En korkoncert – som enhver anden koncert – er også en visuel oplevelse. Desværre bærer mange amatørkors optræden præg af, at valget ikke stod mellem korsang og dans, da der skulle vælges kunstart. Men mindre kan også gøre det.
Derfor finder jeg dette klip med Canvas ganske lærerigt. De otte sangere bliver stående tæt og på samme sted gennem hele sangen. Alligevel sker der en masse. Der er selvfølgelig indlagt koregrafiske elementer men det er småting men effektfulde småting. Og der sker også en masse imellem effekterne.
Jeg har set mange saltstøtter synge i kor. Og det er synd. For det er så lidt der skal til for at det ser ud af noget. Et amatørkor er ikke og skal heller ikke være en dansetrup. Men med en markering af rytmen i kroppen eller en håndbevægelser der understreger sangen giver et helhedsindtryk. Jeg synes også det bliver nemmere at synge, når kroppen er med. Det er nemmere at finde rytmen uden at skulle nedstirre dirigenten. Rytmen bliver en følelse i stedet for en intellektuel udfordring og det bliver nemmere at ramme både på slagene og lifts.
Publikum lægger mærke til det, der skiller sig ud. Positivt og negativt. Solister skal træde ud af mængden. Men står der midt i et bølgende kor en stolpe, som slet ikke bevæger sig, så bliver det ham publikum ser og koret opleves ikke som en helhed.
For meget bevægelse er også skidt. Så det er en balancegang. Men for meget er sjældent problemet…
Siden jeg flyttede min a cappella blogning til