Alle har travlt med at lægge afstand til den foregående byrådsperiode. Og det er naturligvis med god grund. Men ét er de automatiske besværgelser af den hidtidige praksis – noget andet er at lade handling følge ord.

De Konservative mener, at det er nødvendigt – men ikke nok blot at stille et “friskt” hold, der ikke var medlemmer af det forrige byråd. Der skal også være mod og vilje til at gøre det nødvendige og gøre det rigtigt.

De Konservative vil arbejde for at genskabe respekten for Farum Kommune. Først og fremmest i Farum men også i resten af landet. Det kræver en sikker hånd og en fokuseret indsats på flere områder.

Det skal være synligt for borgerne, hvad der foregår på rådhuset. Det omfatter bl.a. åbne postlister, beskrivelser af forretningsgange og servicemål på kommunale kerneopgaver offentliggjort på kommunens hjemmeside. Borgeren skal kunne følge egen sagsgang gennem systemet og vide hvornår, en afgørelse kan forventes.

Borgerne skal have reel indsigt i kommunens økonomiske tilstand. Der skal være gennemskuelige opgørelser over kommunens gæld, tilbagebetalingsprofil, leasingforpligtelser år for år og lign. tilgængelig på kommunens hjemmeside. Kommunes budgetter og regnskab skal præsenteres som et husholdningsbudget, der ikke kræver en særlig indsigt at gennemskue og forstå.

Men ikke mindst skal byrådet tage ansvaret som ledelse af kommunen alvorligt. Belært at erfaringen skal alle byrådsmedlemmer følge og kunne følge økonomien for kommunen og for deres fagudvalg. Det kræver en troværdig budgetopfølgning, der også skal være tilgængelig for borgerne.

Byrådet skal også vise forvaltningen og de kommunale ansatte den respekt og tillid, som de fortjener. Byrådet skal tage de politiske beslutninger uden at bruge forvaltningen politisk. Forvaltningens faglige indstillinger og vurderinger skal tages alvorligt.

Ja, friske kræfter vil være godt, men det skal være friske kræfter, der har modet og viljen til at gøre det rigtige og gøre det rigtigt. Det har vi Konservative, så en god start vil være en stærk konservativ byrådsgruppe efter valget 15. november.