“Kan du ikke ved lejlighed sende mig link til 3-4 vocal percussionister?” spurgte Lene i fredags. “Jeg har diskuteret det med min kusines søn som spiller trommer og jeg har brug for nogle eksempler.”
Som a cappellanørd begynder jeg jo straks at slynge navne ud, men opgaven, som jeg fik stukket ud og accepterede, var at sende nogle links ved lejlighed. Det giver mig anledning til at overveje hvad jeg mener er god vocal percussion, og altså skrive om det her.
Jeg vil dog starte med rigtige trommer. En af mine største musikalske oplevelser var at opleve E.S. T. (Esbjörn Svensson Trio) live på min fødselsdag i 2005. Det er en indlæg værd i sig selv. Men i denne sammenhæng tænker jeg tilbage på Magnus Öströms trommespil. Jeg kan huske at tænke “han kærtegner jo nærmest sine trommer”. Magnus Öström spiller på tromme, han er ikke bare trommeslager.
For mig udmærker den gode vocal percussionist ved at holde sammen på groovet i en sang. Imponerende soli gør det ikke. Derfor er jeg heller ikke rigtig imponeret af de beatboxere, man ser i talentshows. Det er larmende og mangler den musikalitet, som jeg sætter pris på.
Når det så er sagt vil jeg alligevel vise mine favoritter med nogle videoer, hvor de “fører sig frem” med soli.
Når der bliver sagt vocal percussion tænker jeg først på Wes Carrol. Wes var VP for The House Jacks, da jeg fandt dem og tog dem til mig. The House Jacks er interessante i denne sammenhæng, da de var den første vokalgruppe, der havde en dedikeret VP som ikke gjorde andet. Det var oprindeligt Kid Beyond, der nu har en solokarriere. I 2008 forlod Wes The House Jacks og blev afløst af Jake Moulton fra m-pact.
Men tilbage til Wes. Jeg vil vise ham i et klip sammen med Dave Baumgartner som er en anden af mine favorit VP’er. Klippet er 5 år gammelt men stadig godt. Jeg bider især mærke i unge Daves mere kraftfulde stil i forhold til erfarnes Wes’ mere tilbagelænede stil.
I november sidste år oplevede jeg første gang en professionel VP på rigtigt tæt hold. Det var da The Magnets optrådte på Rytmekons. Vi sad næsten forrest, og det var en stor oplevelse at kunne følge Andy Frosts arbejde igennem en hel koncert.
Den sidste jeg vil fremhæve her er Edward Chung fra Duwende, som jeg tidligere har blogget om. Edward Chung har ikke en solo i denne sang men er i den grad til stede og understreger dermed min pointe om god vocal percussion.
Siden jeg flyttede min a cappella blogning til