificerede medarbejdere sammen med engagerede forældre og elever former og udvikler skolen, så folkeskolen i Furesø kommune fagligt er på forkant med udviklingen.

Med de ny opgaver kan Furesø Kommune tilbyde borgerne en mere sammenhængende service. Således koordinerer Sundhedscentret forebyggelsen i samarbejde med borgere, arbejdspladser, skoler og institutioner og sørger for genoptræning til de, der udskrives fra sygehus.

Centralt er også Arbejdsmarkedscentret, der i samarbejde med erhvervslivet skaffer beskæftigelse, flexjob eller praktikpladser til arbejdsløse borgere.

Furesø Kommune har fået en god start, fordi vi i sammenlægningsprocessen har kombineret det bedste fra de gamle kommuner og opnået en sammenhængende og fornuftig opgaveløsning til gavn for borgerne og virksomheder.

Note: Skrevet til Frederiksborg Amts Avis. Opdraget til nr. 2 på listen var med 160 ord at beskrive hvordan Furesø Kommune ser ud om 4 år.

Hvilke papirnussere?

Michael Rexen fra Venstre beklager sig i Farum Avis 18. oktober 2005 over den jammer, der har fyldt avisen de seneste tre år. Han får det til at fremstå som, at jammeren er problemet. Men selvom om jammeren kan være hjerteskærende, hvis man har dårlig samvittighed, så er jammeren kun symptomer det morads, som den tidligere venstreborgmester efterlod sig.

Det har krævet en jætte indsats af det samlede byråd at rette op, og vi endnu ikke helt i mål. Men vi er kommet langt og Rexens partifælle, borgmester Lars Carpens, har også ydet en stor indsats bl.a. i forbindelse med genopbygning af den kommunale organisation.

Så når Rexen skyder med skarpt mod de ”papirnussere”, der er blevet ansat de seneste tre år, så er det de medarbejdere, som har været med til at sikre, at Farum Kommune omsider har kunnet aflægge et regnskab uden revisionspåtegninger.

Jeg finder det betænkeligt, hvis Venstre ikke længere bakker om op den kurs, der skal sikre en kompetent kommunal organisation, der kan servicere borgere, virksomheder og politikere effektivt men inden for lovens rammer.

Vi skal have en stærk og troværdig kommunal organisation, hvis vi skal klare de udfordringer, der ligger foran os med små ungdomsårgange, pres på velfærdsydelserne og globaliseringen.

  • Derfor skal vi satse på udvikling af medarbejderne.
  • Derfor skal vi løbende effektivisere arbejdsrutiner ved anvendelse af ny viden og ny teknologi.
  • Derfor skal vi gøre kommunen til en attraktiv arbejdsplads, så vi kan tiltrække og fastholde det rigtige medarbejdere.
  • Uden gode medarbejdere kan vi ikke yde en god service til borgerne.

Arbejdsmiljø som sundhedspolitik

Furesø Kommune vil overtage ansvaret for sundhedsfremme, forebyggelse og genoptræning når amterne nedlægges. Da kommunen samtidig skal betale for borgenes brug af sygehusydelser er der et incitament for at gøre en god indsats her.

Et godt arbejdsmiljø er en vigtig del af forebyggelsen. Når arbejdsulykker kræver sygehusbehandling skal kommunen betale for dette. Kommunen betaler endvidere sygedagpenge ved langvarig sygdom. Hvis nedslidning ender med førtidspension skal Kommunen også betale. Dertil kommer arbejdsgiverens udgifter til vikarer og lign. Og så må man ikke glemme, at det hele drejer sig om en person, der er kommet til skade eller er nedslidt.

Som konservativ vil jeg arbejde for sammenhæng og fornuft. Der er således god fornuft i at se sundhedspolitikken i et større perspektiv, der bl.a. omfatter arbejdsmiljøet.

Furesø Kommune må starte med at gribe i egen barm. Kommunen bliver den største arbejdsgiver i kommunen. Furesø Kommune skal derfor gå forrest og at sikre de kommunalt ansatte et godt arbejdsmiljø. Personalets trivsel er jo også en forudsætning for at kunne levere en sikker og stabil service til borgerne.

Furesø Kommune skal i samarbejde med de øvrige ansvarlige arbejdsgivere i kommunen dele erfaringer om, hvordan man skaber resultater på arbejdsmiljøområdet til gavn for de ansatte og for virksomheden.

Endelig skal Furesø Kommune som opdragsgiver til sygehussektoren kræve effektivt tilrettelagte patientforløb af Region Hovedstaden. Og en sundhedskoordinator skal rådgive og vejlede den enkelte borger gennem behandlingssystemet og sikre en smertefri overgang fra sygehuset til den kommunale genoptræning.

Furesø Kommune er ikke bare en sammenlægning af to kommuner. Det er en helt ny kommune med meget større ansvar. Vi konservative er klar til udfordringen med at skabe en ny sammenhæng til gavn for borgerne i Furesø Kommune.

Arkiv