povls blog

Posts Tagged ‘Medier’

Overskriften “Københavnere: DF skal styre integrationen” fangede mit øje på jp.dk i dag. Interessant – tænkte jeg - står virkelig så slemt til, at intet skal være uprøvet?

Men hvor interessant en historie, der end kunne ligge bag overskriften, så viser det sig blot at være en journalistisk stramning spundet over ét tal fra en undersøgelse.

For “københavnerne” i overskriften viser sig ikke at være “de  fleste københavnere”. Det er heller ikke “et flertal af københavnerne”.  Faktisk er det under et halvt flertal af købehavnerne, der synes det er en god ide med en DF’er som integrationsborgmester. Man kan selvfølgelig mene, at 23% af de adspurgte er for mange, men de er dog ikke nok til at repræsentere København.

Faktisk er der mere end dobbelt så mange i undersøgelserne, der mener, at det en dårlig idé nemlig 58%, hvilket jo er et klart flertal. Eller sagt med journaliststatistik: Der er 152% flere københavnere som synes, at det er en dårlig ide, end der er københavnere, som støtter ideen.

Teknisk set er overskriften ikke usand, idet der jo er (nogle) københavnere, der støtter ideeen. Men jeg finder det alligevel problematisk, fordi overskriften sælger en historie, som ikke holder længere end til “23%”. Medierne skal selvfølgelig problematiskere samfundstendenser, men de bør også perspektivere, og her bygger man en historie på to tal, som man vrider ud af proportioner. Det er opskriften på vrangforestillinger, frygt og skræmmekampagner.

Da jeg havde statistik på Handelshøjskolen – og det havde jeg i mange år, både som studerende og som studenterunderviser – spøgte vi med. at der var tre slags løgn: løgn, forbandet løgn og statistik. Remsen burde lyde: løgn, forbandet løgn og journalister med tal. Det er i hvert fald hvad Berlingske Tidende gør sig skyldig i med artiklen “Krav fra baglandet om Khaders afgang”

Ret beset skal der jo kun én person fra baglandet til at retfærdiggøre overskriften. Men bedømt ud fra artiklen er kravet massivt. Og tallene understøtter dette. Hver fjerde mener, at Khader “i mindre grad” eller “slet ikke” er den rette formand mens kun 57% giver Khader deres fulde opbakning.

Her er et lynkursus i statistik: hver fjerde er ca. 25%. Det er mindre end 57%. Dvs. at der er mere end dobbelt så mange som støtter Khader som formand end der kræver hans afgang.

I en mere avanceret analyse kan man også angribe at respondenter, der “i mindre grad” mener, at Khader er den rette formand, bliver skudt i skoene at de kræver hans afgang. – “I mindre grad” kunne også dække over “i mangel af bedre” eller “der er plads til forbedring”. Khaders ledelse har ikke været imponerende, men truet er hans lederskab ikke bedømt ud fra tallene.

Herefter bliver frustrationerne og den dårlige stemning dyrket i artiklen. Den negative stemning og modløsheden bliver dokumenteret ved at 42% af de adspurgte tror, at partiet vil få valgt færre mandater hvis der var folketingsvalg i morgen.

Lektie nr. 3: Som man spørger får man svar. Erkendelsen af tab af mandater er ikke nødvendigvis et udtryk for en negativ stemning men måske det faktum, at mindat 42% af de adspurgt har læst meningsmålinger for nyligt!

Da den tørklædebærende Asmaa Abdol-Hamid blev valgt som enhedslistens folketingskandidat i Odense startede en ny tørklædesag. Men med sans for timing og proportioner fik de tre “vise” mænd i skikkelse af Krarup, Messerschmidt og Camre hurtigt ændret fokus til Dansk Folkepartis landsbytossesyndrom.

De fremtrædende DF’eres absurde udtalelser taler for sig selv, så dem vil jeg ikke kommentere yderligere på. Men der er andre interessante vinkler på den sag.

Muslimske kvinders brug af tørklæder bliver ofte set som et tegn på kvindeundertrykkelse. Det har også været fremført i denne sag. Jeg vil ikke afvise at påklædningstvang kan bruges som instrument til at undertrykke kvinder. En helddækkende burka fratager kvinden sin identitet i det offentlige rum. Det virker fremmedartet i et åbent samfund som det danske men i samfund, hvor kvinder ikke har samme status som mænd, er det med til at forstærke forskellen. Men er det. hvad der er tale om her? Hvordan kan Asmaa Abdol-Hamids tørklæde være et tegn på kvindeundertrykkelse, når hun som kvinde og politikker kan deltage i den offentlige debat og stille op til den lovgivende forsamling?

Så Asmaa Abdol-Hamids forhold til Sharia. Politikken bad hende om at svare på om hun var for eller imod dødsstraf. Hertil svarede hun: “Jeg synes ikke, at verden er så firkantet, at jeg bare kan svare ja eller nej på det spørgsmål. Skal jeg så også svare på, om solen er rød eller gul. Det irriterer mig at få det spørgsmål. Hvorfor stiller du ikke det samme spørgsmål til danske politikere.” Det er blevet udlagt som, om at hun ikke vil fornægte Sharia og dermed skulle være fundamentalist. Men er det egentlig, at hvad hun svarer?

Jeg synes, hendes modspørgsmål er det mest interessante. Hvor tit bliver en dansk politiker spurgt om det samme? Det minder mig om den fiffige sladderpresses jagt på daværende prinsesse Alexandras graviditet. Under et besøg i Afrika ville pressen vide hvilken slags malariamedicin prinsessen tog. Ganske snedigt fordi at den gængse malariamedicin ikke kunne anbefales til gravide. Jeg mener ikke, at Alexandra svarede, men hvad kunne svaret i givet fald have været brugt til?

Jeg kan godt forstå. at Asmaa Abdol-Hamid kan blive fortørnet over at få spørgsmålet om dødsstraf hver eneste gang – for hvad kunne journalisten bruger et “ja” til? Hvis jeg som kristen gik ind for dødsstraf, ville jeg jo ikke være islamist – kun galt afmarcheret. Ligeledes kan der være andre argumenter for dødsstraf, som heller ikke har noget med religion at gøre – selv for muslimer. Det er relevant at vide om en muslimsk politiker mener, at det kan forsvares at indføre Sharia i sin fulde konsekvens, men så spørg da for guds skyld om det i stedet for denne dans om den varme grød.

Jeg går ud fra, at Enhedslisten sikrer sig, at deres folketingskandidater støtter Enhedslistens valgprogram fuldt og helt. Selvom dødsstraffen ikke er den del af Enhedslistens politik, så skræmmer deres politik mig ærligt talt mere end tanken om at se et tørklæde på Folketingets talerstol.

Få timer efter at Carina Christensen er blevet udnævnt til ny Familie- og Forbrugerminister bringer Berlingske Tidende chokerende afsløringer om ministerens fordækte forretning Rugballe Møbelfabrik: Ny minister anklages for plagiater – skal en tur i Højesteret og Ny minister har fået sur smiley.

Egentlig burde det ikke komme som nogen overraskelse, for vi går jo mod amerikanske tilstande på mange områder – ikke mindst inden for politik.

Tak spids!

Plagiatsagen handler om, at Rugballe Møbelfabrik er blevet slæbt i retten af Tvilum-Scanbirk for plagiat. Rugballe Møbelfabrik er blevet frikendt ved Sø- og Handelsretten, men sagen er anket. Plagiat er naturligvis forbudt også for kommende ministere, men hvis den første retsinstans har frikendt blankt, så kan der vel lægges til grund – også af Berlingske – at Rugballe Møbelfabrik kan have været i god tro. Hvis Højesteret kommer til en anden konklusion, må de tage deres straf. Men sådan er business. Nogle sager må man i retten for at få afklaret.

Smileysagen handler om, at Arbejdstilsynet har givet Rugballe Møbelfabrik et påbud om at afskærme en boremaskine inden 9. januar 2007. Dvs. at fristen er ikke overskredet endnu, så sagen er åbenbart ikke mere alvorlig end som så. Alle virksomheder skal naturligvis overholde arbejdsmiljøloven, men Rugballe Møbel er ikke den eneste virksomhed med en gul smiley. Faktisk er der lige nu (16:50) 2837 virksomheder på Arbejdstilsynets hjemmeside med en gul smiley.

Det kan godt være, at Det Berlingske Officin skal spare 350 stillinger væk men jeg kan ikke set, at ekstrabladsjournalistik er løsningen.

Jeg foretrækker en avis med nyheder – ja – men også med perspektiv! – måske er pladsen alligevel blevet for trang til kvalitet?