Som konservativ formand glæder det mig, når medlemmerne deltager aktivt i debatten. Jeg er derfor glad for at høre fra Metin Bicen, der desværre ikke siden valget har deltaget i det politiske arbejde.

Selv med et fælles værdigrundlag kan man være uenige. Det skal der være plads til i et politisk parti. Jeg må dog rette et par grundlæggende misforståelser i det indlæg, som Metin lægger navn til i Farum Avis 13. januar.

Vi Konservative er så borgerlige, at det gør noget. Det er baggrunden for Per Edréns stillingtagen i byrådets sager. Desværre ligger Metin under for den vrangforestilling, som Venstre i Farum dyrker, at vi skulle have deponeret vores politiske selvstændighed i Vinkelsvejsgruppen. Det er absurd, for Vinkelvejsgruppen er et upolitisk samarbejde.

Vinkelvejsgruppen træder sammen ved mistanke om urent trav eller spil med fordækte kort. Snyd og fifleri kan ingen konservativ acceptere. Det burde ikke være nødvendigt at slå fast, at ”lov er lov, og lov skal holdes”, men desværre er Vinkelvejsgruppens indsats stadig nødvendig.

Vi fører konservativ politik. Det skylder vi vælgerne, og det skylder vi Farum. Derfor vil vi fortsat fremme åbenhed og hæderlighed i byrådet. Partier, der støtter dette formål, samarbejder vi med om det. Hvis andre borgerlige er uenige, er det dem, der har et problem med deres borgerlighed. Vinkelvejsgruppens samarbejde forhindrer os ikke i at føre borgerlig politik. Tværtimod.

Åbenhed og troværdige beslutningsgrundlag er afgørende for, at byrådet kan træffe de rigtige beslutninger. Det gælder i Farum såvel som i alle andre kommuner. Uangribelig embedsførelse skal genskabe Farums troværdighed overfor private og andre samarbejdsparter. Det er hvad Vinkelvejsgruppen kæmper for.

Forhastede jordsalg bringer os ikke ud af den aktuelle økonomiske pine. Der skal udvises udstrakt men velovervejet nøjsomhed i alle dele af kommunen. Serviceaftaler skal styres og evalueres, så vi får de rigtige ydelser til den rigtige pris. Udbud gennemføres efter bogen, så vi får det, vi har behov for, til en reel og konkurrencedygtig pris. Engangsindtægter skal bruges til engangsudgifter såsom afdrag på gæld eller investeringer.

Det er ikke umuligt, men det bliver et langt sejt træk. De Konservative er garant for ægte borgerlig politik og anstændighed. Alle der er enige heri, kan støtte vores indsats for Farum ved at melde sig ind i det Det Konservative Folkeparti.