I Farum Avis 27. april omtales Farum Lærerkreds’ høringssvar vedr. plangrundlaget for skoleåret 2004/05. Skoleområdet har som alle andre områder holdt hårdt for i bestræbelserne for at leve op til genopretningsplanen. Det er beklageligt, men det var desværre uundgåeligt.

Selvom alle kommunens kerneområder kan fortjene midler, så er tiden ikke til det. Men i det omfang, der alligevel skulle være plads til prioritering, så påpeger Farum Lærerkreds fem fornuftige fokusområder. Det konstruktive bidrag fortjener ros.

Jeg hæfter mig især ved to forslag: læsekonsulent og svømning.

Danmark har tilsluttet sig Lissabon processens, der skal gøre Europa skal være verdensledende i vidensøkonomien i 2010. Det mål når vi naturligvis ikke med de førsteklasser, der starter i år. Men det er vigtigt, at eleverne får en god start på skolelivet, hvis lysten og evnen til at lære skal bevares gennem hele livet, som det kræves i vidensøkonomien. Det skal en læsekonsulent bidrage til.

Med strukturreformen får kommunerne forhåbentlig ansvaret for den forebyggende sundhedsindsats. Hvis man tager det alvorligt, må man tage tidligt fat. Derfor skal vi have fat i børnene allerede i folkeskolen – ja før det.

Børnene skal fra starten indlære sunde vaner både omkring kost, motion og miljø. Idræt og svømning i folkeskolen er væsentlige elementer her, men skolen hverken skal eller kan opfylde børnenes behov for fysisk aktivitet. Vand indbyder om noget til sjov og leg, og med Farums naturgivne muligheder, skal det være både naturligt og sikkert for børnene at opholde sig ved og i søerne.