Tørklæde i Tinget?

Da den tørklædebærende Asmaa Abdol-Hamid blev valgt som enhedslistens folketingskandidat i Odense startede en ny tørklædesag. Men med sans for timing og proportioner fik de tre “vise” mænd i skikkelse af Krarup, Messerschmidt og Camre hurtigt ændret fokus til Dansk Folkepartis landsbytossesyndrom.

De fremtrædende DF’eres absurde udtalelser taler for sig selv, så dem vil jeg ikke kommentere yderligere på. Men der er andre interessante vinkler på den sag.

Muslimske kvinders brug af tørklæder bliver ofte set som et tegn på kvindeundertrykkelse. Det har også været fremført i denne sag. Jeg vil ikke afvise at påklædningstvang kan bruges som instrument til at undertrykke kvinder. En helddækkende burka fratager kvinden sin identitet i det offentlige rum. Det virker fremmedartet i et åbent samfund som det danske men i samfund, hvor kvinder ikke har samme status som mænd, er det med til at forstærke forskellen. Men er det. hvad der er tale om her? Hvordan kan Asmaa Abdol-Hamids tørklæde være et tegn på kvindeundertrykkelse, når hun som kvinde og politikker kan deltage i den offentlige debat og stille op til den lovgivende forsamling?

Så Asmaa Abdol-Hamids forhold til Sharia. Politikken bad hende om at svare på om hun var for eller imod dødsstraf. Hertil svarede hun: “Jeg synes ikke, at verden er så firkantet, at jeg bare kan svare ja eller nej på det spørgsmål. Skal jeg så også svare på, om solen er rød eller gul. Det irriterer mig at få det spørgsmål. Hvorfor stiller du ikke det samme spørgsmål til danske politikere.” Det er blevet udlagt som, om at hun ikke vil fornægte Sharia og dermed skulle være fundamentalist. Men er det egentlig, at hvad hun svarer?

Jeg synes, hendes modspørgsmål er det mest interessante. Hvor tit bliver en dansk politiker spurgt om det samme? Det minder mig om den fiffige sladderpresses jagt på daværende prinsesse Alexandras graviditet. Under et besøg i Afrika ville pressen vide hvilken slags malariamedicin prinsessen tog. Ganske snedigt fordi at den gængse malariamedicin ikke kunne anbefales til gravide. Jeg mener ikke, at Alexandra svarede, men hvad kunne svaret i givet fald have været brugt til?

Jeg kan godt forstå. at Asmaa Abdol-Hamid kan blive fortørnet over at få spørgsmålet om dødsstraf hver eneste gang – for hvad kunne journalisten bruger et “ja” til? Hvis jeg som kristen gik ind for dødsstraf, ville jeg jo ikke være islamist – kun galt afmarcheret. Ligeledes kan der være andre argumenter for dødsstraf, som heller ikke har noget med religion at gøre – selv for muslimer. Det er relevant at vide om en muslimsk politiker mener, at det kan forsvares at indføre Sharia i sin fulde konsekvens, men så spørg da for guds skyld om det i stedet for denne dans om den varme grød.

Jeg går ud fra, at Enhedslisten sikrer sig, at deres folketingskandidater støtter Enhedslistens valgprogram fuldt og helt. Selvom dødsstraffen ikke er den del af Enhedslistens politik, så skræmmer deres politik mig ærligt talt mere end tanken om at se et tørklæde på Folketingets talerstol.