To længe ventede koncerter og så i samme weekend!
Mine to største idoler er Billy Joel og George Michael. Sidst Billy Joel var i Danmark sad jeg i en militærlastbil på øvelse i Jylland. Og George Michael har aldrig givet koncert i Danmark – før nu. Så det var med store forventninger jeg entrerede Parken lørdag aften. Jeg blev ikke skuffet.
George Michael leverede et super tight show der beviste, at han er den bedste nulevende popsanger – og i supersværvægtsklassen som popsmed. Showet var uden tvivl indstuderet til mindste detalje, men perfektionisten George Michael var tydeligt til stede og så ud til at nyde selskabet med 49.000 begejstrede fans. George Michael er ikke nogen charmetrold, som Robbie Wiliams – som jeg så i Berlin i juli. Men hvor har Jyllands-Postens anmelder Niels Pedersen ret, når han skriver “George Michael holder sig fra de flade vittigheder og platte publikumslege. Han behøver ikke være sjov, han kan jo synge og rejser med et katalog af sange, der går lige i det kollektive hjertekammer…” Jeg må tilslutte mig Thomas Søie Hansens “Tag den Robbie.”
Modsat Thomas Treo på Ekstra Bladet oplevede jeg ikke de stille numre som lyseslukkere. De er en væsentlig del af George Michaels repertoire og popularitet. Den eneste gang hvor jeg tænkte “Hvor kom den fra?” var da han sang Ewan MacColl’s “The First Time Ever I Saw Your Face”, men det var til at få øje på, at den sang betød noget for ham. Så det er tilgivet.
Det var fantastisk at stå der foran scenen og føle sig som en del af én samlet begejstret masse. Ekstranumrene Careless Wisper og Freedom 90 var kronen på værket og et fantastisk klimaks.
Søndag aften skiftede vi så gear da den norske vokalgruppe Apes&Babes gæstede Rundetårn i København. Jeg oplevede den første gang på Aarhus Vocal Festival, hvor de vandt vokalgruppekonkurrencen. Og pludeslig er de så i København!
Apes&Babes fortjener et større publikum end den begrænsede kreds af primært korsangere, der går til a cappella koncerter. Men det er svært at markedsføre a cappella musik da a cappella ikke er en genre men en instrumentering som Chad Bergeron fra The Acapodcast så præcist har udlagt det.
Derfor håber jeg, at Apes&Babes får vind i sejlene, for der er for flere vokalgrupper til at vise bredden i a cappella musik. Og Apes&Babes spænder vidt. Fra norsk folkemusik til Jean Michelle Jarre. Fra arabisk musik til Progedy. Pop, Rock, Jazz og Indisk. De behersker det hele og præsenterer det i spændende og overraskende arrangementer.
På scenen virker de ægte, som om det bare er otte unge mennesker med hver deres mikrofon, der har det sjovt med at synge. Og sjovt er det – selvom det er norsk 🙂 Det ægte og utvungne understreges af deres sceneshow, der virker naturligt og langt fra så koreograferet, som f.eks. BaSix’ koncert under AAVF 2006.
Det har været en fantatisk musikalsk weekend.
Vil det være for meget at bede om mere George Michael og mere Apes&Babes tak?
Siden jeg flyttede min a cappella blogning til