Ikke overraskende mener den kommende socialudvalgsformand i Helsingør Ib Kirkegaard fra Dansk Folkeparti at det er helt fint, hvis man kan bestille en hvid hjemmehjælper, naturligvis under forudsætning. Det kan man mene om hvad man vil. Jeg er ikke enig. En hjemmehjælpers kvalifikationer må være det vigtigste, men jeg kan godt se et problem, hvis en ældre borger nægter at lukke en ikke-hvid hjemmehjælper ind. Men det må man tage i den enkelte situation.
Men det der næsten foruroliger mig mere på velfærdssamfundets vegne er Ib Kirkegaards udtalelse: “Hvis man beder om en serviceydelse, så skal man da have lov til selv at bestemme.”
Jeg går ind for borgernes medindflydelse og kvalitetsledelse, men også for et velfærdssamfund, der hjælper dem der har behov. Det offentlige skal ikke være en tilfældig serviceleverandør. Velfærdssamfundet er en forsikring ikke en personlig opsparing. Hjemmehjælp er noget man beder om, fordi man har behov, ikke fordi man har lyst.
I udtalelsen læser jeg, at fordi man har bedt om hjemmehjælp, får man kundens magt til at forlange, hvordan det skal gøres (næsten) uden hensyn til kommunens faglige vurderinger og prioriteringer. Jeg ser også en “noget for noget” holdning om “jeg har betalt så og så meget skat, så har jeg også krav på så og så meget velfærd.”
Måske ser jeg spøgelser, men…
Siden jeg flyttede min a cappella blogning til