Baader-Meinhof Komplekset

Jeg kan huske Rote Armee Fraktion fra min barndom. Jeg kan huske de Røde Brigader. Jeg kan huske en tid med tilfældige og blodige terroranslag fra disse og fra forskellige palæstinænsiske organisationer.Jeg husker ikke tiden som en tid præget af frygt personeligt, men der var en konstant og næsten følbar spænding mellem øst og vest med den tredje verden og især mellemøsten, som den varme del af en kold krig.

I fredags så jeg Baader-Meinhof Komplekset. Jeg var spændt. Jeg foragter terror i dag og dengang. Ville filmen forsøge at forklare eller forsvare at RAF tog så drastiske midler i bruge. Ville man får sympati for deltagerne? Ville man forstå dem?

Det var en tankevækkende film. Den fremstår meget troværdig og neutral i sin skildring af hvad der skete. Og er klart seværdig.

Filmen har RAF’s medlemmer som de centrale figurer, så man følger deres udvikling fra modstandere til terrister. Det må næsten starte i Tyskland som er den kolde krigs europæiske stand off. Muren er stadig ny og under udbygning. Den amerikanske hær er til stede i forbundsrepublikken. Og ungdomsoprøret

Det starter med et spændt Vesttyskland. Muren er stadig ny og under udbygning. Den amerikanske hær et talstærkt til stede som modvægt til Sovjetunionens kontrol over Østeuropa samtidig med at de udkæmper en upopulær krig i Vietnam. Ungdomsoprøret skaber konfrontationer mellem unge og politiet, som giver grobund for radikaliserede grupper som f.eks. RAF.

Filmen formår ikke at retfærdiggøre terrororganisationerne, og det er nok heller ikke dens mål, men den viser den absurde „logik‟ som deltagerne bruger for at kunne gøre det de gør. Paranoiaen der dæmoniserer det demokratiske samfund der‟ spiller efter reglerne‟.

Man sidder tilbage med en fornemmelse at kæden hoppede af meget tidligt i forløbet. For det bliver hurtigt vigtigere at være imod end at være for. Hvad er det efterhånden de kæmper for? Hvad har de overhovedet opnået? Og har de ikke tabt kampen til sig selv ved at vælge et våben – terroren – der er ude af proportioner med det mål de til opnå.

Det er påfaldende at RAF opstod i opposition til et samfund et demokrati som netop tillader opposition. De samfund som RAF idealiserede tillod ikke nogen form for opposition.

Udstillingen af ekstremismens absurditet er desværre stadig aktuel i dag. Den socialistiske terror er godt nok gået i sig selv igen, men nu er terroren i stedet religiøst begrundet. Og palæstinenserne situation er stadig uløst og kan bruges som løsrevet begrundelse for terrorhandlinger.

Demokratier kæmper en assymtrisk krig mod terror, fordi demokratiet skal følge demokratiske spilleregler og værdier. Det sker, at demokratier går overstregen, som fx USA’s brug af tortur. Men  demokratier indeholder mekanismer til at reparere sig selv, også når det er hovedet det er galt med. Totalitære regimer har sjældent denne evne og vil derfor forfalde eller gennem vold blive erstattet af et totalitært styre. I begge tilfælde lider befolkningen.

Fordi demokratiet er et udtryk for folkets kollektive enighed har demokratiet en indbygget træghed, der forhindrer ekstreme udsving. Derfor har tilhængerne af idealer, der ikke tåler modsigelse, trange kår og må i sidste ende ty til terror forklædt som revolution. Men demokratiet vil altid vinde til sidste – forhåbentligt.