Få timer efter at Carina Christensen er blevet udnævnt til ny Familie- og Forbrugerminister bringer Berlingske Tidende chokerende afsløringer om ministerens fordækte forretning Rugballe Møbelfabrik: Ny minister anklages for plagiater – skal en tur i Højesteret og Ny minister har fået sur smiley.

Egentlig burde det ikke komme som nogen overraskelse, for vi går jo mod amerikanske tilstande på mange områder – ikke mindst inden for politik.

Tak spids!

Plagiatsagen handler om, at Rugballe Møbelfabrik er blevet slæbt i retten af Tvilum-Scanbirk for plagiat. Rugballe Møbelfabrik er blevet frikendt ved Sø- og Handelsretten, men sagen er anket. Plagiat er naturligvis forbudt også for kommende ministere, men hvis den første retsinstans har frikendt blankt, så kan der vel lægges til grund – også af Berlingske – at Rugballe Møbelfabrik kan have været i god tro. Hvis Højesteret kommer til en anden konklusion, må de tage deres straf. Men sådan er business. Nogle sager må man i retten for at få afklaret.

Smileysagen handler om, at Arbejdstilsynet har givet Rugballe Møbelfabrik et påbud om at afskærme en boremaskine inden 9. januar 2007. Dvs. at fristen er ikke overskredet endnu, så sagen er åbenbart ikke mere alvorlig end som så. Alle virksomheder skal naturligvis overholde arbejdsmiljøloven, men Rugballe Møbel er ikke den eneste virksomhed med en gul smiley. Faktisk er der lige nu (16:50) 2837 virksomheder på Arbejdstilsynets hjemmeside med en gul smiley.

Det kan godt være, at Det Berlingske Officin skal spare 350 stillinger væk men jeg kan ikke set, at ekstrabladsjournalistik er løsningen.

Jeg foretrækker en avis med nyheder – ja – men også med perspektiv! – måske er pladsen alligevel blevet for trang til kvalitet?