Flygtninge i Kirken

Tilstedeværelsen af 25 afviste irakiske asylansøgere i Brosons Kirke på Nørrebro har skabt røre. Jeg hverken kan eller vil ikke forholde mig til de konkrete afgørelser, der har ført til udvisningen. Min interesse for asylområdet begrænser sig til det rent principielle. Men fredag morgen hørte jeg i P3 Nyhederne, at der havde været henvendelser om udmelding af folkekirken med henvisning til, at menighedsrådet accepterede irakernes tilstedeværelse.

Jeg synes, at det er en svag begrundelse, og der ligger nok andet bag. For den kirke jeg er medlem af skal være åben for mennesker i nød. Næstekærlighed skal have en praktisk konsekvens, hvis det skal give mening.

Folkekirken kan ikke og skal heller ikke kunne ændre Irakernes status. Det har vi demokratisk nedsatte og styrede institutioner til. Derfor skal Kirken heller ikke andet end at give husly til Irakerne, så længe de ikke forhindrer kirkens anvendelse og aktiviteter eller ligger menigheden økonomisk til last.

Kirken skal dog ikke være et helle, som man frit kan benytte sig af efter forgodtbefindende. Irakerne er ikke forbrydere men har brug for tid til at komme overens med deres skæbne.