Der blev helt stille i studiet, alles øjne rettede sig mod Henrik, mens han lyttede til de sidste takter af ”En sang om kærlighed”. Roligt tog han hovedtelefonerne af, og med ordene ”Vi har en cd” brød jublen løs.

Projektet var egentlig startet i august 2003, da bestyrelsen og dirigent Jakob Grove Madsen vedtog, at Rockkoret skulle udforske temaet ”nyere nordiske sange”. Jakob gik straks gået straks i gang med at arrangere sange af Saybia, Tim Christensen, Erann DD og TwoFace.

Flere af tidens hits kom til, men da Claus spurgte om temaet også omfattede egne kompositioner kom The Moon på repertoiret. Oprindeligt skrevet til hans band Fluid Face, blev den hurtigt korets yngling og endte med at blive titelsangen på ”For the Moon”

Mens temaet tog kegler ved vores koncerter, modnedes ideen om en ny cd. Rockkoret havde udviklet sig meget, siden vi udgav ”Let’s Rock You” i 2001. Vi havde noget nyt at komme med, og på generalforsamlingen i marts 2004 blev så besluttet. Men sådan en cd indspiller jo ikke sig selv – der lå mange opgave foran os.

Udover temaet var ideen, at alle sange på cd’en skule være arrangeret til Rockkoret. Så Jakob måtte tilbage i studerekammeret, og Morten Kjær blev bestilt til at arrangere Kashmirs Rocket Brothers.

Hvis vi skulle toppe på cd’en, skulle teknikken også være i top. Henrik Birk Aaboe, Corona Music blev kontaktet, og han var heldigvis med på ideen. Indspilningen var dermed i de bedste hænder, og det kom vi senere til at mærke!

Indspilningen fandt sted over to weekender i starten af 2005 i Sankt Annæ Pigekors øvesal på Skt. Annæ Gymnasium. Selvom vi fra september ikke havde givet koncerter for at koncentrere os om at indstudere og finpudse sangene, fik vi vore sag for.

Det er hårdt nok at synge to gange otte timer to weekender i træk. Men samtidig hersede Jakob og Henrik godt og grundigt med Rockkoret. Henriks nådesløse ører afslørede alt, og han lod os heldigvis ikke slippe af sted med hvad som helst. Ved den mindste vaklen i geledderne var det om igen, indtil vi havde en perfekt optagelse. Det var hårdt men lærerigt.

Men at ”Vi har en cd” var nu alligevel en tilsnigelse. For fra de mange timers sang på harddisken og til det færdige resultat var der stadig et stykke vej. Mix og produktion af cd’en overlod vi trygt til Henrik. Men til resten måtte vi trække på alle 40 kormedlemmers kompetencer for at få designet  cover, indhentet rettigheder, informeret pressen osv.

Det vigtigste var dog festen. Med det arbejde, der var lagt i cd’en, skulle udgivelsen også markeres med en ordentligt fest. Familie, venner og bekendte blev sammen med adskillige kor i København og omegn inviteret til at høre de første officielle toner fra ”For the Moon”. Med mindst 200 gæster på en grå majaften blev det en fantastisk fest, hvor pindemadderne og drikkevarerne kun lige nøjagtig slog til.

Men den egentlige prøve skulle stå, da vi præsenterede sangene til vores traditionelle majkoncerter i Rundetårn. Måske var det koncertpausen, der gjorde det, men Rockkoret var tændt som sjældent set, og reaktionen fra de knap 300 publikummer til de to koncerter var ikke til at tage fejl af. Processen havde taget næsten to år, men det var anstrengelserne værd.

Nu glæder vi os til at give koncerter igen – for vi har en cd!

Skrevet til og bragt i Kor72 bladet september 2005