Af Povl Barkler, formand for De Konservative i Farum og Benedikte Kiær, folketingskandidat for De Konservative i Hillerødkredsen

Åbenhed i den offentlige forvaltning og i den politiske beslutningsproces er en forudsætning for, at demokratiet kan fungere. Derfor har vi offentlighedsloven, som blandt andet skal sikre, at borgerne kan søge aktindsigt hos stat, amt eller kommune. Desværre sker det alt for tit, at loven ikke bliver overholdt. Det har især været et problem i Farum – et problem, der heldigvis er ved at blive løst.

Vi konservative er stærke fortalere for, at det skal let og gennemskueligt for borgerne at følge med i den offentlige forvaltning. Derfor går vi ind for, at borgerne får lettere ved at søge aktindsigt, end tilfældet er i dag. Aktindsigt er nemlig den ultimative demokratiske kontrolfunktion, der er med til at sikre, at myndighederne forvalter efter love og regler samt at magten ikke bliver misbrugt.

I Farum har der været problemer med åbenheden. Men det er byrådet heldigvis i færd med at rette op på. Med inspiration fra andre kommuners praksis på området vedtog byrådet 20. januar 2004 at øge gennemsigtigheden og informationsniveauet i byrådet. Baggrunden var et flertals forslag til en række administrative retningslinier, der skal sikre større åbenhed. Det drejer sig eksempelvis om åbne postlister på internettet, byrådets adgang til referater fra direktionsmøder, svarfrister til politikerne mm.

Alene mistanken om mangelfulde oplysninger er ødelæggende for demokratiet. Derfor er byrådets beslutning om øget gennemsigtighed samt sikring af et højt informationsniveau meget væsentlig. Det er nemlig det første skridt mod større åbenhed i Farum – og det lover godt for demokratiet!