Christian beder indimellem Rockkoret overveje hvad det er vi synger og hvilken funktion det har. Underforstået: tekst er vigtigere end dum’er og uh’er. Så dum’erne og uh’erne skal være der, men de må ikke overdøver de tekstbærende stemmer. Visdommen i Christians ord blev jeg mindet om ved aftenens på mange måder dejlige dobbeltkoncert med Koriosum og NoteAble i Apostelkirken på VEsterbro.

Det var første gang, at jeg oplevede Koriosum, selvom jeg har kendt til dem i længere tid. De lagde for med et sæt bestående af fire ABBA sange. Nu mener jeg, at ABBA har været passé siden 70’erne, så det var svære odds med mig. Men de gjorde det nu godt, omend Abbacappella var lidt stresset. Men især lagde jeg mærke til deres åbenlyse sangglæde og energi – som tæller godt i min bog. Koriosum sang a cappella, og jeg talte ni herrer og ti kvinder. En bemærkelsesværdig fordeling for et amatørkor, men alligevel synes jeg ikke at herrerne kom godt nok igennem, og så er det at jeg kom Christians ord ihu. Kvindestemmerne må give plads, så herrerne ikke skal mase igennem et kvindekor, der synger lige i deres sweet spot.

Efter det korte sæt overtog NoteAble (tidl. Nodeknækkerne) scenen. NoteAble har skiftet dirigent fra Morten Kjær (nu USA) til Merete Gry Rode Jacobsen. To måneder er ikke lang tid til sættes sit præg på et stort kor, så NoteAble lød som de plejer – godt. Men også her gav Christians ord mening. I modsætning til Koriosum blev NoteAble ledsaget af en pianist. Også under Morten sang  NoteAble med klaver, men jeg husker ikke Mortens spil som så gennemtrængende som i aften. Men det er måske fordi Morten også skulle dirigere. NoteAble er et godt kor og det er et stort kor. Det ville klæde dem at synge mere a cappella. Især deres updaterede udgaver af Hist hvor vejen slår en bugt og Oles sad på en knold og sang kan sagtens bæres af stemmerne alene eller blot percussion.

Efter NoteAbles kraftfulde sæt gik Koriosum på igen. Umiddelbart tænkte jeg at Koriosums 19 sangere og a cappella kunne få svært ved at tage staffetten op efter NoteAbles 29 plus flygel. Men mine bekymringer blev gjort til skamme, for Koriosum var tydeligvis på hjemmebane nu med et sæt med traditionelle julecarrols. Og i disse arrangementer kunne herrerne virkelig træde i karakter. Min bedste oplevelse denne aften var den fantastiske udgave af Ding Dong Merrily on High. Frisk, overraskende og sunget med overskud. Den alene var hele turen værd.

Det er jo jul så Noteable sluttede også af med et kort julesæt inden de to kor mødtes i Dejlig er jorden. Og en dejlig aften var det.