Naturally 7

For nogle uger siden havde der sneget sig et a capella nummer ind som kandidat på Tjeklisten på P3. Det var Naturally 7 med deres udgave af Phil Collins “In the Air Tonight” I oplægget fortalte værten at disse 7 gutter havde specialiseret sig i at lyde som instrumenter.

Så var det, at jeg fik flash backs til før, jeg fandt de fede vokalgrupper. Hvorfor arbejde på at lyde nøjagtig som instrumenter? Så spil dog på instrumenterne i stedet! Hvorfor gå over åen efter vand?

“Feel it (In the Air Tonight)” (fed video i øvrigt), som den hedder i Naturally 7’s version, lød da også fin og pæn og meget som originalen (som jeg husker originalen). og det var nok også derfor den ikke kom ind på tjeklisten. For covermusik bliver ikke mere interessant, hvis man ikke bringer noget nyt i forhold til originalen. Og det synes jeg ikke, at Naturally 7 gør her.

Retfærdigvis skal det siges, at Naturally 7 er supergode, og på youtube.com er der nogle fede klip af dem live, hvor de virkelig løfter sig op over mængden. Jeg har da også købt deres seneste album på iTunes. Men det at de bliver markedsført på en coverversion giver mig anledning til at sige lidt om et emne, som også Mister Tim berører i episode 5 af Casa podcast. Nemlig behovet for orignialt materiale.

Hvis a cappella musik skal være andet end en subkultur for nørder (som undertegnede) er der behov for, at der også produceres originale sange, der kan måle sig med spillet pop og rock. Jeg kan huske, da Flying Pickets havde et stor hit med Only You. Herhjemme brød Basix igennem med “Australien” der jo nødvendigtis skulle være original for at være med ved Grand Prixet. Desværre er markederne nok bare ikke store nok i Europa til vokalbands på samme måde som jeg fornemmer at der er i USA.

I de kor jeg har sunget i har repertoiret altid været covers. Det er jo det letteste, og da vi aldrig ville kunne lave en nøjagtig kopi, går det jo an i forhold til min aversion fra tidligere. Desuden skal man ikke undervurdere genkendeligheden for de “ofre” man har fået slæbt med til koncerterne. Men det fedeste for mig som sanger er nu at præsentere noget uventet. F.eks. i form af en sang som man ikke forventede at høre a cappella eller en ny sang, der bare fænger. Det tætteste jeg har været på det sidste har været med Rockkorets version af The Moon der er skrevet af Claus H. Nielsen (2. tenor) til sit band Fluid Face – og dem er det dog i færreste, der har hørt i forvejen. 🙂