Det var første gang, at jeg oplevede Koriosum, selvom jeg har kendt til dem i længere tid. De lagde for med et sæt bestående af fire ABBA sange. Nu mener jeg, at ABBA har været passé siden 70′erne, så det var svære odds med mig. Men de gjorde det nu godt, omend Abbacappella var lidt stresset. Men især lagde jeg mærke til deres åbenlyse sangglæde og energi – som tæller godt i min bog. Koriosum sang a cappella, og jeg talte ni herrer og ti kvinder. En bemærkelsesværdig fordeling for et amatørkor, men alligevel synes jeg ikke at herrerne kom godt nok igennem, og så er det at jeg kom Christians ord ihu. Kvindestemmerne må give plads, så herrerne ikke skal mase igennem et kvindekor, der synger lige i deres sweet spot.

Efter det korte sæt overtog NoteAble (tidl. Nodeknækkerne) scenen. NoteAble har skiftet dirigent fra Morten Kjær (nu USA) til Merete Gry Rode Jacobsen. To måneder er ikke lang tid til sættes sit præg på et stort kor, så NoteAble lød som de plejer – godt. Men også her gav Christians ord mening. I modsætning til Koriosum blev NoteAble ledsaget af en pianist. Også under Morten sang  NoteAble med klaver, men jeg husker ikke Mortens spil som så gennemtrængende som i aften. Men det er måske fordi Morten også skulle dirigere. NoteAble er et godt kor og det er et stort kor. Det ville klæde dem at synge mere a cappella. Især deres updaterede udgaver af Hist hvor vejen slår en bugt og Oles sad på en knold og sang kan sagtens bæres af stemmerne alene eller blot percussion.

Efter NoteAbles kraftfulde sæt gik Koriosum på igen. Umiddelbart tænkte jeg at Koriosums 19 sangere og a cappella kunne få svært ved at tage staffetten op efter NoteAbles 29 plus flygel. Men mine bekymringer blev gjort til skamme, for Koriosum var tydeligvis på hjemmebane nu med et sæt med traditionelle julecarrols. Og i disse arrangementer kunne herrerne virkelig træde i karakter. Min bedste oplevelse denne aften var den fantastiske udgave af Ding Dong Merrily on High. Frisk, overraskende og sunget med overskud. Den alene var hele turen værd.

Det er jo jul så Noteable sluttede også af med et kort julesæt inden de to kor mødtes i Dejlig er jorden. Og en dejlig aften var det.

Der ligger andre videoer fra dette fantastiske kor på YouTube. Specielt dem fra samme koncert – Vokal Xtravaganzza 2008 – er fantastiske. Det har en meget høj kvalitet. Jeg er også begejstret for deres rigtige musikvideo Cudna Noc. Selvom der er lidt Melodi Grand Prixagtigt – især at høre et så uvant sangsprog – så er det fedt, og det er a cappella.Jeg blev fan på stedet på deres Facebookside og Rockkoret blev myspacevenner med dem.

Der er ved at opstå en fortjent hype omkring dem. Deres Africa trække mange seere på YouTube, og både der og på Facebook får de mange begejstrede kommentarer. De er sågar begyndt at kommunikere på engelsk på Facebook – det har gjort dem lidt lettere at forstå…

Straks ved indgangen blev man mødt af kendte ansigter. Morten Kjær stod i døren og bag knapperne sad Henrik Birch Aaboe. De to stod for indspilningen.

Jeg var til den sidste koncert af de tre og måske var det derfor, at koret virkede meget rutinerede og sikre i næsten alt hvad de foretog sig. Der var ikke mange skæve toner eller indsatser. I det hele taget var det en af de mest helstøbte korkoncerter jeg har oplevet længe.

Alle 19 sangere var udstyret med egne mikrofoner. Det er noget der kræver træning, men Hanne bedyrede, at de ikke havde prøvet  at have hver deres mikrofon før lydprøven til koncerterne. Det lød af en million.

Noget af det jeg har været begejstret for ved tidligere koncerter med ReChoired er at de skifter koropstilling flere gange under koncerten. I dag satte mikrofonledningerne deres begrænsning for de udskjelser men alligevel var det også en seværdig koncert. Der var ikke meget saltstøtteri at se der.

Repertoiret spændte vidt. Fra Sting over Eva Cassidy til den danske Højskolesangbog. Alle sange var arrangeret af ReChoireds korleder, Peter Bom, der sad ved pianoet koncerten igennem. Derudover blev koret ledsaget af en bassist og en percussionist.

Jeg glæder mig til at høre resultatet.

Rytmisk Center inddeler deres kor i tumpe, begynder, let øvede og øvede. Og der var alle kategorier repræsenteret denne onsdag. Jeg har sagt det før, men jeg kan tilgive et kor mange skæve toner, hvis det udstråler glæde og engagement. Hvis ens ører begynder at bløde kan man jo bare gå. Jeg har før været til disse maraton koncerter med Rytmisk Centers kor. Så jeg kendte præmissen. Men der er som regel nogle lyspunkter undervejs.

Det første lyspunkt jeg vil fremhæve var faktisk det første kor -  Off Key – et begynderkor under ledelse af Elena Setien Yeregui. De lagde ud a cappelle hvilket man ikke ser ofte fra RC’s kor. De var ikke så præcise eller rene, at det gjorde noget men med klap og tramp fik de kæmpet sig i gennem det. Det var friskt gået, ikke mindst fordi det er et genopstået hold med kun et halvt år på bagen. Dirigenten har jeg i øvrigt oplevet ved en af de koncerter, der for mig definerer, hvad Copenhagen Jazzfestival går ud på - friske, overraksende og skæve koncerter, som fx Little Red Suitcase på Bopa Plads i 2007.

Det næste lyspunkt var  Rytmix. Jeg havde kun hørt dem på en gammel optagelse med Nodeknækkerne, men havde hørt meget godt om dem. Rytmix gjorde et godt indtryk men var ikke fejlfri, de er dog også kun et “let øvet” kor. Det er gjorde forskellen for mig var, at de blev dirigeret. De fleste andre kor havde korlederen placeret ved et klaver, men Rytmix havde akkompagnatør på så Nynne Hansen kunne holde sammen på koret. Og det gør en forskel. Det foregående kor “More Music” under ledelse af Merete Sørensen sang måske mere rent men manglede så tilgengæld de dynamiske nuancer som Nynne Hansen kunne give Rytmix. Nynne Hansen synger i øvrigt i vokalgruppen “Transister Radio Girls” som jeg er svært begejstret for.

Endelig var der Lise Blaases Blugarske Kvindekor.  Det var så til gengæld a cappella, rent og præcist. Der er altså et eller andet ved balkanharmonier som går rent ind for mig.  En hel koncert med bulgarsk sang vil måske være svær at sidde igennem, men her var det en nydelse at få renset ørerne.

Korene skulle søge om deltagelse og det har nok sikret et vist bundniveau selvom der var stor forskel på korene. Blandt de sædvanlige svagheder er upræcise indsatser, man skal lige synge sig varm, forsøg på at nå tonelejer man ikke mestrer, nodeslaveri, “skjulte” tekstark, saltstøtter mm.

Der var især tre kor som jeg bed mærke i af forskellge årsager og som jeg vil fremhæve her:

• Det første er Hillerød Hospitalskor. De var dygtige, sang godt, gode solister, præsice, godt ledet og kom godt ud over scenekanten. De sang et samlet værk om Noahs ark. Det var ikke i en genre, som normalt tiltaler mig, men det var så godt gennemført, at det blev en nydelse alligevel.
• Cikaderne var nok det kor med den laveste gennemsnitsalder. De opførte et ABBA medley (Keld og jeg diskuterede om det var Abbacapella, men det kunne det ikke være, når de havde akkompagnatør med…) og et Chess medley. Der var en god energi i koret og de kom godt udover scenen. Dem kunne jeg godt tænkte mig at opleve i mere end de 20 minutter der var blevet givet til hvert kor.
• Jeg har det svært med barbershop. Derfor var mine forventinger til Barbershopkoret Copenhagen Hot Notes også lave fra starten. Men de udmærkede sig ved ikke at være særligt barbershoppede. I stedet havde de en god energi og udstråling som virkelig kom udover scenekanten.

Og så skal jeg da lige ride en kæphest.

Man har som kor principielt to valg når det gælder noder: med eller uden. Man kan have holdninger om det ene eller det andet. Et kor som Hillerød Hospitalskor havde noder med og det fungerede fint bl.a. fordi alle havde noder med i ens mapper, koropstillingen gav plads til alles noder, alle kiggede mere op end ned. Hillerød Hospitalskor udmærkede sig ved at være præcise fra start til slut. En god dirigent og akkompagnatør har selvfølgelig hovedæren for dette, men koret virkede også sikkert i hvad de skulle foretage sig, og mon ikke noderne bidrog til det.

Noder skal være en støtte – ikke en sutteklud. Hvis man ikke kan sangene inden man går på scenen, så hjælper noderne ikke på dette niveau. Alt for ofte ser man korsangere kigge mere ned i noderne end op på dirigenten – nodeslaver kalder jeg det. Især når man kigger ned ved en indsats går det galt. Det er bedre (og nemmere) at gætte en tekst end en indsats.

I Rockkoret synger vi uden noder, men desværre har brugen af tekstark bredt sig og er svær at komme til lives igen. Ligesom, at det ser rodet ud, når ikke alle synger efter noder, forstyrrer de spredte tekstark også helhedsindtrykket. For det første er tekstarkslavernes hænder optaget af noget end rytme eller gestik, der understøtter sangen. For det andet vil tekstarkslaverne ofte rette deres opmærksomhed nedad mod deres hænder i stedet for på publikum eller dirigent. Koret skal fremstå som en helhed, så når man gør noget anderledes vil det tiltrække publikums opmærksomhed. Og tro ikke at du kan skjule dit tekstark ved at gøre det så småt at du kan have det i din håndflade – vi ser det! Og det gør heller ikke nogen forskel at du står i anden række. Du ligner en præriehund, når du kigger open gang imellem.

De deltagernde kor (og dirigenter) var:

• Køge Bugt Kor (Else Andersen)
• Hillerød Rockkor (Lene McGregor)
• Hillerød Hospitalskor (Edvard Strandskov)
• Canto Novo (Thomas Lynnerup Jakobsen
• Nivå Musiklaugs Kor (Hennie Martinsen)
• Cikaderne (Louise Rosing-Schow)
• Gundsø-koret (Bente Hanke)
• Bella Harmoni (Niels Christian Balle)
• Ambitus (Helle Wagner)
• Barbershopkoret Copenhagen Hot Notes (Ann-Louise Blixt)
• Sonuskoret (Berit Lienhøft Larsen)
• VoiceZone (Christian Berg)
• Claudiuskoret, Det Grafiske Kor og Tap-koret (Julie Damlund og Bente Hanke)

Musicapella viste sig at blive et rigtig godt bekendtskab.

For det første synger Musicapella a cappella og de mestrer det, og arrangementerne kunne bære det. Jeg vurderer at det var mest firstemmigt, men det kan godt være at nogle af kvindestemmerne delte sig.

For det andet var der ingen noder (næsten). Det gjorde at dirigenten Sebastian Aser Svendsen var i god kontakt til koret. Det kan altså høres når noderne ikke står i mellem sangeren og dirigenten! Sebastian efterlod i det hele taget et godt indtryk. Passende snak mellem sangene og tydeligvis samlingspunktet for koret.

Repertoiret var godt og afveklende. En enkelt smuk klassisk sats, Sommersalme, til at starte på. Men ellers gedigne pophits garneret med en overraksende men kort udgave af en latinificeret udgave af lancier og den ordløse More Human. Arrangøren fremgik ikke af programmet. Sebastian fortalte mig bagefter at det var delvist hans egne men også af en bekendt og andre. Der var bestemt ingen forslidte travere på programmet.

Specielt George Michaels Freedom viste både koret styrker og svagheder. De store “Freedom” fraser sad lige i skabet. Store flotte kraftfulde harmonier. De fire basser holdt godt fast i rytmen. Tenorerne var blot to mand høj, og det lyder ikke af meget, hvis man samtidig ikke er helt sikker på teksten.

To tenorer og fire basser oppe imod ti alter og otte sopraner. Det vil udvægerligt blive en svær opgave men generelt klarede de det flot, også pigerne.

Det var tydeligt at sangerne nød at synge. I min bog kan det opveje andre svagheder men det var der ikke megen behov for denne eftermiddag.

Det var en det en dejlig koncert, som desværre ikke havde det publikum. som de unge sangere fortjente. Jeg talte fjorten på bænkene. Jeg ved ikke hvordan kirken havde promoveret koncerten men i skyndingen så jeg end ikke en plakat i udhængsskabet. På internettet kunne jeg kun finde bevis på koncertens eksistens på Musicapellas egen hjemmeside. Og da uden et link eller en adresse på kirken.

Alt i alt er det en af de bedste koncerter jeg har overværet dette forår. Og Musicapella er det kor der kommer tættest på det vi har kørende med Rockkoret. A cappella sang, uden noder, kontemporære toner i egne arrangementer.

Musicapella optræder på Drop Inn mandag aften kl. 21.00 jeg overvejer allerede et gensyn.

Koncerten svarede nogenlunde til hvad jeg havde forventet. Og så alligevel ikke.

Læderhalsene stod denne aften 35 mand høj bakket op af trommer, bas, guitar og to keyboards. Deres repertoire bestod af store hits som blev fremført af en eller flere solister mens de andre sang kor. Læderhalsene er i virkeligheden 35 solister der skiftes til at synge backing.

Jeg vidste godt at solistsang var det bærende element, men jeg havde ventet mere af koret. I det store hele var det rene backingvokaler. der forekom  mig, at være løftet direkte fra den originale udgave, og så forstærket X gange. Der var fuld knald på koret hele vejen igennem, men ingen nuancer, ingen dynamik og ingen overraskelser. Dynamiken bestod af forte og mere forte. De få tidspunkter hvor koret skulle starte uden band vaklede enten tonalt eller i præcision.

Kun i 80′er medleyet i andet sæt blev jeg grebet. Her var sangene flettet intelligent sammen og overgangene var næsten sømløse. Men hvorfor kun forte og fortisimo?

Så jeg vil ikke kalde det en korkoncert og derfor er titlen hitparade. For det er hvad det var, men også noget man kunne have hørt et partyorkester spille, og så var det i grunden synd, at der var sat stole op, når det nu var stilen.

Men ret skal være ret. Solisterne var langt skarpere en et gennemsnitligt partyorkester. Energien på scenen fantastisk og rakte udover scenekanten og fik et viilligt publikummer op at ringe. (Den energi kunne vi godt brug bare 25% af i Rockkoret)

Alt i alt var jeg egentlig rigtig godt underholdt, men jeg foretrækker stadig Rockkoret.

Koncerten var svær fordi det var udendørs og det i sig selv er en udfordring. Læg dertil at scenen stod på fortorvet foran Svejk med busser, biler mm. passerende forbi ude på Smallegade. Ydermere var scenen så lille, at vi måtte improvisere en opstilling, der gjorde, at vi vi ikke kunne høre hinanden så godt – og slet ikke som vi plejede. Efter at have været forkælet med Rundetårns sublime akkustik, var det en prøvelse. Det gik da også galt for os basser, da vi i “I wanna be the only one” om et slag for sent i c-stykket, fordi vi ikke kunne høre sopranerne, og først kunne synkronisere ved det næste omkvæd.

Koncerten var spændende, fordi vi var ude i en ny sammenhæng som support for et rigtigt rockband. Café Svejk bliver drevet af forsangeren for Baby Woodrose og det præger caféens program til Frederiksberg Dagene – og publikum. Der var enkelte kendte ansigt i form af kærester og tidligere medlemmer men langt overvejende var publikum nyt. Og hvor irriterende det er at synge på gaden, så giver det også mulighed for, at fobipasserende stopper op og bliver koncerten ud.

Overraskelsen kom, da vi var nået til det sidste nummer. Vi havde i det store hele improviseret sætlisten frem efter, hvad vi kunne synge den lille plads op med. Men vi var altså nået til “Revelations Day” af TwoFace. I Rundetårn kom Christian gevaldigt på afveje, da han flashede sin uvidenhed om TwoFace. I dag var Christian blevet briefet om, at TwoFace ikke var en producer fra USA men pæredansk. Så Christian startede med at sige, at dette var en sang af et band, som han ikke kendte noget til men, at det vist nok var en fyr fra Sønderjylland. “Ja det er mig” kom det så fra en fyr fra forreste række. Så kan det nok være, at Christian blev mundlam for en gangs skyld. Det var rigtigt nok Henrik Søgaard, som er lig med TwoFace.  

Henrik var kommet i det håb, at vi ville synge hans sang. Hvorfra at han viste, at Revelations Day er på vores repertoire, fik jeg ikke spurgt ham om men han har vel set på sin Kodacheck. Jeg fik givet ham en eksemplar af “The Moon” efter koncerten, som han blev glad for. Han havde optaget os på video til hans myspacesiden, men den kan næppe yde hverken hans sang eller Rockkoret retfærdighed, med al den larm der var omkring os. Så måske kommer han igen på strøget, men jeg lovede også at sende ham Mariannes video fra Rundetårn, når vi får den bearbejdet.

Ingen koncert er perfekt og vi lavede da også fejl ind imellem, men de blev opvejet af energien, musikaliteten, fornemmelsen og publikums reaktion. De nye sange, som vi har kæmpet med til det sidste, gav pludselig mening ,så man forstod arrangementet.

Det er den bedste koncert, jeg har været med til sammen med Rockkoret. Vores indsats ved konkurrencen i AAVF var også der oppe, men følelsen af en helstøbt koncert uden det mindste udfald hverken fra koret eller i sætlisten kan ikke slås.

Publikum var en stor del af oplevelsen. Begge koncerter var velbesøgte – fredag udsolgt – og de var helt klart på. Det var også en stor oplevelse af give koncerter for nogen, som vi ikke har optrådt for før. Torsdag var der besøg fra Øre-Sound og begge dage var VoiceZone repræsenteret, som jeg havde hørt i sidste weekend. Det er jo lige min kæphest at vi kor skal være synlige for hinanden, så vi kan få et netværk for samarbejde og inspiration om at stå.

- og så skylder jeg vel også at nævne, at Lene fra Vocal Pleasure også hørte os for første gang, men det var jo bare et spørgsmål om tid før hun hørte os efter at have hørt så meget om os ved enhver given lejlighed.

En særlig positiv oplevelse var det, at to turister, der var i tårnet mens vi varmede op, blev så begejstret for lyden, at de straks gik ned og købte to billetter samt vores cd. Efter koncerten var der også mange positive tilkendegivelser og rygtet vil vide, at Kor 72 ønsker sig en artikel af os til bladet

Om lørdagen hørte vi VoiceZone (som netop er kommet på myspace) i baghuset i Ballerup. Vi havde set dem udendørs i august 2007 ved Ballerup Musikfest, så vi viste nogenlunde hvad vi gik ind til. Men VoiceZone er ungt kor, så det var spændende at se hvor langt de var kommet siden da.

VoiceZone er ikke noget stort kor – kun 15 sangere. De var så til gengæld micet op i grupper af tre. Repertoiret i føsrte sæt bestod primært af Morten og Malenes ørehænger arrangermenter. Til gengæld blev de bakket op af playbackmusik (suppleret af deres dirigent Thomas Møller på keys). Det er nok det første kor jeg har set gøre det. Det var anderledes, men det virkede godt nok, og når man kun er 15 hjælper det med til at brede lydbilledet ud.

Tre af sangene i første sæt sang de dog a cappella, og det er nok de numre der står stærkest for mig. Det er lettere at synge, når man bliver akkompagneret. Der er mere på spil a cappella for et kor. Alle skal have den samme timing, stole på hinanden og tage ansvar. VoiceZone var ikke fejlfri i a cappella satserne, men det opvejes af de magiske øjeblikke, hvor arrangementet overrasker med uventede nuancer, eller når harmonierne sidder lige i skabet, så man får gåsehud.

Efter pausen fik VoiceZone følgeskab af Christian Brøns, en bassist og en trommeslager. Eller rettere. Christian Brøns optrådte med VoiceZone som backingkor.

Jeg må sige, at jeg er imponeret. Fremkomsten af “reality” tv i almindelighed og Big Brother i særdeleshed var en stærk medvirkende årsag til at jeg siden 2000 har levet (godt) uden fjernsyn i mit hjem. Og her stod en af de mest kendte skikkelser fra Big Brother: filejsen med guitaren. Men det at han står i Baghuset 7 år efter Big Brother, med sin guitar og egne sange beviser, at musikken betyder mere end en genvej til berømmelsen.

Christian og VoiceZone klædte hinanden godt. Christian med en stærk vokal og troværdige sange på dansk. VoiceZone var med en stærk indsats til at understrege og løfte stemningen. Imponerende.

Søndag bød på en mere traditionel korkoncert. Denne gang havde Keld og jeg fået følgeskab af Per, da vi drog til Hørsholm for at høre koret Øre-Sound i den smukke nye sognegård.

Øre-Sound er et stort kor, omkring 50 vil jeg anslå. Bortset fra et enkelt nummer blev de akkopagneret af en pianist. Koret spænder ogstå bredere aldersmæssigt end VoiceZone, mellem 20 og 70 i følge deres hjemmeside, og det skal nok være rigtigt.

Øre-Sound tager måske ikke så mange chancer med deres repertoire som VoiceZone, men de sang til gengæld som en drøm. Arrangementerne var af en bred vifte af kendte arrangører, som Thue Thesbjerg, John Høybye, Niels Nørgaard med flere.

Selvom arrangementerne er simple, så lyder 50 stemmer bare af mere, og når man ikke forsøger at gøre det sværere end det er men har overskud til at nyde at synge så kan det lyde som en million. Der var måske lidt svagheder ved de mest rytmsike sange som Outlandish’s Aisha. Det kollektive blackout i a cappella satsen blev til gengæld opvejet af den elegante redning.

Skal jeg være ærlig var mine forventninger ikke i top inden koncerten. På deres hjemmesiden ligner Øre-Sound det traditionelle kor, som jeg er glad for, at Rockkoret ikke er. Men Øre-Sound er et traditionelt kor når det et bedst.

Med to korkoncerter i samme weekend er det nærliggende at sammenligne. Men det er svært at sige hvad der var bedst. Jeg har brudt min hjerne uden at kunne vælge hvilken koncert jeg helst ville opleve igen. Det nærmeste jeg kan komme en konklusion er at mens VoiceZone var en oplevelse så var Øre-Sound en nydelse.

Men jeg nød jo også VoiceZone og sådan kunne jeg blive ved…