Strukturreformen har været et dybfølt ønske hos de Konservative længe. Derfor er det med stor tilfredshed, at vi kan konstatere, at nu sker det.

Kommunalreformen er en gylden mulighed for at gentænke det kommunale landkort og den kommunale opgaveløsning. Det sidste har vi været gode til i Farum og med udsigten til at f.eks. ansvaret for alle ledige lægges hos kommunen har vi endelig muligheden for at lave en sammenhængende og meningsfuld indsats på dette område. Det samme gælder for forebyggelse og sundhedsfremme.

En konservativ kongstanke er, at opgaverne skal løses så tæt på borgerne som muligt. Det er bevæggrunden for den store opgaveflytning. Det betyder samtidig, at kommunerne skal have en vis størrelse, og her kommer Farum Kommune let til kort.

De Konservative ser derfor intet formål i at slås for bevarelse af kommunegrænsens nuværende forløb. Alene af hensyn til de kommende opgaver er det væsentligt at tænke Farum ind i en større sammenhæng.

Desværre overskygger gælden de positive bidrag som Farum Kommune vil kunne bringe med ind i en nyere og større kommune. Gælden skyldes jo ikke kun skørlevned og overpriser. Vi har måske forbygget os, men bygget det blev der. Derfor har vi i dag velvedligeholdte faciliteter, der burde få bejlerne til at stå i kø.

Men i Farums situation er det ikke nok at holde alle døre åbne.

Alle kender Farum fortrædeligheder, men byrådet har forsømt at redegøre for Farums fortræffeligheder. Dette burde have været gjort i fuld offentlighed. For når nabokommunernes politikere højrøstet afviser Farum som partner, sker det jo ikke for at træde på Farum men af hensyn til egne borgere. Hvorfor skulle en politiker i Allerød argumentere for en sammenlægning med Farum, mens Farum byråd sidder på hænderne? Skal vi virkelig sætte vores lid til et tvangsægteskab?

Målet er ikke bare en ny kommune. Den nye kommune skal være slagkraftig og sammenhængende og være i stand til at løfte de nye opgaver.

Jeg ser i første omgang Allerød som den mest oplagte partner. Geografisk passer kommunerne godt sammen. Farum udvikler sig mod nord og Allerød mod syd. En sammenlægning med Værløse ville det ikke ændre på, at vi ligger klemt op i et hjørne. Med Allerød vil vi kunne skabe en mere sammenhængende planlægning mellem by, erhverv og natur.

En tredje part vil kunne styrke samarbejdet yderligere. Hillerød har været nævnt som en spændende mulighed, men det vil give nogle åbenlyse geografiske udfordringer. Birkerød vil falde naturligt ind og skabe en naturlig balance mellem i tre dominerende byområder i den fælles kommune, der passende så kunne hedde Ravnsholt Kommune.

Farum Avis 1. november 2004